Faldgruber i grøn omstilling

Den grønne omstilling og opnåelsen af Nirvana-tilstanden ”netto-nul” vil kræve dybtgående ændringer i samfundene i Verden. Omstillingen kræver indskrænkninger i befolkningernes frihed og økonomiske muligheder, og der skal indføres begrænsninger i mulighederne på mange leder. Ikke mindst tales der meget om, at vi drastisk skal omlægge vores kost, væk fra kød og over til planter. Hertil kommer omstillingen til elektriske køretøjer, husopvarmning osv.

Men ved siden af skal der gennemføres gigantiske investeringer i teknologier til den CO₂-fri energiforsyning. Der skal naturligvis opstilles enorme mængder af vindmøller og solceller, men forsyningens stabilitet skal også sikres ved muligheder for lagring af strømmen, f.eks. med batterier. Hertil kommer, at der skal indføres ny CO₂-fattig teknologi i nøgleindustrier som f.eks. stålfremstillingen, hvor man taler om ”grønt stål”, hvor hoved-energikilden er ”grøn brint”. 

Det interessante ved udviklingen her er, at den i høj grad er afkoblet de ellers normale markedsmekanismer. Man ønsker bestemte resultater, og politikerne påtager sig så at udvælge den fremtidige teknologi, der skal satses på, og derefter at bruge pisk og gulerod til at få den på plads. Oftest er der mest tale om gulerod, i form af uhyrlige pengebeløb, der udbetales fra staterne til projekterne.

Risikoen ved denne fremgangsmåde er helt oplagt, at politikerne ender med at satse på de forkerte løsninger. Udbyttet af de mange penge bliver derfor meget mindre end forventet, eller i nogle tilfælde bliver resultatet, at pengene er totalt spildt.

En stribe forskere har for nyligt udgivet en bog om dette emne. Bogens titel er ”En Grøn Entreprenør-Stat”, med undertitlen ”Et studie af faldgruberne ved grønne aftaler”. Bogen er, uvist af hvilken grund, gratis at downloade, så den er tilgængelig for alle. Den er på over 300 sider og specielt den første del, der ser på teorien bag statslige investeringer, er meget tung kost.

Hist og pist kan man dog her finde guldkorn, som f.eks. følgende om, hvad der kan motivere folk til at træffe uhensigtsmæssige beslutninger:

1. Rationel mangel på fornuft. Enkeltpersoner beslutter helt rationelt at holde fast i en tro, der ikke stemmer overens med fakta, så længe personen ikke har nogen omkostninger i den forbindelse.
2. Offentlig politisk handling. Tiltagene er drevet mere af ønsket om at påtage sig en identitet, eller af følelser eller moralske synspunkter, snarere end et ønske om at opnå praktiske resultater. Man vælger således at stemme ved valg, protestere offentligt eller i de sociale medier for at fremstå med de rigtige værdier, fremfor at forsøge at ændre på noget i praksis.

Det ser vi ofte i klimasagen, at folk, der for længst er løbet tør for fornuftige argumenter stædigt holder fast i deres overbevisning om en klimakrise og signalerer til omverdenen, at de stadigvæk har den rette tro.

Der er også et afsnit om miljøets ”frelste” og “fribyttere” (Baptists and Bootleggers), der beskriver den uhellige alliance mellem de kræfter, der ønsker at fremstå politisk korrekte, og så dem, der gerne vil tjene penge på sagen:

De ”frelste” er miljøfolk, der ønsker miljøregulering for at vende flodbølgen af menneskelig indflydelse på miljøet. Generelt bliver ønsket om at bevare miljøet og reparere skaderne fra menneskelige aktiviteter anset for at være ædle formål. Således er miljøbevægelser på den gode moralske side vedrørende miljøpolitik men samtidigt dækker de, uden at ville det, over ”fribytterne”. Sidstnævnte er industrielle interesser, der kun ønsker at tjene penge på alle de rare muligheder, som regeringerne byder på ved love og regler, støtteordninger, skattefradrag, udelukkelse af konkurrenter og andre fordele fra statens side, som man aldrig ville kunne få i et normalt marked. Det resulterer i overførsel af penge fra skatteyderne til ”fribytterne”, mens det giver blandede følelser hos de grønne ”frelste”.

Bogen beskriver hvordan f.eks. olie- og kulindustrien førte an i kampen mod kernekraft tilbage i 1970-erne. De grønne jublede og hoppede med på vognen, og det lykkedes at få indført så mange restriktioner, at udbygningen med kernekraft gik i stå. Derefter var der gyldne tider for leverandører af brændsel til olie- og kulfyrede kraftværker.

Om politikernes rolle kan man læse følgende:

Lægeløftet forpligter læger til ikke at skade deres patienter. Det burde også være tilfældet, når politikerne griber ind i økonomien, de bør ikke skade samfundet. Imidlertid sker der det modsatte i regeringerne, når politikerne bruger penge på programmer, der ofte ikke ville være blevet til noget i et frit marked og endda ofte ikke har støtte fra vælgerne. Det er tvivlsomt om flertallet af disse programmer virker, og de tjener til at underminere markedets funktioner, hvor resultatet bliver at ”vennerne” ser ud til at tjene på bekostning af samfundet. Det ender i økonomisk kammerateri, snarere end i reel udvikling.

