Klimarådet barslede igår med årets opfølgning på, hvorvidt regeringen er på vej til at opfylde klimamålet på 70% reduktion i 2030. Det korte svar på spørgsmålet er nej. Det vender vi tilbage til.
Klimarådet bruger ikke færre end 290 sider på at formulere sit nej. Rapporten er opbygget efter det kinesisk-æske-system som Rådet er glad for, og som gør, at de sammen sætninger og illustrationer dukker op gentagne gange gennem værket. Man lægger ud med et helt overordnet sammendrag. Så kommer der et kapitel, der giver et sammendrag af hele rapporten. Det kapitel starter med et sammendrag, og derefter kommer så hovedteksten, dvs. sammendraget af resten. Derefter når vi frem til de egentlige kapitler, der er kun fire, men hvert af dem starter naturligvis med et sammendrag.
Den grundige læser får en klar fornemmelse af at spilde sin tid, men rapporten er øjensynligt ikke skrevet for, at nogen skal læse den igennem fra enden til anden.
Nyt i rapporten i år er en længere redegørelse for klima-”videnskabens” status over situationen lige nu. Det ser naturligvis meget skidt ud, voldsom opvarmning, klimaforandringer og alverdens trusler, hvis ikke vi opfylder Parismålene på 1,5 eller til nød 2 graders opvarmning. Der skrives meget om væltepunkterne (tipping points), de forklares meget pædagogisk med et lille barn, der skubbes ud på rutsjebanen, og pludseligt går det stærkt, og der er ingen vej tilbage. Vi er allerede nu truet af adskillige væltepunkter, og det ene, vedrørende korallernes udryddelse, er allerede passeret. Man bliver jo nysgerrig efter at se, hvor Klimarådet har det fra, og finder i noterne en henvisning til rapporten Global Tipping Points Report 2025, som vi allerede har haft fat i, og som er dybt useriøs. Der ud over refererer Klimarådet til IPCC’s seneste store Vurderingsrapport, men uden at fortælle hvor i de 7000 sider man har fundet påstandene. De kommer dog nok fra sammendragene fra WGII og WGIII.
Det er interessant, at Klimarådet føler sig nødsaget til at gøre så meget ud af den grundlæggende tro. Er det udtryk for en begyndende usikkerhed vedrørende hele klimasagen?
Rapporten kommer ind på situationen med det kuldsejlede COP-møde i Brasilien. Her udtrykker Klimarådet tilfredshed med den enighed, der blev opnået:
Forhandlingerne førte dog … ikke til enighed om væsentlige nye initiativer, der kan drive reduktionsindsatsen fremad.
Der blev dog indgået aftaler uden om de formelle forhandlinger. Over 80 lande fandt sammen om at udvikle en køreplan for at omstille sig væk fra fossile brændsler, og over 90 lande aftalte at udvikle en køreplan for at stoppe afskovning. Det er endnu uklart, hvad arbejdet konkret vil omfatte, men det brasilianske formandskab for COP30 har meldt ud, at der vil blive etableret en proces, som skal drive udviklingen af køreplanerne fremad.
Så man blev enige om at etablere en proces, der kan drive udviklingen af nogle køreplaner. Det lyder ikke som om, at der vil ske noget de første mange år, men Klimarådet vil ikke erkende, at COP-processen er kørt skævt.
I stedet påpeger rapporten, at før Paris-mødet i 2015 var Verden på vej mod meget større udledninger og en global temperaturstigning på over 4 grader. Men nu ser det meget bedre ud. Den historie har vi skrevet om her, og baggrunden var, at man i første omgang brugte fremskrivninger efter det totalt urealistiske RCP8.5-scenarie og nu mere tror på noget, der ligner RCP4.5, og derved bliver den fremtidige globale temperatur også tilsvarende mindre. Men med udledningerne er der ikke sket spor i den forbindelse.
Inde i de kinesiske æsker finder man forklaringen på Klimarådets skepsis mht. opfyldelsen af 2030-målet, hvor CO2-udledningerne jo skal være 70% mindre, end man har vedtaget, at de var i 1990. Sidste år så det ellers godt ud, og vi stod til at overopfylde 2030-målet. Men et væsentligt element var CO2-opsamlingen, CCS, der skulle bidrage med ca. 3 millioner ton pr. år. Det tal er nu i farezonen efter det delvist fejlslagne udbud her over årsskiftet, og med de tilsagn, der formentligt nu er på bordet, vil 2030-målet kun lige akkurat blive opfyldt. Så der er ikke meget, der skal gå galt med nogle af de andre elementer før, vi ikke når målet, jfr. fig. 1.
Klimarådet taler meget om risiko hen gennem rapporten, men det eneste, man forstår som en risiko, er netop denne manglende målopfyldelse. Alt andet kan i princippet være ligegyldigt for Klimarådet, og man giver endda udtryk for let ærgrelse over, at regeringen ved klimalovens vedtagelse sagde, at opfyldelsen af målene ikke måtte gå ud over den danske befolknings velstand og velfærd.
Klimarådet giver nu forslag til, hvordan situationen kan reddes, her har regeringen valget mellem én eller flere af følgende muligheder:
- Teknisk omstilling uden grønne brændstoffer. Det er fx elektrificering og energieffektivisering i industrien, elektrificering af transport og tekniske muligheder i landbruget.
- Grønne brændstoffer. Her menes især biobrændstoffer, som kan benyttes i stedet for fossile brændstoffer både i transporten og fx i anlægsmaskiner og traktorer.
- Strukturel omstilling. Ved strukturel omstilling menes fx produktionsnedgang eller omlægning af produktionen i landbruget eller industrien, fx omlægning fra husdyrproduktion til planteproduktion.
