Steve Koonin får ordet

Med titlen: ”Virkeligheden tager livet af klima-handling. Hvad gør vi så?”, har Steve Koonin skrevet et interessant indlæg, der opsummerer hele klimasagen i lyset af de seneste års udvikling. Her følger en løs oversættelse:

Igennem næsten to årtier insisterede den fremherskende klimafortælling på, at hurtige og omfattende nedskæringer af udledningerne var både nødvendige og mulige. CO₂-reduktioner blev fremlagt som et spørgsmål om politisk vilje snarere end et praktisk problem. I løbet af det seneste år er den konsensus imidlertid faldet fra hinanden. Klimahandling er sivet væk fra centrum i den politiske diskussion, klima-ambitionerne er blevet svækket, og regeringerne er ved at justere sig ind på en mere sober forståelse af, hvad der er muligt – eller endda hvad der er ønskeligt.

Denne forandring er ikke resultatet af et enkelt valg eller politisk omsving. Den kommer derimod af en dybere erkendelse af, at ”klimatruslen” ikke er altafgørende på den måde, som den på et tidspunkt blev beskrevet, og at en strategi, der alene er baseret på CO₂-nedskæringer, er ude af trit med de økonomiske realiteter, politisk motivation og befolkningens tålmodighed. Det er nu tydeligt, at klimapolitikken på alle områder er på tilbagetog.

Køligere hjerner tager over

Regeringer, der før gik ind for aggressive regler for udledninger, sætter nu tempoet ned eller gør projekterne mindre. Europa har blødt sin udfasning af benzin- og dieselbiler op, og USA har lempet reglerne for nye køretøjer. Disse U-vendinger er ikke kun symbolske, de afspejler de politiske og økonomiske omkostninger ved at opretholde ambitiøs klimapolitik. Det er kun fire procent ud af ca. 1500 politiske CO₂-nedskærings-tiltag i dusinvis af lande, der har bevirket nogen målbar effekt på CO₂-udledningerne. Industriens kvaler fortæller en tilsvarende historie. Stærkt energiforbrugende produktion i Europa er skrumpet kraftigt ind under byrderne med høje energipriser og bjerge af regler. Dette politiske tilbageslag var forudsigeligt, det er ikke muligt for nogen demokratisk regering at opretholde politikker, der accelererer afindustrialiseringen uden at have nogen effekt på klimaet.

Finansieringen af klimapolitikken halter også. Afstanden mellem hvad der bliver lovet, og hvad der rent faktisk kommer på bordet, bliver større og større. Billioner af lovede dollars har ikke vist sig, diverse samarbejder inden for finansverdenen er blevet opløst og udviklingslandene ser klima-finansiering mere som en kilde til penge end et tiltag til CO₂-nedskæringer. Og samtidigt fortsætter de globale udledninger med at stige. Kul- og olieforbruget slår nye rekorder, det samme gælder stort set også for naturgassen, og Verden er ikke ved at nedbringe CO₂-udledningerne, men snarere ved at blive endnu mere afhængig af de fossile brændstoffer. Elforsyningen både i USA og i Europa bliver gradvist ringere, med stigende elpriser og hyppigere tilfælde med usikker forsyning, som klart afslører grænserne for, hvad man kan med en strategi baseret på vind, sol og batterier – og som understreger behovet for pålidelige kilder til strøm.

Udviklingen mht. elbil-markedet, som engang var den grønne omstillings flagskib, og som fortsætter i Kina pga. ønsker om energisikkerhed, er bremset op i Europa og i USA. Produktionsplanerne bliver omstillet med skyhøje omkostninger, og forbrugernes modstand – pga. prisen, problemer med opladning og rækkevidde-bekymringer – har vist sig at være meget mere standhaftig, end politikerne havde forventet.

Kinas udvikling gør billedet endnu mere kompliceret. Mens Kina opstiller vedvarende energi i rekordmængder, udbygger man samtidigt kapaciteten med kulfyrede anlæg. Kinas prioritering – industriel konkurrencedygtighed, energisikkerhed og politisk magt her i Verden – flugter meget dårligt med vestlige tidsplaner for CO₂-reduktioner, og i praksis bliver de undergravet.

Selve mediernes kultur er ved at ændre sig. De er stort set holdt op med at sammenkæde ethvert tilfælde af ekstremt vejr med klimaforandringer og kommer nu med mere afdæmpede analyser. Alt i alt er disse udviklinger ikke bare udtryk for en midlertidig pause men en dybereliggende ændring.

