CO₂-opsamling fra luften

Opsamling og deponering af CO₂ er et element i mange landes klimaplaner, herunder Danmarks. Der skulle fanges knap 4 millioner tons pr. år fra 2030. Det var emnet for det store udbud med statsstøtte, som så delvist kuldsejlede, da de forskellige aktører ikke turde gå ind på Energistyrelsens skrappe betingelser. Lige nu afventes den videre udvikling. Samtidigt er de to første anlæg, som Ørsted står for, forsinkede, uvist af hvilken grund.

Alle disse projekter er baseret på, at man opsamler CO₂-en fra en skorsten, på en cementfabrik, et varmeværk eller et affaldsforbrændingsanlæg. Opgaven er lettest her, fordi røgen i skorstenen altid har et relativt højt indhold af CO₂, og så er den nemmere at få fat i. Men der er også ulemper ved de løsninger. Man skal jo helst samle CO₂ op i så mange timer som muligt i løbet af året, ellers bliver anlægget for dyrt i omkostninger til investeringen, i form af renter og afskrivninger. Der kan derfor være problemer f.eks. med et varmeværk, som kører på meget lavt blus om sommeren. Affaldsforbrænding kan ligeledes være problematisk, hvis den skal justeres op og ned i løbet af året. En anden trussel er, hvis det pågældende anlæg bliver besluttet lukket; der har jo været tale om, at Danmark har for stor kapacitet, i takt med at mere og mere affald skal sorteres og genbruges. Lukkes anlægget nogle få år efter, at CO₂-opsamlingen blev installeret, så medfører det et stort økonomisk tab.

Her kan man så seriøst overveje den alternative teknologi, direkte opsamling af CO₂ fra luften, den såkaldte DAC (Direct Air Capture). Fordelene er åbenlyse, man kan placere anlægget, hvor man vil, f.eks. tæt på deponeringsstedet eller på et sted, hvor der er en rigelig elforsyning. Anlægget kan køre uafbrudt i lige så lange perioder, som teknikken tillader, hvor man så kan planlægge stop for vedligeholdelse.

DAC anses af mange for at være en afgørende løsning i fremtiden. Der er områder af energiforbruget, hvor det er meget svært f.eks. at anvende elektricitet. Det gælder flyvningen, skibstransporten og tung trafik over store afstande på land. Her kan man jo ikke sætte CO₂-opsamlingsudstyr på. Brændstoffer fremstillet ud fra elektrolysebrint er alt for dyre, og vil vedblive med at være det. Biobrændstof er heller ikke nogen god idé, fordi storstilet produktion af energiafgrøder vil gå ud over fødevareforsyningen og belaste naturen. Det gælder jo også Danmarks alt for store forbrug af træpiller og skovflis til opvarmning.

Løsningen, også på længere sigt, er mest realistisk at fortsætte med brugen af olieprodukter i transporten og så opveje udledningerne ved en tilsvarende mængde DAC. 

Sådan er tankegangen, men den store ulempe er selvfølgeligt, at man skal håndtere kolossale mængder af luft, fordi der er så lidt CO₂ pr. kubikmeter. 420 ppm svarer til ca. 0,8 gram pr. m³ (hvis man er tæt ved havoverfladen). For at opsamle et ton CO₂ skal man således som minimum køre 1,3 millioner kubikmeter luft igennem sit anlæg. 1 ppm CO₂ svarer til ca. 7,8 milliarder ton. Ønsker man at reducere atmosfærens indhold med 1 ppm, svarer det til 1/420 af Jordens atmosfære, hvilket igen vil være al luften over f.eks. Frankrig, Tyskland og Storbritannien tilsammen. Så det drejer sig om omfattende mængder af udstyr og energi, der er påkrævet.

En Jonathan Lesser har udgivet en rapport, hvor han regner nærmere på energiforbruget og udgifterne ved DAC. Det teoretiske minimale energiforbrug viser sig at være 300 kWh/ton. Men det er rent teoretisk og i praksis har man fundet, at der skal meget mere til. Fig. 1 viser forskellige bud på de faktiske forbrug og her ville et optimistisk skøn være ca. 1200 kWh/ton. Danmarks mål om at fjerne 4 millioner ton ville med DAC medføre et forbrug på 4800 GWh, hvilket er 12% af vores nuværende elforbrug. Klimarådet har i sine mere ambitiøse scenarier CO₂-fangst på oppe omkring det dobbelte, og så er det en fjerdedel af vores elforbrug, der skal bruges hertil. Og strømmen kan jo netop ikke være svingende produktion fra sol og vind; CO₂-opsamling kræver, lige som datacentrene, en stabil forsyning.

Lesser regner på forskellige scenarier, f.eks. hvad der skulle til for, at USA kunne opsamle 2 milliarder ton pr. år. Det ville kræve elektriciteten fra 150 nye kernekraftværker (150 GW) og strømforbruget ville udgøre over 55% af USA’s nuværende samlede produktion. Hvis man i stedet ville bruge strøm fra sol og vind, skulle man installere 750-1050 GW af solceller og vindmøller i en passende blanding. Dertil skulle der bruges batterier i en enorm skala.

Prisen for et DAC-anlæg, der kan håndtere én million ton CO₂ pr. år, ligger ifølge Lesser på 700-1300 millioner dollars eller 4,5 – 8,5 milliarder kr. De samlede omkostninger pr. ton CO₂ opsamlet og deponeret forventes at ligge omkring 500 dollars eller 3200 kr. Det er jo noget mere, end Energistyrelsen og regeringen regner med lige nu. Hvis en gang ude i fremtiden alle de planlagte 8 mio. ton pr. år skulle opsamles ved DAC, så ville den årlige udgift blive på 26 milliarder kr.

Det er jo en sjat – for meget lidt. Lesser regner på, hvad udgifterne vil have af følger for den globale opvarmning. Hvis Verden årligt opsamler 2 milliarder ton CO₂, med start i 2030 og fortsat frem til år 2100, bliver der i alt fanget 140 mia. ton. Regner vi med klimascenariet RCP4.5, så vil temperaturen i 2100 være 0,06 grader celsius lavere, end den ellers ville have været….

Går vi op til en årlig fangst på 10 mia. ton pr. år, vil vi kunne sænke temperaturen i 2100 med 0,3 grader, hvad man nok heller ikke ville kunne mærke. Det ville til gengæld koste omkring 5% af det årlige globale bruttonationalprodukt og lægge beslag på elektricitet svarende til ca. 45% af Verdens nuværende forbrug.

Det her kommer jo ikke til at ske, og hvorfor skal der ofres tid og kræfter – og statsstøtte – på så nyttesløse aktiviteter?