Generelt er Klimarådet skeptisk ved at satse på grønne brændstoffer, fordi vores biomasseforbrug i forvejen er alt for voldsomt, og der er grænser for, hvor meget mere, man kan pine ud af naturen. Den ”strukturelle omstilling” ligger meget mere for, landbruget skal rammes, vi skal spise mindre kød og generelt skal der produceres mindre. Det er jo også rigtigt, vi kunne opnå ”netto-nul” ved helt at ophøre med at producere noget.
Planerne frem mod 2030 indebærer betydelige bidrag til nedskæringerne fra mange fronter. Trafikken er naturligvis ét element, her går det p.t. godt med at få flere elbiler på vejene, mens det ligger anderledes tungt med den tunge trafik og skibsfarten. Hvad sidstnævnte angår, fremhæver rapporten dog Molslinjens planer om elektriske færger mellem Sjællands Odde og Aarhus.
Men så er der elektrificeringen af industrien og omlægning af lavbundsjorde i landbruget. Det går meget langsomt med lavbundsjordene, som vist på fig. 2. Man har ind til videre i alt vådlagt 640 hektarer jord, ud af de planlagte 140.000 inden 2030.
Industrien er også længe om det med elektrificeringen, og her taler Klimarådet om, at CO2-afgifterne er alt for små til for alvor at motivere virksomhederne. CO2-afgiften bør måske komme op omkring 2000 kr./ton for at få sat fart i tingene.
Nu har vi jo et akut problem med at skaffe strøm til alle de nye elektrificerings-projekter. Det bekymrer dog ikke Klimarådet. Det gør således ikke noget, hvis vi importerer tysk kulkraft til at lappe hullerne i forsyningen. Udledningerne herfra tæller nemlig ikke med i det danske regnskab. Rapporten gengiver Energistyrelsens plan, som vist her på fig. 3. Der skal ikke gøres meget ved landvindmøllerne, og ud over Thor-parken kommer der ikke mere havvind på denne side af 2030. Til gengæld skal solcelle-kapaciteten firedobles inden 2030, og så er der næsten strøm nok. Om det overhovedet er realistisk at nå det mål og ikke mindst at få forbundet alle de nye solparker til elnettet, kommer Klimarådet ikke ind på.
At vind og sol leverer en noget variabel forsyning, verfer Klimarådet bort med en henvisning til sin egen rapport om realismen i den grønne omstilling. Herfra har man hentet løsningen på problemerne:
En af hovedkonklusionerne er, at der findes gode muligheder for at understøtte elsystemet, så vi helt undgår at mangle strøm i udfordrende perioder, som vil have begrænsede omkostninger. Løsningerne kan blandt andet bestå i at gøre vores elforbrug mere fleksibelt, at lagre energi og at anvende regulerbare kraftværker i få, men vigtige situationer. Desuden spiller eltransmission til udlandet en vigtig rolle. Det konkrete løsningstiltag vil afhænge af, i hvilket omfang vi ønsker at sikre os mod ekstreme hændelser…
Det er jo den sædvanlige sang om geografisk samarbejde, lagring og fleksibelt forbrug.
Rapporten kigger også på målene for 2035, hvor Folketinget har vedtaget en reduktion på 82% Den skulle vi nok kunne nå, der er jo lidt bedre tid til nye tiltag. Derefter kommer regeringens mål om 100% reduktion i 2045 og 110% i 2050. Heller ikke det har Klimarådet de store problemer med, tværtimod synes man at glæde sig over de drastiske tiltag, der skal til for at nå de mål. Det står klart, at DAC, direkte opsamling af CO2 fra luften, kommer til at spille en stor rolle for målopfyldelsen, og her håber Klimarådet, at priserne pr. ton kommer ned.
Rapporten gennemgår også situationen med EU’s klimamål, og utallige andre direktiver, og de flugter jo ikke med de danske mål. Men også her skulle vi, ifølge Klimarådet, nogenlunde være på sikker grund.
Man forundres til stadighed over, hvad der sker her. Klimarådet er 100% fikseret på tallene i regnearkene. Det gælder ikke mindst alle de finurlige regnestykker vedrørende lavbundsjorde, skovdrift og landbruget. Hertil kommer de teoretiske tab af metan ved biogasproduktionen og håndteringen af restprodukterne. Om det hele kan lade sig gøre eller giver mening ude i det virkelige liv, ofrer Klimarådet ikke mange tanker på.
Undertegnede mener fortsat, at Klimarådet bør nedlægges.
Danish
Hvem sidder i Klimarådet? Sidst jeg undersøgte det for en del år siden, var der kun en enkelt med naturvidenskabelig baggrund, nemlig snakkemaskinen Katherine Richardson, som har en uddannelse som marin biolog. Alle andre havde baggrund i jura, statskundskab el.lign. Husker det ikke p.t., men meget naturvidenskabelig ballast syntes der ikke at være. Det i sig selv siger noget om, at det hele er en politisk forestilling. Emnet er naturvidenskabeligt, men rådgiverne og beslutningstagerne er politikere. Så skal det jo gå galt. Ikke mindst når man bruger andre folks penge. Jeg læste en gang deres rapport. Det var tidskrævende og kedeligt og temmelig uinteressant. Når politikerne praler af, at landet er et foregangsland burde kvaliteten i det mindste være i orden. Det er den overhovedet ikke, når man ikke involverer naturvidenskaben. Geologer, fysikere, kemikere, biologer burde sidde i sådant et råd. Men det gider de nok ikke. Forståeligt nok.