Malaria og model-hokuspokus

For nogen tid siden udkom der en artikel i Nature, T S Symons et al. (hvor ”et al.” dækker over hele 25 medforfattere) om Afrikas fremtid, hvad malaria angår, set i lyset af den globale opvarmning. Konklusionen er meget dyster, naturligvis. I sammendraget kan man læse, at der mellem 2024 og 2050 kan forventes ikke færre end 123 millioner tilfælde og 532.000 dødsfald ekstra, sammenlignet med en situation uden klimaforandringer.

Det er jo ofte fremført i klimalitteraturen, at den globale opvarmning vil medføre flere tilfælde af malaria. Højere temperaturer rundt omkring vil gøre det muligt for malariamyggene af udvide deres leveområde, og dermed kan flere mennesker blive ramt af sygdommen.

Men T S Symons et al. er godt klar over, at så simpelt forholder det sig ikke. Der er store områder, også i Afrika, hvor myggene findes og trives, men der er ingen malaria. Endvidere kan man også ved en temperaturstigning forvente, at der bliver områder, der bliver for varme eller for tørre til, at myggene kan forblive.

Og netop fugtighed spiller en stor rolle. Så en mere retvisende undersøgelse af malariaens fremtid må nødvendigvis også tage de årlige regnmængder med i betragtning.

T S Symons et al. har nu startet den helt store øvelse med IPCC’s klimamodeller for at forudsige temperaturer og fugtighed i hele Afrika, delt op i arealer på 5×5 km, frem til 2050. Man er klar over, at netop til så detaljerede geografiske studier er klimamodellerne mindre præcise og afviger meget fra hinanden. Det problem løses så ved at tage gennemsnittet af 14 modeller.

Det er imidlertid ikke sikkert, at et gennemsnit af 14 modeller, der alle er forkerte, giver et mere retvisende billede, men det er jo, hvad man normalt tror på i klima-branchen.

Man omsætter nu de fundne vejrdata til en forekomst af malariatilfælde og får derved et billede af udviklingen frem mod 2050, baseret på scenariet SSP2-4.5. Til sammenligning kører man modellerne uden en stigning i atmosfærens CO₂-indhold, og forskellen mellem de to resultater giver så tal for effekten af de menneskelige udledninger.

Nu viser det sig, at temperatur og nedbør alene faktisk ikke har den store effekt på antallet af malariatilfælde frem mod 2050, jfr. fig. 1.

Forskerne griber derfor til at kigge på effekten af alle de tilfælde af ekstremvejr, som kan forventes i fremtiden med global opvarmning. De udvælger tre af de 14 modeller og får vredet forudsigelser om storme og oversvømmelser ud af dem. Det er jo velkendt, at ekstremvejr kan ødelægge klinikker og hospitaler og afbryde forsyningen med malariapiller. Forebyggende tiltag mod at blive stukket af myggene, f.eks. med myggenet, kan også blive ødelagt, hvis f.eks. folks huse er beskadiget eller helt i ruiner. Det kan tage tid at få genoprettet situationen, og i mellemtiden vil en masse ekstra mennesker blive ramt af sygdommen.

Her bliver det svært for forskerne. Hvordan omsætter man en fiktiv storm eller oversvømmelse til et antal smittede eller døde? Forskerne har her interviewet en stribe personer om deres erfaringer med begivenheder i det virkelige liv og ud fra dem fastlagt nogle tommelfingerregler, der kunne lægges ind i modellerne.

Øvelsen er så igen at sammenligne fremtiden med klimaforandringer, dvs. flere tilfælde af ekstremvejr, med en fremtid med uændret forekomst. Og så er forskerne klar til at trykke på knappen, og computerne spytter de 123 millioner ekstra sygdomstilfælde ud.

Usikkerhederne ved hele proceduren er naturligvis enorme. Der er så meget gætværk undervejs, at man kunne være nået frem til stort set hvad som helst.

Det fremgår også klart, at forfatterne ikke har taget en eventuel økonomisk udvikling med i betragtning. Den er ellers nøglen til en effektiv bekæmpelse af malaria. Her kunne grøn omstilling faktisk gøre tingene værre, fordi den vil medføre mindre velfungerende og fattigere samfund.

Så vi står med et stykke forskning, der ud fra en masse løse antagelser og i en skov af usikkerheder skråsikkert udbasunerer 123 million tilfælde, et tal som medierne griber med kyshånd.

Charles Rotter på WUWT kommenterer som følger:

Artiklen påviser ikke, at klimaforandringerne vil føre til hundredvis af ekstra malariatilfælde. Den viser, hvor let man kan nå frem til sådanne tal, når usikre klimafremskrivninger, følsomme modeller, gættede tal for skader, fastfrosne sociale og økonomiske forhold og lange tidsrum ud i fremtiden bliver sat sammen til én helhed.

I sidste ende fortæller artiklen os mindre om fremtiden for malaria, end den fortæller om nutidens niveau for klimamodeller. Den viser os, hvordan usikkerhed kan blive ganget op, udjævnet og omsat til tilsyneladende præcision. Den viser os, hvordan scenarier kan forveksles med forudsigelser. Og den viser hvordan, når først tallene er blevet offentliggjort i tidsskriftet Nature, at de bliver betragtet som beviser – selv når forfatterne siger, at det ikke er tilfældet.

Igen et eksempel på arbejde i forbindelse med klimasagen. Arbejde, der, når det kommer til stykket, ikke er noget værd.