Vi har tidligere skrevet om den amerikanske Miljøstyrelse, EPA, og dens helt egenhændige kamp for klimaet. Tilbage i 2009, mens Obama var præsident, lykkedes det EPA at få sneget nogle regler ind om, at CO2 og fem andre drivhusgasser var farlige for menneskenes liv og helbred. Begrundelsen var, at gasserne vil føre til global opvarmning, der truer alting i fremtiden. Reglerne er kendt som the Endangerment Finding, ”Definition som Farlig”.
Med de regler i hånden kunne EPA benytte loven om luftkvalitet, Clean Air Act, der netop giver muligheder for at begrænse udledninger af miljøfarlige stoffer til atmosfæren. Loven er i sit udgangspunkt naturligvis helt fornuftig, idet man med den kan få nedbragt forureningen med stoffer som bly, kviksølv, svovldioxid og en lang række giftige kemikalier. Der er her tale om stoffer, der enten vil være akut giftige for mennesker eller på længere sigt kan true folks helbred eller naturen.
Det er jo imidlertid ikke tilfældet med f.eks. CO2 eller metan, de to største drivhusgasser. De er begge naturligt forekommende i atmosfæren og aldeles ugiftige, selv i koncentrationer, der er ti gange højere, end hvad vi har i atmosfæren i dag. Den eneste ”fare”, drivhusgasserne foranlediger, er teorierne om den globale opvarmning og dens skadevirkninger.
The Endangerment Finding viste sig at være et fremragende våben i EPA-fanatikernes hænder. Nu kunne de gå efter kraftværkerne, der fyrer med kul eller naturgas. De kunne også kaste sig over bilerne, og her blev reglerne brugt til at indføre skrappe restriktioner på, hvor meget bilparken i gennemsnit må udlede af CO2. Det er et trick, der også benyttes af EU og de europæiske landes myndigheder. Man pålægger en bilfabrik, at dens nyproducerede biler i gennemsnit må udlede mindre end rene benzin- og dieselkøretøjer kan leve op til. Det kan fabrikken kun opnå ved, at en given procentdel af bilerne er elektriske. Myndighederne kan nu år for år skærpe CO2-kravet og derved tvinge fabrikanterne til at hæve andelen af batteribiler. Det sker helt uanset, om markedet ønsker at købe alle de elbiler eller ej. Det har givet de amerikanske bilfabrikker kolossale problemer, da amerikanerne ikke har været så interesserede i batterikørsel. Bilfabrikkerne måtte hæve priserne på benzin- og dieselbiler for at kunne sænke de højere priser på elbiler og det endte i milliardtab.
Trumps regering har haft som sit erklærede mål at få rettet op på denne tilstand, og sidste sommer gjorde man et første tilløb til at få ophævet Endangerment Finding. Her sendte man et forslag ud til høring, men det blev ikke spået de store chancer. Ethvert forsøg vil uvægerligt ende med retssager, og derfor skal man være grundigt forberedt på de argumenter, der vil dukke op foran dommeren. Forsøget sidste sommer henviste bl.a. til den nyligt udkomne DOE-rapport, som vi skrev om her, og som tilbageviser det meste af den gængse tro på klimakatastrofen. Men den blev selv genstand for retssager. Ikke på grund af indholdet men pga. procedurefejl ved nedsættelsen af arbejdsgruppen bag. Og generelt måtte man konkludere, at man nok skulle undgå at føre en klimavidenskabelig diskussion i retten mht. Endangerment Finding, det kunne blive alt for vidtløftigt og ville tage år.
I stedet har den nuværende direktør for EPA, Lee Zeldin valgt en anden fremgangsmåde. Nu kigger man rent juridisk på sagen, og baserer sig på en ny fortolkning af Clean Air Act. Heri kan man finde et kort afsnit, der udgør grundlaget for Endangerment Finding, og det kræver faktisk kun mindre justeringer i fortolkningen af det, før hele sidstnævnte falder til jorden. Det er så det, Lee Zeldins EPA nu officielt har gjort. Man har udsendt en ny bekendtgørelse, der ophæver Endangerment Finding i sin helhed. Det er et dokument på 436 sider, så der er godt med forsvarsværker.
