Kampen om fremtiden

Vi har på det seneste ved flere lejligheder været inde på den kamp om Planetens fremtid, der p.t. raser i medierne og blandt meningsdannere. Politikerne er ikke så aktive, men forsøger snarere at løbe i den retning, hvor de tror vinden blæser, og hvor vælgerne gemmer sig.

Der er grundlæggende to opfattelser af, hvorledes vi opnår en god fremtid for hele menneskeheden. Den ene side peger på, hvordan den teknologiske og økonomiske udvikling har medført enorme fremskridt for langt størstedelen af menneskeheden, bedre sundhed, bedre ernæring, bedre uddannelse, længere levetid og generelt et meget mere trygt og komfortabelt liv, hvor dagligdagen ikke længere er en kamp for at overleve.

Udviklingen har samtidigt medført en frihed for det enkelte menneske. Der er rammer og begrænsninger, selvfølgeligt, men stadigvæk har de fleste en lang række valgmuligheder i forbindelse med, hvordan de vil leve deres liv. Hvor vil de bo, hvad vil de spise, hvad vil de bruge fritiden til, osv.

Den anden opfattelse i kampen om fremtiden har grundlæggende ikke meget til overs for personlig frihed. Det er meget bedre at planlægge folks liv i detaljer – det er jo bedst for dem selv, må vi forstå. Påskuddene har varieret gennem de seneste 100 år eller mere. I starten var det socialismen, hvor ”arbejderklassen” skulle frigøres – dog ikke for meget. Efter de enorme økonomiske opsving siden Anden Verdenskrig er fokus gradvist flyttet. Da Muren faldt i 1989, var kommunisme ikke rigtigt sagen længere, og i stedet kastede man sig over miljøet, opfandt ”planetære grænser”, og nu er det klimaet, det drejer sig om. Man har udpeget den økonomiske vækst som hovedproblemet. Det er ellers netop denne, der har været forudsætningen for den effektive sikring af miljøet, som vi har opnået her i den Vestlige Verden, og i øvrigt også er grundlaget for hele velfærdssamfundet.

Men nu skal Planeten ”reddes”, vi skal respektere de ”planetære grænser” og vi skal afværge ”klimakatastrofen”. Her er det ikke nok med at etablere en alternativ energiforsyning, køre i elbiler og supplere med lidt CO₂-opsamling. Nej, hele samfundet skal om-indrettes fra bunden af – og igen drejer det sig om at indskrænke folks frihed. De skal f.eks. ikke længere selv vælge, hvad de vil spise, de skal spise det, som ”eksperterne” mener er bedst for sundheden, klimaet, naturen og hvad der ellers går forud. Folk skal ikke mere køre eller rejse, som de selv vil, biltrafikken og flytrafikken skal reguleres, styres og planlægges – igen af ”eksperter”, der ved bedst.

Det er åbenlyst, at hensynet til klimaet eller naturen i virkeligheden bare er et skalkeskjul for en ny udgave af det gamle ønske om kommunismens detailregulering af menneskenes liv.

Her følger et par dugfriske eksempler fra mediet Klimamonitor, hvor man inviterede til debat om den store og vanvittigt kostbare plan om statsstøtte til CO₂-opsamling, CCS. Først kom KOR på banen, dem har vi stiftet bekendtskab med tidligere (”Kommunistisk Overtagelse og Revolution”). KOR er absolut modstandere af CCS, fordi det bare vil tjene til at forlænge vores nuværende system. KOR skriver:

Det er ikke holdbart at implementere teknologier som CCS, så vi kan opretholde samfundets status quo. I stedet bør det integreres i klimapolitikken for at fremme en systemforandrende grøn omstilling.

Når vi forandrer, gør vi det oftest for at bevare ting, som de fungerer i dag. Bevare flytransporten, bevare store kvægbesætninger, bevare bilparken, bevare produktionsformen. Men denne logik står i vejen for mere helhedsorienterede løsninger, som kan vise vejen mod et bæredygtigt samfund.

KOR begræder, at de fleste af de nuværende klimatiltag officielt skal sikre, at danskerne kan bibeholde deres nuværende velstand og velfærd. Det er jo ellers, hvad de fleste politiske partier går til valg på. Men det er ikke godt nok:

Derimod var der stort set ingen tiltag, som sigtede mod at omlægge eksisterende produktionsformer eller mod at fremme mere bæredygtige livsstile over klimaskadelige former for forbrug.

Nu skal der for alvor gang i planlægningen af fremtidens utopiske samfund:

Vi skal sætte en klar retning for, hvordan vi trives indenfor de planetære grænser. Det indebærer overvejelser om, hvilke former for produktion og forbrug vi som samfund støtter op om, og hvilke vi vil udfase eller begrænse.

Det ”vi”, der er tale om her, er igen de selvudnævnte eksperter, der mener at vide bedst, når Kloden skal ”reddes”.

