Sart avis

I Berlingske fik en Jeppe Hedaa, der er formand for partiet KristenDemokraterne trykt en kronik med titlen: ”Hård kritik: Sagen om storstilet klimaudbud er en lærebog i politisk uansvarlighed”. Kronikken handlede om det store udbud vedr. CCS, CO₂-opsamling og deponi. Det så da godt ud. Var der endeligt nogen, der ville tage fat i galskaben med CCS?

Ak nej. Hedaas ærinde var at begræde, hvordan den storstilede auktion faldt til jorden, fordi byderne én efter én trak sig før fristen. Det kom frem, at de havde opgivet at deltage, fordi der ikke findes noget depot, CO₂-en kan lagres i, og udsigterne til at få ét etableret inden 2030 synes ikke at være alt for lovende. Hedaa skriver meget rigtigt:

Man har sat et politisk mål, hvor det kunne se ud, som om man havde glemt at spørge embedsværket, om det kunne leveres. Man har udskrevet et udbud uden at sikre infrastrukturen. Man har gjort CCS til en forudsætning for klimamålene – uden at sikre at CCS kan realiseres.
Det er ikke bare dårligt håndværk. Det er systemisk selvbedrag.

Hedaa er ikke i tvivl om at det er afgørende, at Danmark når klimamålene for 2030, men han bedømmer, at CCS er en risikabel vej at gå:

CO₂-fangst og -lagring – CCS – skulle være kronjuvelen i dansk klimapolitik. Den teknologiske redningskrans, der skulle sikre, at vi kan nå klimamålene uden at tage de svære politiske slagsmål om forbrug, produktion og prioriteringer. 

Og således må vi i stedet for – ifølge Hedaa – se at få gang i indskrænkningerne i folks forbrug og hvad der ellers er af kæpheste i klimakampen.

Kronikken inspirerede undertegnede til et indlæg om CO₂-opsamling, der jo ret beset er et totalt forrykt spild af ressourcer og penge. Det skal gengives i sin helhed her:

Det var med glæde, at undertegnede konstaterede, at Berlingske fredag d. 6/2 havde et stort opsat indlæg med kritik af regeringens politik mht. CO₂-opsamling skrevet af Jeppe Hedaa. Man blev dog noget skuffet ved læsningen, fordi Hedaa tydeligvis slet ikke har fået fat i hovedproblemerne med CO₂-opsamling og -deponering, det såkaldte CCS.

Det er en teknologi, der er alt andet end moden, de fleste forsøg rundt omkring i Verden er slået fejl. De har slet ikke levet op til løfter eller aftaler, og mange er blevet opgivet i utide. Ét er problemerne med at få udskilt al CO₂-en fra den skorsten, anlægget er monteret på, uden at give anledning til for mange miljøproblemer med de kemikalier, de såkaldte aminer, som indgår i processen i stor skala. Men hertil kommer hele problemstillingen omkring håndteringen, transporten og det endelige deponi flere km under jorden. Flere depotløsninger har vist sig ikke at virke alligevel, normalt viser det sig ved, at CO₂-en slipper op til overfladen igen. Det kan jo være et alvorligt problem, hvis deponiet er på land, f.eks. under et bebygget område. CO₂ i de mængder, der kan være tale om ved et sådant udslip, kan være direkte livstruende for mennesker og dyr.

Der er endnu ikke givet tilladelse til noget deponeringssted på land i Danmark, og Energistyrelsen har bebudet, at en godkendelse kan tage op til to år. Det siger også noget om de risici, der er involveret.

Den væsentligste anke mod CO₂-opsamling er imidlertid, at den er stjernedyr og absolut ingen effekt har på klimaet. Danmarks planer om at opsamle 3 millioner tons pr. år vil reducere Verdens udledninger med 0,07% og derved nedbringe temperaturen i år 2100 med måske 0,002 grader, hvilket ingen selvsagt kan måle. 

Men ideen er så, at Danmark skal være “foregangsland”, og alle de andre skal følge vores eksempel. Men med de uhyrligt mange milliarder kr. vi binder i halen på projektet her, så vil resten af Verden hverken have råd eller lyst til at følge i vores fodspor. Og det kan man ikke bebrejde dem.

CO₂-opsamlingen er efter sigende afgørende for, at Danmark når sit 2030-mål med 70% reduktion i udledningerne. Men det mål er jo heller ikke noget værd, hvis ikke vores metoder er noget, som resten af Verden kan eller vil følge. I forvejen er en stor del af vores målopfyldelse baseret på et enormt forbrug af biomasse – hvoraf en stor del er importerede træpiller eller skovflis. Det er så meget, at det på verdensplan ikke kan betragtes som bæredygtigt, hvad bl.a. Klimarådet har påpeget mange gange. 

Skulle vi ikke tage en dyb indånding og genoverveje hele klimapolitikken en gang til – inden milliarderne ruller til ingen verdens nytte.

Nej, det skal vi ikke ifølge Berlingske. Indlægget blev efter få dage afvist uden begrundelse. Det her er tydeligvis alt for hård kost for de sarte læsere, der allerede var blevet provokeret af en leder, skrevet af Ole P. Kristensen, hvor han taler for at genoptage efterforskning og nyudvikling af olie- og gasfelter i Nordsøen. Sikke noget gris.

Redaktionen skønner vist, at læserne bedre kan tåle lange indlæg fra bladets videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard, der har brilleret med dels at underholde om batterier, som en afgørende, og nu etableret, løsning på problemerne med grøn omstilling, dels for 117. gang en historie om AMOC’s snarlige sammenbrud og endeligt en spådom fra ingen anden end James Hansen, gående ud på, at 2026 vil blive det varmeste år nogen sinde. Så er det jo godt, at vi har batterierne til at sikre vores grønne omstilling.

Berlingske er et stort medie og tydeligt nok ligger man stadigvæk under for klimafortællingen, om end der viser sig sprækker i panseret. Måtte de vokse snarest – og hurtigt!