Lavbunds-tvivl

Den Grønne Trepart, dette klimapolitiske mesterstykke, der skal ”redde” klimaet, indebærer bl.a. at 140.000 hektarer af de såkaldte lavbundsjorde skal tages ud af landbrugsdrift og mere eller mindre oversvømmes med vand. Mange steder var lavbundsjordene i sin tid moser, men så drænede man dem og fandt, at det var prima landbrugsjord.

Alle var glade, indtil klimahysteriet gjorde sit indtog, og man fik målt sig frem til, at lavbundsjordene indeholder en masse kulstof. Når de nu er blevet drænet og dyrkes, bliver al dette kulstof gradvist afgivet til atmosfæren i form af CO₂, og så har vi balladen. Præcist hvor meget de danske lavbundsjorde faktisk afgiver, er der ingen, der ved. Man bruger computermodeller, og nogle gange ændrer man i forudsætningerne og får nye tal frem. Det var bl.a. med til at redde 2025-klimamålet, hvor man stod og manglede et par millioner ton i reduktioner til regnearket.

Men nu er treparten trådt i kraft, og nu gælder det bare om at få oversvømmet så mange hektarer lavbundsjord som overhovedet muligt. Så er klimaet – eller i hvert fald klimamålet for 2030 – reddet.

Og dog. Man har jo hele tiden vidst, at oversvømmede områder har en tendens til at afgive metan. Metan opstår ved mikrobiologisk aktivitet i områder uden ilt. Og typisk vil der et stykke under vandspejlet i en mose være meget lidt eller ingen ilt, og derfor kan metandannelsen få fart på. Det er jo også tilfældet f.eks. med rismarker, der dyrkes efter den våde metode, hvor planterne udsættes under vand. Det anses for at være en stor kilde til metan i atmosfæren. Metan er jo som bekendt en meget kraftigere drivhusgas end CO₂, så hvis en aktivitet medfører forøgede metanudslip, vil alarmklokkerne ringe.

Nu har seriøse forskere fra Københavns Universitet målt på Maglemosen nord for København igennem mere end 16 år. Resultaterne er offentliggjort i en artikel i Nature. Vandstanden i mosen svinger over året, og nu har man målt sammenhængen mellem vandstanden og frigivelsen af hhv. CO₂ og metan. Der er tale om et klima-motiveret stykke forskning, men det er solidt arbejde med masser af målinger og derpå opstilling af en computermodel baseret på disse.

Resultaterne stemmer ganske godt overens med, hvad man kunne fornemme i forvejen. Et lavt vandspejl fører til frigivelse og udledning af CO₂. Her kan ilten nå langt ned og reagere med kulstoffet. Men ved et højt vandspejl tager metanproduktionen over, og det kan netto medføre en kraftigere drivhuseffekt.

Forskerne har søgt efter det optimale punkt, hvor der ikke udledes for meget af hver af de to gasser, og man når frem til, at hvis vandspejlet er 9 cm under jordoverfladen, så får man den mindste drivhuseffekt af udledningerne.   

Konklusionen er således klar nok. Hvis man vil ”redde” klimaet, er det ikke nok bare bevidstløst at oversvømme alle lavbundsjordene. Vandstanden skal reguleres ind i nærheden af de 9 cm under jordoverfladen, og herom skriver universitetet i en pressemeddelelse:

Resultaterne peger altså på en specifik og stabil vandstand for at ramme det klimamæssige ’sweet spot’ mellem metan og CO₂. Ifølge professoren kræver det en nøjere overvågning af vandstanden og et stykke ingeniørarbejde for både at kunne dræne og tilføre nødvendigt vand.

”Det er klart en udfordring at sikre et stabilt vandspejlsniveauer [sic] i de nye vådområder. For der skal være vand et lille stykke nede i jorden, men ikke på overfladen. Så hvad gør man eksempelvis i de tørre sommermåneder og i efteråret når det kan falde en del nedbør,” siger Bo Elberling.

”Holland står under vand, hvis ikke de konstant passer deres vådområder. Derfor skal vi kigge i den retning, for vi kan ikke bare oversvømme lavbundsjordene og så lade dem passe sig selv. Det bliver noget med at sætte grøn strøm fra fx solenergi til pumper, som kan holde vandstanden stabil,” uddyber Bo Elberling.

Ja, hvis man lider af klimaskræk er der ingen ende på, hvad der skal ofres af penge på vandmålere, pumper, vandforsyning, solceller og styring.

En anden konklusion kunne jo være, at man roligt kan klappe hesten mht. lavbundsjordene. “Klimagevinsten” ved at vådlægge dem er formentligt meget mindre, end man gik og troede, og derfor kan man lige så godt lade være, spare alle pengene og opretholde dyrkningen af grøntsager og andre nyttige ting.