Begrebet istid er faktisk en smule tvetydigt. Nogen definerer nutiden som værende i en istid, der har varet de seneste 2-3 millioner år. I hele den tid har begge polerne været dækket næsten permanent af is. Før da var der lange perioder, hvor jordkloden var helt isfri.
Men i de nævnte 2-3 millioner år har Jorden svinget mellem to tilstande, det vi (igen) kalder istider og så mellemistider. De istider er karakteriseret ved, at større eller mindre dele af Nordeuropa og Nordamerika var dækket af op til kilometertykke kapper af is. Størstedelen af Danmark var også dækket i en periode. Istiderne kunne snildt vare 100.000 år eller mere, men så blev de afbrudt af mellemistiderne, hvor isen trak sig tilbage til Grønland og området omkring Nordpolen. Fig. 1 viser de seneste 400.000 års begivenheder.
Vi befinder os p.t. i en mellemistid, og indtil nu har den varet i godt 10.000 år. Det er en meget ”normal” alder for en mellemistid, og man kunne på mange måder godt forestille sig, at den næste istid er lige om hjørnet. Det troede man jo faktisk tilbage i 1970-erne efter en stribe kolde vintre. Samtidigt havde vi for 200-500 år siden Den Lille Istid, som også kunne have været et forvarsel om en ny tur i dybfryseren.
Overgangene mellem istider og mellemistider har indtil nu været styret af de såkaldte Milankovitch-cykler, som er ændringer i Jordens bane omkring Solen, og ændringer i hældningen på den akse, hvorom Jorden drejer rundt om sig selv.
Hvis man for alvor vil forstå de sammenhænge, kan det anbefales at læse kapitel 14 i Javier Vinós’ bog: Climate of the Past, Present and Future (omtalt her). Her beskriver han levende de forskellige faktorer, og hvordan kun en meget bestemt kombination af jordbane og hældninger kan trække Kloden ud af istiden og få iskapperne smeltet. Det er som nævnt kun sket ca. en gang pr. 100.000 år. Ikke alle mellemistiderne var lige vellykkede, de endte på forskellige temperaturer og havde forskellig varighed.
Der er naturligvis en levende interesse for at prøve at forudse, hvornår den næste istid kommer. Den vil jo være en katastrofe for menneskeheden, hvor store dele af Europa og Nordamerika bliver ubeboelige. Vinós’ bedste bud er, at den vil indtræde mellem 1500 og 4500 år fra nu af.
Men IPCC og størstedelen af klimaforskningen taler om meget længere tidshorisonter, ja helt op til uendeligt længe, dvs. der kommer ikke flere istider overhovedet. Det skyldes naturligvis deres overbevisning om, at CO2 spiller en hovedrolle for Jordens klima, og med vores udledninger er niveauet nu højere, end det har været i de seneste 5-10 millioner år.
Der foreligger en righoldig litteratur om emnet, og det hele er naturligvis baseret på modelberegninger. Et eksempel er en artikel i Nature, hvor man har regnet på, hvad der ville ske, hvis vi stopper udledningerne af CO2 i morgen, eller hvis vi fordobler mængden af udledt CO2 og endeligt hvis vi tilfører ti gange mere, end vi allerede har gjort.
Computermodellen har sagt, at den næste istid selv uden yderligere udledninger først vil komme om ca. 50.000 år. Så stor effekt har det nuværende CO2-niveau i atmosfæren allerede haft. Det svarer til den generelle opfattelse inden for forskningen og er også, hvad IPCC har konkluderet.
Fig. 2 viser, hvordan istiden med atmosfærens nuværende CO₂-indhold ifølge Nature-artiklen udvikler sig om hhv. 45.000, 51.000 og 55.000 år. Først om 55.000 år bliver udbredelsen noget i nærheden af den, vi havde under den seneste istid, for 15.000 år siden.
Fig. 2 viser derefter, hvad der forventes at ske ved de forhøjede indhold af CO2. Det bliver en meget beskeden istid ved fordoblingen og ved ti gange så meget CO2 vil kun Grønland, hvor al isen ellers er smeltet, få en lille klat indlandsis.
Vinós gør opmærksom på, at der er nogle forudsætninger, der skal opfyldes, hvis CO2 skal have så voldsom en effekt på istidens fremkomst:
- Klimafølsomheden, dvs. temperaturstigningen ved en fordobling af atmosfærens CO2-indhold, skal være meget høj. Helst over 3 grader.
- CO2-en, vi har udledt her over en relativt kort periode (få hundrede år), skal forblive i atmosfæren i titusindvis af år.
Begge disse forudsætninger er noget tvivlsomme. Vi har skrevet meget om klimafølsomheden, hvor meget tyder på, at den snarere ligger omkring 1 grad celsius. Lige nu optager naturen – havet og planterne – ca. halvdelen af den CO2, vi årligt lukker ud, og der er absolut ingen grund til at tro, at det optag vil stoppe, selv ikke efter at vi har ophørt med brugen af kul, olie og gas. Man kan derfor med god grund antage, at det maksimale CO2-indhold, vi vil opnå i de kommende 100 år, måske bliver omkring 550 ppm, og derefter vil det falde hurtigt igen.