Det andet indlæg var fra Greenpeace, og det var lige så forudsigeligt:

Konsekvensen bliver så, at (mainstream)debatten aldrig udfordrer os eksistentielt. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved vores grundlæggende samfundsstrukturer – vi udruller i stedet (måske, måske ikke…) tekniske filter-løsninger i massiv skala. Vi forsøger at redde systemet ved at skifte teknologien, fremfor at redde planeten ved at skifte systemet.

Formålet med klimapolitikken … bør være at skabe fundamentet for en bedre verden, hvori alle arter og mennesker trives.

Om klimapolitikken og regeringens tiltag, herunder CCS hedder det, at derved:

… forlænger vi idéen om, at det meste kan fortsætte, som det plejer.

Og den afsluttende salut:

Så opfinder vi maskiner til at rense CO₂ op fra havet, før vi overhovedet har overvejet at stoppe fast fashion-kæden Zara i at spytte op mod 30 kollektioner ud om året.

Igen slipper menneskeheden ikke for dybtgående indgreb og en ny-organisering af samfundet og den enkelte persons liv. Greenpeaces folk véd, hvad der er det rigtige for alle andre.

Tankerne her trives primært blandt akademikere, mange af dem universitetsansatte. De har hele livet nydt godt af velstand og velfærd og har ingen idé om, hvordan det er at være henvist til at kæmpe for det daglige brød eller ens børns opvækst. De har heller ikke nogen indsigt i, hvordan samfundet rent faktisk fungerer, de har næppe nogensinde sat deres ben i en produktionsvirksomhed og slet ikke arbejdet i den. Det hele er teoretiske skoleridt, og dem kunne man grine ad, hvis ikke det var fordi, at konsekvenserne gradvist bliver mere og mere alvorlige. Både Tyskland og Storbritannien er ved at ruinere sig selv med hovedløs klimapolitik, der fører til, at industrien lukker eller flygter ud af landet. Danmark er godt med, milliarderne ruller til vanvittige projekter som f.eks. Energiø Bornholm, der vil ende med at levere strøm til 1½ kr. pr. kWh – i al evighed.

Men det klør i fingrene efter at gøre mere, og her får man tit politikerne med, f.eks. når oksekød ikke længere skal serveres i institutionernes kantiner. Det har ingen effekt på klimaet, men gør godt i maven, fordi man nu har været med til at indskrænke befolkningens valgmuligheder.

Helt grotesk er forslagene f.eks. i Københavns Kommune, hvor der skal oprettes benzin- og dieselbil-fri zoner. Det har ingen indflydelse på miljøet men vil være til gavn for det velhavende segment af befolkningen, der har haft råd til at købe en dyr elbil – i øvrigt med et heftigt tilskud fra skatteyderne. De samme mennesker, som sidder og drømmer om, hvordan andre menneskers liv og muligheder skal indskrænkes?

Et lille eksempel fra Oxford i England. Man har jo talt meget om de såkaldte 15-minutters byer, hvor alt, hvad man har brug for igennem hele livet, skal befinde sig maks. 15 minutters transporttid fra hjemmet. Derved har man ikke længere behov for mere transport, end der kan klares på gåben eller cykel. Klimaet, miljøet og naturen bliver ”reddet”, fordi almuen ikke længere skal køre i bil, tog eller flyve nogen steder hen.

Byrådet i Oxford, der er befolket af drømmere, havde nu udtænkt at folks kørsel rundt i byen minutiøst skulle registreres, og så skulle deres muligheder for at passere bestemte knudepunkter rationeres. Nogle måtte man passere maks. 100 gange om året, andre måske kun 25 gange. Kører man mere, vanker der bøder. Der skal kameraer op i massevis, der affotograferer folks nummerplader ved knudepunkterne, og derefter kan hele systemet sættes i gang. Labour-regeringen i London har varmt anbefalet den slags tiltag for at begrænse bilkørslen.

Sagen i Oxford har vakt voldsom kritik i den engelske presse. Byrådet stiller sig helt uforstående over for al balladen, de er jo helt uskyldige og ønskede bare at ”gøre noget” ved trafikken.

Historien har vist, at der aldrig kommer noget godt ud af forsøg på at detailplanlægge folks liv, ved brug af såkaldt ”social ingeniørkunst”. Man forsøger at undertrykke en udvikling fordi man ikke kan lide den. Men hvis udviklingen er udtryk for det, den brede befolkning ønsker, så skal der grum undertrykkelse til for at realisere drømmene, og det går aldrig godt i det lange løb.

Der er ikke nogen klima- natur- eller ressourcekrise på Jorden. Problemerne er der, men de er ikke større, end at de kan løses – og bliver løst – i kraft af den fortsatte økonomiske vækst. Har vi overskud, har vi råd til at sikre både natur og miljø – og klimaet behøver vi ikke at bekymre os om.

Men social ingeniørkunst er derimod en alvorlig trussel mod freden og samfundenes stabilitet og dermed menneskehedens fremtid.