Ingen grænser for galskaben?

Staten fandt for et par år siden 28 milliarder kroner – antageligt i det skatkammer, der betegnes som råderummet – til et særpræget projekt, kaldet CCS (Carbon Capture (and) Storage). Ideen er, at man i resigneret erkendelse af, at det ikke vil lykkes at forhindre udledning af CO₂ til atmosfæren i det ønskede omfang, i stedet må fange den undslupne CO₂ ind igen og derefter gemme den i underjordiske huler til evig tid, eller i al fald indtil den igen siver ud i atmosfæren.

Sådanne projekter er meget dyre i anlæg og drift samtidigt med, at investeringen er kemisk renset for indtægter udover bidragene fra skatteyderne (de 28 milliarder kroner fra staten samt bidrag fra de kommunale kasser) og derudover de indtægter, man håber kan genereres ved salg af de såkaldte klimakreditter. Klimakreditter virker på den måde, at virksomheder, der ikke selv vil eller kan spare på egne udledninger af CO₂, kan købe aflad og derved få syndsforladelse ved at betale andre for deres besparelser, altså som her CCS.

Der er bred enighed om, at et sådant indtægtsgrundlag lidt elskværdigt udtrykt er noget luftigt (og matcher derved CO₂ ganske godt), men det afholdt ikke store ånder på tinge og i klimaministeriet fra en klippefast tro på værdien af det storslåede projekt. Der blev derfor i 2025 iværksat et statsligt udbud og i første omgang vandt 10 virksomheder i lotteriet og blev prækvalificeret med ret til i konkurrence med de 9 øvrige prækvalificerede at byde på det spændende projekt. Imidlertid gik det ligesom med de 10 små cyklister, at flere og flere faldt fra, efterhånden som de fandt ud af, at den forudsatte business-case ikke hang sammen.

En af de virksomheder, som smed håndklædet i ringen, var Kredsløb, et kommunalt kontrolleret århusiansk energiselskab, som måtte konstatere tingenes miserable tilstand efter at have formøblet ikke mindre end 150 millioner spildte kroner på de forberedende gymnastiske øvelser. Kredsløb ville i givet fald – udover de milliardstore indhug af statskassen – have haft brug for ikke alene direkte kommunale millionstore tilskud, men herudover en kommunegaranti for milliardstore, nødvendige banklån til projektets opbygning, da ingen ansvarlig bank kunne drømme om at involvere sig i et så usikkert projekt uden guldrandet garanti for tilbagebetaling af lånet.

Forud for Århus byråds endelige stillingtagen til engagementet havde borgmester Anders Winnerskjold på min direkte forespørgsel erklæret sin grundlæggende skepsis overfor CCS som forretningsmodel og det i en sådan grad, at det, som han sagde til mig efter at have sikret sig, at ingen andre hørte det, “holder mig vågen om natten”. Han ville dog ikke på dette tidspunkt garantere mig, at han ville hugge bremserne i overfor det spektakulære projekt, måske også fordi Kredsløb havde hyret hans forgænger som borgmester, partifællen Jacob Bundsgaard (S) til at gøre projektet til virkelighed. Men sluttelig blev resultatet det fornuftige nej tak fra byrådet, hvorefter Kredsløb slukøret måtte konstatere tabet på 150 millioner kroner og lukke projektet ned.

Efter flere på hinanden følgende udsættelser af ministeriets frist for afgivelse af tilbud, måtte det ved udløbet af den endelige frist primo februar 2026 konstateres, at næsten alle prækvalificerede virksomheder havde nået samme konklusion som Kredsløb og trukket sig. Således havde 9 ud af 10 prækvalificerede frabedt sig muligheden for at få del i milliarderne og blot én virksomhed er tilbage, Aalborg Portland (cementfabrikken). Hertil kommer vistnok en hemmelig byder. Større kommerciel fiasko for et statsligt klimaprojekt med ufattelige mængder gode danske skattekroner som lokkemad, er svært at forestille sig (det skulle da lige være det nyligt havarerede projekt havvindmøller, hvor slet ingen ville byde), men tilbage står, at Aalborg Portland som den eneste tilbageværende virksomhed tilsyneladende tror på forretningsmodellen.