Vinós konkluderer, at Milankovitch-cyklerne er så magtfulde, at det er meget tænkeligt, at de vil overtrumfe det bidrag, CO2 måtte kunne give og dermed tvinge Jorden tilbage i en ny istid inden for det forventelige antal år. Når IPCC og klimaforskningen giver udtryk for en anden opfattelse, er det givetvis et udslag af den generelle overvurdering af menneskehedens indflydelse på vejr og klima.
På den anden side kunne man godt ønske sig, at IPCC og klimaforskningen har ret lige her. Jorden var inde i en farlig udvikling med længere og længere istider, kortere og køligere mellemistider og hvem ved, hvordan det vil ende? En ny ”snebold”-jord? Hvis vores udledninger af CO2 kan medvirke, eller har medvirket, til at bremse den udvikling, så er det vist bare om at få sat skub i forbruget af kul, olie og gas.
Danish
Der tales meget om Golfstrømmens svækkelse. Er dette ikke en vigtig faktor at tage med i forudsigelser omkring en kommende istid?
Det er slet ikke nævnt i denne artikel.
Mvh
Jan D.
Ideerne med Golfstrømmens svækkelse pga. af vores udledninger har vist ikke så meget med seriøs videnskab at gøre, og derfor har forfatterne her ikke spekuleret i den retning. P.t. er Golfstrømmen jo uændret i styrke, og den drives primært af Jordens rotation og solindstrålingen ved Ækvator. De ændrer sig jo ikke.
Hvorfor er “istid” så dårligt defineret? Når jeg spørger om hvor mange istider kloden har haft, får jeg svar mellem 5 og 97! 5 er dog det mest almindelige …
Een grund er, at forskellige lande har forskellig erfaring med isfremstødene. Norge regner med mange flere istider end man i Danmark gør. I Danmark har man haft c. 10 isfremstød de sidste knapt 1 million år. Milankovitch cyklusserne ændrede periode fra 41 000 til 100 000 år for omkring 950 000 år siden. Derefter blev isfremstødende store nok til at nå ned over Danmark. Der er imidlertid kun fundet aflejringer fra tre mellemistider, nemlig Eem, Holstein og Harreskov. Det illustrer vanskelighederne ved at ordne istidsstratigrafien ud fra aflejringerne. Hvert isfremstød eroderede og flyttede de tidligere aflejringer. Så lagserien er en rodet bunke, ikke en lagkageserie som de fleste tidligere aflejringer er.
En anden grund er, at istids teorien først blev fremlagt for 200 år af den danske geolog Jens Esmark, som var professor ved Oslo universitet. Han så ligheden mellem de norske gletscheraflejringer og den danske “rullestens formation”, som overflade sedimenterne i Danmark dengang kaldtes. Esmark præsenterede sin teori på et foredrag i Oslo i 1823. Da han imidlertid daterede istiden helt forkert til jordens urtid, blev det den Schweitziske geolog Agazzis, som har fået æren af istidsteorien. Han præsenterede sin teori i 1837 og skrev et tobindsværk om isens udbredelse omkring Schweitz og daterede isudbredelsen som recent, altså mere korrekt.
En tredje grund er et problem med terminologien. Der var en istid i Ordovicium for ca. 450mill år siden. Og en længere varende istid i Karbon-Perm ca. 300 mill år siden. Disse istider bestod garanteret også af flere isfremstød. Den nuværende istid har varet i cirka 2.8 mill år; men vi har hæftet betegnelsen “istid” på de enkelte isfremstød, som adskilles af ca. 20 000 år lange mellemistider. En endelig definition af betegnelsen må gøres ud fra mere globale parametre f.eks. ilt isotop variationerne, som indikerer, hvor meget is, der var globalt og dermed indirekte temperatur variationerne.. Dem måler man i iskernerne og i kalkskallede fossiler, som kan dateres og indeles i Marine isotop stadier (MIS). Man har op stillet en serie for kartæret, hvor iltisotopkurvens variationer er korreleret til MIS-serien MIS1, MIS2 MIS3 osv. Hele tal angiver kuldeperioder. Den første is, der dækkede det meste af Jylland, kom i MIS22 for cirka 950 000 år siden, idet den ældste mellemistidsaflejreing er dateret til cirka 870-830 000 år siden og var altså længere end de sidste mellemistider har været. Søg på nettet og find f.eks. https://euanmearns.com/the-vostok-ice-core-temperature-co2-and-ch4/
Bemærk asymetrien. Kulden og opbygning af is kommer heldigvis langsomt. Afsmeltning til mellemistid kommer hurtigt. bemærk også at maksimum og minimum ligger på samme niveau. Udviklingen er altså styret udefra, dvs astronomisk (Milankovitch cyklusser), ikke af begivenheder på jorden.
Esmark virkede i Christiania, ikke i Oslo. Han var dansker.
@Bastardo. Ja, Oslo hed Christiania dengang. Har det nogen betydning for emnet? Ja, han var dansker, som jeg skriver i linje 8. Men vi kan da godt gentage det. Har det nogen betydning?
Hvis man betragter figur 1 kan en lidt dum-smart bemærkning være, at det måske var rettidig omhu med lidt isolering.