Realismens to søjler

En ny klimarealisme er ved at tage form – én der snarere omdefinerer fremfor benægter klima-risici. Den nye tilstand er baseret på energi-realisme, en erkendelse af hvad der faktisk skal til for at nedbringe udledningerne i stor skala, og på videnskabs-realisme, som er en mere troværdig forståelse af klima-risicienes omfang og natur. 

Energirealismen kommer først, fordi afgrunden mellem håb og resultater er blevet for stor til, at man kan ignorere den. Omkostningerne og ødelæggelserne i forbindelse med en hurtig omstilling af energiforsyningen dukker op med det samme og er politisk meget iøjnefaldende. Husholdningerne og firmaerne mærker dem direkte, og den resulterende skepsis spreder sig hurtigt som ringe i vandet.

Videnskabs-realismen er længere om at få fat. Klimaforandringer giver stærke følelser hos nogen, men de er mere virkelighedsfjerne, sværere at overbevise folk om, og de er baseret på mulige fremtidsvisioner med megen usikkerhed. Og dog er videnskaben uundværlig, når man skal have justeret de politiske ambitioner på plads, for at undgå både at gøre for lidt eller for meget.

Energirealisme

Et realistisk syn på energi begynder med det grundlæggende. Moderne energisystemer skal være pålidelige, økonomisk overkommelige og rene – de klassiske tre fakta. Tiltag, der prioriterer udledninger for højt, vil uundgåeligt gå ud over pålideligheden og økonomien. Det globale energibehov fortsætter med at vokse, drevet af udvikling, elektrificering og den eksplosive vækst i datacentrene. Fossile brændstoffer leverer fortsat mere end 80% af Verdens energi, og at erstatte dem kræver ikke bare nye teknologier men også ny infrastruktur, forsyningskæder og politiske sammenslutninger.

Det økonomiske behov i forbindelse med en fuldskala grøn omstilling er helt uden fortilfælde. Selv rige lande kæmper for at skaffe de nødvendige investeringer, mens ulandene står over for endnu større forhindringer. Husholdningerne stritter imod de højere omkostninger, og ulandene stritter imod en langsommere udvikling – det er de normale reaktioner på enhver udvikling og ikke udtryk for moralsk forfald. Forbrugeradfærden har også vist sig at være svær at rokke. Ønskerne om større biler, billigere rejser og pålidelig elforsyning forbliver stærke, og klimapolitikken undervurderer igen og igen styrken af disse ønsker.

Videnskabs-realisme

Et realistisk syn på klimavidenskaben har hele tiden været til rådighed for enhver, der er villig til at kigge på de underliggende data og forskningslitteraturen. Men alligevel er det primært FN og regeringerne med deres vurderingsrapporter, understøttet af politikere og medier, som har lagt vægt på fortrinsvis at se på de mest pessimistiske scenarier.

En mere afbalanceret læsning af videnskaben ville føre til erkendelsen af, at vores nuværende klima ikke er ”brudt sammen” på nogen måde. Langtidsudviklingen har ikke vist nogen synlig stigning i antallet af tilfælde af de fleste typer ekstremt vejr. Man ville også konstatere, at menneskehedens evne til at tilpasse sig er helt fantastisk. De største fremskridt i den globale velfærd er sket efter år 1900, og det på trods af (eller måske fordi) at Jorden er blevet ca. 1,3 grader celsius varmere. I det samme tidsrum er det globale antal mennesker, der omkommer som følge af ekstremt vejr, styrtdykket, hvilket er en følge af en meget større modstandsdygtighed – fremfor mere sårbarhed. I mellemtiden er de mere ekstreme scenarier for den globale opvarmning gradvist blevet nedjusteret, da de reelle udledninger er mindre end forventet, og klimamodellerne er blevet mindre følsomme. Mange økonomiske fremskrivninger forventer ligeledes forholdsvis beherskede skader fra de sandsynlige omfang af opvarmning i det næste århundrede.

Intet af det her får enhver risiko til at forsvinde, men det underminerer sandsynligheden for katastrofe-beretningerne, der drev det politiske hastværk. I takt med at den videnskabelige realisme modnes, vil den bidrage til at forankre klimastrategien baseret på fakta fremfor frygt.