Bogen nævner et eksempel fra Sverige, hvor nogen fik den ide, at bilerne skulle køre på ren alkohol (ætanol). Man indførte skattefordele for de nye biler og for ætanolen, og pålagde endda alle tankstationer at opstille ætanol-pumper. Man nåede i løbet af få år i nullerne op på, at en betydelig del – op til 20% – af nysolgte biler var med ætanol-tilpassede motorer. Men så gik det ned ad bakke igen. Ét problem var, at det aldrig lykkedes at udvikle en billig metode til fremstilling af ætanol ud fra halm, hvilket ellers var grundlaget for konceptet. Faktisk var produktionen meget kompliceret, og indebar et stort forbrug af fossile brændstoffer. Man kunne regne ud, at ætanol-bilerne alt i alt gav anledning til større udledninger af CO₂ pr. kørt km end benzinbiler. I øvrigt var der også tekniske problemer med motorerne, der var svovl i ætanolen og den beskadigede cylindrene. Samtidigt var det dog muligt også at køre på almindelig benzin, uagtet at brændstofforbruget var højere pr. kørt km end for almindelige benzinbiler. Gradvist faldt hele projektet sammen, og i 2015 var det slut, alle støtteordningerne forsvandt, og der blev ikke solgt flere hverken biler eller mere ætanol.

Nogen har tjent penge på eventyret, skatteyderne har tabt penge, og CO₂-udledningerne er ikke faldet det mindste.

Bogen kommer herefter ind på den tyske Energiewende, der jo også er et katastrofalt miks af fejlslagen teknologi og kolossale summer i støtte på skatteydernes regning.

Dernæst kommer vi til vanvittige drømmeprojekter, hvoraf ét er at bruge solenergi i Saudi Arabien til fremstilling af brint i store mængder og efterfølgende transport til Europa.

Om den slags projekter citeres nogle visdomsord, der kaldes Flyvbjergs lov om megaprojekter hugget i granit. På engelsk lyder den mest elegant:

Over budget, over time, over and over again.

Det kan vel nogenlunde oversættes med “over budget, over tid, over igen og igen.”

Sverige har tegnet sig for nogle bemærkelsesværdige fiaskoer, ikke mindst forsøgene på at producere grønt stål på to store fabrikker i Nordsverige. I begge tilfælde blev projekterne varetaget af folk, der ikke var sagkyndige og baseret på teknologi, der ikke er udviklet endnu.

Endnu værre gik det med batterifabrikken Northvolt, der blev bygget, sat i gang og efterhånden stod med en arbejdsstyrke på 6000 medarbejdere. Men man var ikke i stand til at producere batterier i nævneværdige antal. Formålet med hele projektet var for Europa at gøre sig uafhængig af kineserne og konkurrere med dem på markedet. Men Northvolt var baseret på kinesisk maskineri og man indforskrev i hundredvis af kinesiske specialister til at hjælpe med opgaven. Det gik så dårligt, at man faktisk mistænkte kineserne for at sabotere hele processen, hvad man strengt taget vel ikke kunne fortænke dem i.

Bogen kommenterer:

Det ser ud til, at problemet ikke kun begrænser sig til vanskelighederne for regeringerne med at ”vælge vinderne”. I stedet kan grønne strategier for industrien frembringe firmaer, der er dårlige til at konkurrere – hvorved man faktisk ender med at ”skabe tabere”. Sagt på en anden måde, grøn politik fremmer adfærd og evner hos firmaer, så de bliver dygtige til at stryge politikerne med hårene og opnå offentlig støtte. Men samtidigt bliver de til spillere, der ikke kan konkurrere i markedet.

Bogen kommer langt omkring og beskæftiger sig også med omlægningen af vores fødevareproduktion og -forbrug. Igen med udgangspunkt i Sverige, hvor kød traditionelt har spillet en stor rolle, kan omlægningen blive problematisk. Fortalerne er tydeligvis syltet grundigt ind i alle vrangforestillingerne om ”Planetære Grænser”, og reelt går forslagene om kostomlægningerne primært ud på at nedskære den samlede produktion af fødevarer, hvilket måske ikke er så klogt i usikre tider.

Der er meget i bogen, vi kan genkende her i Danmark. ”Vælge vinderne” i form af massiv politisk støtte til visse teknologier som f.eks. havvindmøller, CO₂-opsamling, lavbundsjorde og biokul. Det klør også i fingrene på politikerne for at gribe ind i fødevareproduktionen. Bag det hele ligger der usikre modelberegninger eller ren politisk ønsketænkning. Samtidigt har vi så den flok af personer, der tjener tykt på udviklingen og gør alt, hvad de kan, for at holde pengestrømmen flydende. Behøver man at nævne CIP, Ørsted, Vestas, Better Energy m.fl.?