Klimatilpasning fylder mere og mere i den politiske debat. Oversvømmelser, stormflod og stigende grundvand nævnes i samme åndedrag som milliardregninger og “fremtidens vilde vejr”.
CEPOS har nu fremlagt et reformudspil om klimatilpasning med titlen: Klimatilpasning er økonomisk overkommeligt, hvis det indrettes rigtigt.
Det interessante er ikke dramatiske overskrifter, men økonomisk nøgternhed. Budskabet er enkelt: Klimatilpasning er overkommelig for Danmark – hvis den indrettes rigtigt.
Det er værd at dvæle ved i en debat, hvor proportionerne ofte forsvinder.
Hvad viser analysen?
De samlede klimaskader over de næste 100 år kan løbe op i flere hundrede milliarder kroner. Det lyder voldsomt. Men fordelt over et århundrede svarer det til under 0,2 procent af BNP årligt.
Det er små tal i en økonomi på næsten 3.000 milliarder kroner om året.
Til sammenligning afskriver vi årligt bygninger for omkring 160 milliarder kroner som følge af almindelig slitage. De årlige klimaskader i dag udgør kun en mindre del af dette. Klimaskader er reelle – men de er ikke systemtruende.
CEPOS peger samtidig på, at udgifterne kan reduceres betydeligt, hvis klimatilpasningen organiseres omkostningseffektivt. Nøglen er incitamenter.
Tre hovedpointer står centralt:
Ansvar skal følge nytte.
Den, der får beskyttelsen, skal som udgangspunkt betale. Hvis regningen sendes til “fællesskabet”, forsvinder incitamentet til at forebygge.
Stormflodsordningen er skæv.
I dag betaler alle det samme via brandforsikringen – uanset risiko. Resultatet er massiv omfordeling mellem kommuner. Nogle får mange gange mere udbetalt, end de betaler ind, mens andre stort set subsidierer systemet. Det er i praksis en forvridende skat uden sammenhæng mellem risiko og betaling.
Forslaget er en risikobaseret model, hvor præmien afspejler den faktiske eksponering. Høj risiko koster – lav risiko koster mindre.
Staten skal sætte rammer – ikke overtage regningen.
Kommuner bør planlægge kollektive løsninger lokalt. Staten skal levere data og koordinering, men ikke automatisk finansiere lokale projekter. Ikke alle boliger kan og bør reddes for enhver pris, hvis omkostningerne overstiger værdien.
Kort sagt: Klimatilpasning skal ske dér, hvor den skaber værdi.
En klimarealistisk kommentar
Det interessante er, at CEPOS’ analyse i vid udstrækning flugter med de miljøøkonomiske vismænds vurderinger. Kapitel II: Klimatilpasning i kystzonen | DØRS
Vismændene har gennemgået den eksisterende risiko for stormflod og oversvømmelser og vurderet, hvordan risikoen kan udvikle sig med klimaændringer. Der er ingen tvivl om, at risikoen kan stige. Men de understreger også, at:
- Danmark allerede i dag har betydelig eksponering mod stormflod.
- En del af risikoen er strukturel og geografisk – ikke klimaskabt.
- Fremtidige klimaændringer kan øge skaderne, men i en størrelsesorden, der fortsat er håndterbar i forhold til samfundets samlede økonomi.
Det centrale budskab hos vismændene er det samme som hos CEPOS: Tilpasning skal ske, men den skal ske omkostningseffektivt og med klare incitamenter.
Når man ser på tallene samlet, bliver proportionerne tydelige. Vi taler om årlige omkostninger på promilleniveau af BNP. Det er støj i forhold til den samlede samfundsøkonomi.
Det betyder ikke, at man skal ignorere problemet. F.eks. kan vi kan vi med eller uden klimaændringer blive udsat for en stormflod som i 1872 med en vandstand på mere end 3 meter over daglig vande (med skønnede omkostninger på 25-50 mia. kr.):
Men det betyder, at klimaskader fylder alt for meget i den offentlige debat i forhold til deres faktiske økonomiske betydning.
Sammenlignet med udfordringer som demografi, produktivitetsudvikling, sundhedsvæsenets bæredygtighed, forsvar og energiforsyning ligger klimatilpasning langt nede på listen over samfundets største økonomiske risici.
Derfor bør man selvfølgelig tilpasse sig. Det ville være uansvarligt ikke at gøre det. Men man skal gøre det nøgternt.
Historisk har rige samfund altid håndteret naturens udfordringer gennem teknisk kunnen og økonomisk rationalitet. Danmark har drænet, inddæmmet og reguleret i århundreder. Forskellen i dag er ikke naturens luner – men debatniveauet.
Klimatilpasning er ikke et eksistentielt opgør med vores samfundsmodel. Det er en klassisk forsikrings- og incitamentsopgave.
Når risiko og betaling hænger sammen, opstår ansvarlig adfærd. Når omkostninger socialiseres, opstår overforbrug og spild.
Det er den virkelige læring.
Klimatilpasning skal gennemføres – men økonomisk hensigtsmæssigt, lokalt forankret og uden panik.
Og vigtigst: Den skal sættes i proportion.
Danmark har råd.
Spørgsmålet er, om vi også har roen.
Danish