Prisen for selvbedrag

Enden på tiderne med CO₂-nedskæringer som topprioritet har følger, som det vil tage år at få udbedret. De seneste to årtier har gjort enorm megen økonomisk og social skade. Billioner i kapital, der er endt de forkerte steder, voldsomme udsving i love og regler, og ny afhængighed af politiske konkurrenter i Verden mht. vigtige mineraler og industrivarer.

De psykologiske følger har været lige så alvorlige. Yngre generationer blev fortalt, at katastrofen var lige om hjørnet, og at redningen var betinget af personlig opofrelse. Da den lovede omlægning ikke viste sig, blev folk skuffede, især i Vesten.

Videnskabens og universiteternes omkostninger var også betydelige. ”Benægtere” fik deres karriere ødelagt, deres omdømme blev spoleret og forskningsprogrammer blev forvansket af politisk hastværk. Grænsen mellem videnskab og politisk propaganda blev udvisket, og folk med afvigende meninger – inkl. nogle meget velkvalificerede tekniske eksperter – blev ofte sat ud på et sidespor. Denne udvikling var ikke et resultat af ondskab men kom fra et system, der belønnede konsensus, hastværket og en simpel fortælling, frem for usikkerhed, komplicerethed og debat. Hvis klimarealismen skal forblive hos os – og det ser ud til, at det vil den gøre – så er opgaven nu at lære af dette mellemspil præget af fantasi, fremfor at gentage det.

Et sving i retning af tilpasning og nyskabelse

Forhindringerne til en hurtig CO₂-nedsættelse var forudsigelige for årtier siden, og det var den rigtige vej fremad også: Et sving i retning af tilpasning og nyskabelse. Tilpasning medfører omgående, lokale fordele og kræver ikke globalt samarbejde. Investeringer i modstandsdygtig infrastruktur, vandforsyning, landbrug og kystsikring er politisk holdbare og giver økonomisk mening.

Nyudvikling er grundlaget for en langtids-strategi ved siden af. Fremskridt vedr. kernekraft, geotermi, CO₂-fjernelse og nye materialer kan levere reduktioner i udledningerne uden at kræve dybtgående ændringer i menneskenes adfærd. Denne vej er langsommere, end aktivisterne håbede på, men meget mere i overensstemmelse med økonomiske og politiske realiteter.

Klimavidenskab og energisystemer er komplicerede, og de må beskrives nøjagtigt overfor beslutningstagere og offentligheden. Tekniske stemmer – ingeniører, modeldesignere, systemplanlæggere og energiøkonomer – forstod begrænsningerne bedst, men blev ofte sendt ud på et sidespor. De skal tilbage ind i centrum for klimapolitikken.

Forskningsbevillinger skulle også drejes imod områder med blivende værdi: Klimaovervågning af høj kvalitet og pålidelige observationer, teknologi med små CO₂-udledninger, der kan skaleres op uden statsstøtte eller lovgivningsmæssig tvang; og planer for tilpasning, der leverer omgående lokale fordele.

Videnskaben får også brug for en periode, hvor den skal kigge sig i spejlet – ikke med henblik på straf men for ærlighedens skyld. En ”sandhed og forsonings” øvelse ville stille svære men nødvendige spørgsmål: Hvorfor blev fornuftige usikkerheder minimeret? Hvorfor blev uenige forskere fyret eller lagt på is? Hvordan blev agitation blandet sammen med forskning? Hvordan fik universiteterne lagt låg på ærligheden? Målet skulle ikke være at skyde skylden på nogen, men at genopbygge tilliden, gøre grundlaget klart og sikre, at fremtidige videnskabelige diskussioner forbliver åbne, bredt favnende og bygger på kendsgerninger frem for politiske ønsker.

En realistisk fremtid

Klimahandlingen er ikke bragt til ende, den er blevet mere moden. Verden er på vej mod en strategi, der er baseret på en præcis opfattelse af klimarisici og bygger på økonomisk realisme, teknologisk fornuft og politisk gennemførlighed. Forebyggelse vil måske fortsætte, men som en langsigtet udfordring til opfindsomheden, snarere end et kortsigtet lovgivningsmæssigt korstog. Tilpasning vil blive mere synlig. Og klimapolitikken vil i stigende grad genspejle Verden som den er – kompliceret, energihungrende og begrænset – snarere end den verden som klima-aktivister fra starten af nullerne forestillede sig.