Vi får se, hvor den lander. Hvis nogen skulle få den tanke, at hele det beskrevne projekt “indfangning af CO₂” har karakter af en verdensfjern og naiv, men hundedyr og desperat ideologi, er det for ingenting at regne mod en anden ide, som for nylig er undfanget af kreative, men verdensfjerne klimaforskere. Hvor der i stort set alle kredse hidtil har været enighed om, at der fældes for mange træer over hele kloden, går den nye, bizarre ide ud på det modsatte, altså vi skal fælde nogen flere træer, mange flere træer.

Og hvad er da rationalet bag denne nye ide? Jo, i klodens nordligste arktiske provinser er der endog meget store mængder skov, nærmere bestemt 15-17 millioner km² eller – mere forståeligt – mere end Danmarks samlede areal gange 350. Da skovene er placeret i et meget koldt område, vokser disse træer ganske langsomt og den yderligere lagring af CO₂, der sker i træerne, når de vokser, er derfor beskeden. Derimod afgår en vis del hvert år ved en naturlig død, og den forrådnelsesproces, der herefter sker, frigør den CO₂, der gennem mange år er lagret i træerne, til atmosfæren, og det er der nogen, der ikke bryder sig om. Columbus-ægget i klimaforskernes tanker er da at undgå træernes forrådnelse efter en naturlig død og i stedet fælde træer og gemme dem væk i koldt vand, alternativt at begrave træerne i enorme trækirkegårde. I det kolde vand eller under mulde forbliver træerne intakte i noget, der minder om evig tid og den CO₂, der er lagret i træet, frigøres ikke.

Vupti – kloden er reddet. Pointen er som anført at vælge langsomt voksende træer i meget kolde områder, og derfor er der eksempelvist forskere, som i fuld alvor foreslår at fælde skove i Sibirien, Alaska og det nordlige Canada fra en ende af og derpå transportere træstammerne ud til kysten i Polarhavet, hvor de gemmes væk i det kolde vand. Klimaforskerne har beregnet, at der årligt kan lagres op til 1 milliard tons CO₂. Det vil dog kræve, at man fælder ca. 30.000 kvadratkilometer skov, svarende til et skovareal på ca. 3/4 af Danmarks samlede areal – hvert år – og så ville man endda kun have fjernet ca. 3% af klodens samlede årlige udledning. Regner man lidt videre på den særprægede ide, vil en sådan årlig besparelse på 3% af den samlede udledning indebære, at knap 10% af al skov i de arktiske egne er forsvundet på blot 40 år samtidigt med, at vi har etableret et enormt gravkammer af træstammer svarende til 1,2 millioner km² skov.

Går man i stedet helt grassat med motorsaven med det formål at fælde så mange træer, at CO₂-udslippet reduceres med de samme 40 milliarder tons om året, som udledes globalt, skal der fældes 1,2 million km² skov om året. Det vil for det første betyde, at al skov i det arktiske område vil være forsvundet om 10 år og for det andet, at man skal være kreativ, meget kreativ, for at finde plads til alt det træ i eksempelvist de kolde arktiske oceaner. Der regnes i almindelighed med, at der på 1km² skov er ca. 40.000 m³ træ. Fældes der således 30.000 km² skov, skal der findes gravplads til 30.000×40.000m³ eller 1,2 milliard m³ træ hvert år. Og hvis man stiler højere og fælder 1,2 million km² skov om året, skal der findes gravpladser til 1.200.000 x 40.000 m³ eller 480 milliarder m³ træ om året. Gemmes denne enorme mængde træ væk i kolde oceaner, vil det isoleret set skabe en global havstigning på 1,3 mm om året eller 1,3 cm i de 10 år, der går indtil al trævækst i Sibirien, Alaska og det nordlige Canada er forsvundet. I sandhed en menneskeskabt “klimakrise”, hvor ideen er undfanget af klimaforskere uden forbindelse til den virkelighed, de befinder sig i.

Er der slet ingen grænser for galskaben?