Der argumenteres dels ud fra nogle domme, der er afsagt af Højesteret siden 2009, og dels ud fra det synspunkt at udledningerne fra amerikanske biler i en global sammenhæng er så små, at de ikke vil have nogen mærkbar effekt på klimaet eller Jordens temperatur. Hvis man fortsatte med de eksisterende regler, ville man i 2050 have reduceret opvarmningen med 0,007 grader celsius og havstigningerne ville være 0,05 mm mindre. For år 2100 er tallene tilsvarende 0,019 oC og 7 mm. De tal er så små, at de ikke kan betragtes som ”skader” på den måde som de er defineret i Clean Air Act.
Konsekvensen af den nye bekendtgørelse er et bortfald af alle regler om begrænsninger i udledningerne af drivhusgasser fra biler, inkl. vare- og lastbiler. Bilfabrikkerne vil herefter frit kunne producere de biler, som forbrugerne gerne vil købe, og generelt vil nyordningen sænke prisen på nye biler med i gennemsnit 2400 dollars. Hele samfundet står til en besparelse på 1300 milliarder dollars. Det er jo en sjat.
Endangerment Finding er således officielt trukket tilbage, og nu afventer man naturligvis retssagerne, der uvægerligt vil komme. I mellemtiden har der været ret forudsigelige reaktioner fra medierne og diverse kendisser:
Mediet Politico skriver således, at Trump lige har udslettet 17 års klimapolitik.
Washington Post skriver, at Trump netop har frataget den amerikanske regeringen muligheden for at styre klimaet, og citerer en tidligere Biden-medarbejder:
Denne bekendtgørelse ændrer ikke på det faktum, at vi har klimaforandringer, den benægter dem bare.

New York Times jamrer sig naturligvis også:
EPA har afvist den klippefaste videnskabelige konklusion, at drivhusgasser truer menneskehedens liv og velfærd. Det betyder, at EPA ikke længere kan beskytte dem.
Avisen citerer Californiens guvernør Gavin Newsom:
Hvis denne hasarderede beslutning overlever sagsanlæggene, så vil den føre til flere dødelige naturbrande, flere klima-drevne oversvømmelser og tørker, og større trusler mod samfundene over hele landet. Californien vil sagsøge for at udfordre denne ulovlige beslutning og vil fortsætte kampen mod drivhusgasserne.
Og et par demokratiske senatorer udtalte, at EPA havde svigtet sit ansvar for at beskytte den offentlige sundhed og miljøet. De fortsatte:
Denne skamfulde kapitulation – et økonomisk, moralsk og politisk fejltrin – vil skade amerikanernes helbred, hjem og økonomiske velbefindende. Der ses bort fra videnskabelige kendsgerninger og almindelig sund fornuft, bare for at tjene rige politiske bidragsydere.
Så der er godt med larm allerede. Spørgsmålet er, om den nye bekendtgørelse vil overleve alle retssagerne, der er under opsejling. Roger Pielke Jr. gennemgår sagen i detaljer, og han er i tvivl. Han påpeger, at det nok havde været bedre, hvis Kongressen med sit nuværende republikanske flertal havde fået gennemført en ændring af Clean Air Act, der jo står bag det hele. Her kunne man nok få skrevet ind, at f.eks. CO2, der er ganske harmløs set fra et miljøsynspunkt, ikke kan betragtes som forurening og dermed heller ikke falder ind under loven.
Indtil videre har EPA kun fået fat i reglerne for biler, der udestår stadigvæk et stykke arbejde med f.eks. kraftværkerne, men det kommer formentligt i næste omgang. Vi afventer den videre udvikling i spænding.







Med tanken om at i klimagassernes samlede mængde. udgør CO2 kun en brøkdel. Den brøkdel er essentiel for plantevæksten. Alligevel bliver CO2 stadig brugt som bussemand…
Det er da utroligt…
https://www.document.dk/2026/02/17/begynd-at-planlaegge-for-katastrofal-global-opvarmning-siger-eus-topraadgivere/
Der er åbenbart nogle der stadig tror at Co2 er det farligste i Verden nogensinde, og prøver at skabe panik overalt.
Eller også udnytter de bare folks uvidenhed til egen vinding…
Ja, frygtens købmænd driver heksejagt på den guddommelige luftart kulveilte for egen vindings skyld.
https://www.youtube.com/watch?v=1FpRgy1jHPA