Februar måneds temperatur

Den i spænding afventede globale temperatur for februar måned blev i går udsendt af Dr. Roy Spencer fra UAH, og som sædvanligt baseret på uredigerede satellitmålinger. I æteren har der været forventninger om, at temperaturen ville stige, fordi vi (måske) er på vej mod en ny El Niño, der jo normalt resulterer i en top i temperaturen. Men andre har forudset et fortsat fald, hvor den nedadgående tendens fra 2024 fortsætter. Det skulle skyldes, at den seneste varmetop i hvert fald delvist menes at være forårsaget af Hunga Tonga vulkanudbruddet i 2022, og virkningen heraf er ved at fortage sig.

Ingen af forudsigelserne er rigtigt blevet bekræftet endnu. Temperaturafvigelsen fra gennemsnittet 1991-2020 havnede på +0,39 grader celsius, 0,04 grader højere end i januar, og dermed i praksis et uændret resultat.

Dag-til-dag-målingerne fra Karsten Hausteins hjemmeside, der opdateres dagligt med satellitmålinger, viser enorme udsving hen gennem februar. For den Nordlige Halvkugle startede man i slutningen af januar på +0,5 grader celsius – dog i forhold til gennemsnittet af perioden 1981-2010. Men i løbet af første halvdel af februar måned nåede temperaturafvigelsen helt op på +1,5 grader, for derefter at falde brat igen omkring d. 20/2. I slutningen af februar lå afvigelsen på ca. +0,6 grader. Udviklingen på den Sydlige Halvkugle var væsentligt mere behersket, den lå mellem +0,2 og +0,5 grader. Det globale resultat blev så gennemsnittet af de to.

Umiddelbart kan de store udsving undre en del. Det er svært at forestille sig, at så stort et himmellegeme som Jorden kan svinge så voldsomt i temperatur. Men pointen er dels, at atmosfæren reelt ikke rummer så meget energi, og luften omkring os svinger jo meget i temperatur, f.eks. mellem nat og dag. Hertil kommer målingerne ud over havet, men her får satellitterne tal for den øverste hundrededel af en millimeter, og temperaturen her kan let ændres i begge retninger. Havet opvarmes af sollyset, der trænger op til 50-100 meter ned. Varmestråling i nedadgående retning fra drivhusgasserne giver derimod ikke noget bidrag af betydning. Varmen i havet afgives igen primært ved fordampning af vandet og dels – i mindre omfang – ved varmestråling fra havoverfladen til atmosfæren. Som bekendt transporteres en masse af varmen fra området omkring Ækvator både nordpå og sydpå, før den afgives igen.

Det allerøverste lag af havvandet, som er det, satellitterne måler på, spiller således kun en meget lille rolle i varmetransporten den ene og den anden vej. En global gennemsnitstemperatur siger derved ikke meget om den faktiske energimængde i systemet, og kan kun vanskeligt oversættes til en ændring i energiindholdet, f.eks. en opvarmning, som vi ellers går og frygter i disse tider.