Accelererer opvarmningen?

Dr. Matthew Wielicki skriver mange interessante ting på sin Substack: Irrational Fear. For nyligt skrev han om et af tidens varme diskussionsemner: Er den globale opvarmning accelererende eller konstant over tid? Det er jo et faktum, at så godt man nu kan måle det, var 2024 det varmeste år i de seneste måske 90-100 år. Men den top, der indtrådte i 2023-2025, var det bare noget forbigående, eller var det udtryk for en ny og farligere temperaturstigning?

Wielicki kigger nu på to videnskabelige artikler, der behandler spørgsmålet. Deres udgangspunkt er nøjagtigt de samme data, dvs. fire eller fem af de store globale temperaturkurver, men de når frem til stik modsatte resultater.

For godt et år siden udkom en artikel, C. Beaulieu et al., der havde som konklusion, at man endnu ikke statistisk kunne se nogen tendens i retning af en forøget hastighed af opvarmningen, dvs. en acceleration. Man kiggede på fire af temperaturkurverne, jfr. fig. 1 og foretog statistiske analyser, for at se, om der er en udvikling. Temperaturen svinger jo ganske meget fra år til år, det er det, man kalder ”statistisk støj” og den er der metoder til at filtrere fra, når man bedømmer tallene.

Der er generelt et problem, hvis man gerne vil se en acceleration her i de seneste år, at man jo ikke kan kigge ud i fremtiden og derved vurdere om f.eks. toppen 2023-25 blot var ”støj” eller udtryk for en mere varig udvikling.

C. Beaulieu at al. når utvetydigt frem til, at data som vist på fig. 1 ikke understøtter, at der skulle være tale om en acceleration i de seneste år.

For nyligt udkom så en anden artikel, hvor andenforfatteren var den her på siden velkendte Stefan Rahmstorf. Han kommer fra det tyske Potsdam-institut, PIK, og er en kendt klima-alarmist, der aldrig forsømmer nogen lejlighed til at male situationen sortest muligt op.

Rahmstorf og hans medforfatter griber sagen anderledes an. De prøver at rense temperaturkurven for de kendte effekter fra El Niño- og La Niña-svingningerne (“ENSO”), variationer i solindstrålingen, samt vulkanudbrud. Fig. 2 viser situationen, øverst er de rå temperaturkurver, og nederst er de renset for de tre effekter. Det har jo jævnet forløbet en del ud.

Fig. 3 viser hvor store effekterne fra de tre faktorer anses for at være, de ser jo meget beskedne ud.

Men Rahmstorf kigger nu på den ”korrigerede” kurve og når frem til, at der tydeligvis er tale om en acceleration i de seneste 10 år.

Det kan jo ikke overraske nogen, og tydeligvis er forfatterne yderst tilfredse med resultatet. I deres sammendrag skriver de:

En hurtigere opvarmning er ikke uventet i henhold til klimamodellerne, men det er grund til bekymring og viser hvor utilstrækkelige, de nuværende tiltag til at bremse og til sidst stoppe den globale opvarmning har været indtil nu, jfr. Paris-aftalerne.

Når klimaforskere af Rahmstorfs støbning taler om, at de er ”bekymrede”, mener de i virkeligheden ”begejstrede”, for nu må vi da tro på deres budskaber om klimakrisen.

Til sidst i artiklen får vi budskabet skåret ud i pap en gang til:

At stoppe denne udvikling ligger i vores hænder: Studier viser, at opvarmningen vil stoppe omkring det tidspunkt, hvor menneskeheden opnår nul i CO₂-udledninger, men den kan næppe vendes. I det nuværende politiske klima er det imidlertid meget muligt, at opvarmningen vil fortsætte i sit hurtige tempo, eller endda accelerere yderligere. Så meget står klart: Hvis opvarmningen fra de seneste 10 år fortsætter, vil Paris-aftalens grænse på 1,5 grader celsius blive passeret omkring 2030.

Wielicki tager ikke stilling til, hvem der har ret her. Han finder det naturligt, at der kan være den slags uenighed inden for forskningen, det ser man indenfor mange andre felter. Men han har bemærket, hvordan C. Beaulieu at al. blev forbigået i larmende tavshed, hvorimod Rahmstorf fik masser af overskrifter og omtale i medierne. Det er tankevækkende.

Undertegnede er ikke statistik-ekspert og kan ikke vurdere metodernes lødighed, dog bemærker man hos Rahmstorf (fig. 3), hvordan de øvrige faktorer for temperaturen kun har en ganske lille effekt, ± 0,2 grader. Ulempen ved Rahmstorfs metode er også, at han meget vel kan have udeladt andre elementer, f.eks. skydækket, hvor et fald vides at have bidraget betydeligt til de senere års opvarmning.

Og så kan Rahmstorf ikke nære sig for at fremkomme med trossætningerne om CO₂, global opvarmning og ”netto-nul”. De bidrager på ingen måde til artiklens konklusion eller videnskabelige resultat, men det skal jo med, fordi sagen er så vigtig. Men det bidrager unægtelig til at styrke mistankerne vedrørende arbejdets kvalitet.