Her på siden er det bærende princip, at alle indslag skal have en sammenhæng med klimaet eller energiforsyningen, ellers kunne vi hurtigt brede os langt ud over emner som miljø, politik, lægevidenskab osv. Der er masser af stof, og meget af det er absolut tankevækkende. Men vi må begrænse os…
Og så alligevel skal her omtales en sag, der kun meget indirekte har noget med klimaet at gøre, men til gengæld er et prima eksempel på den politisering af store dele af forskningen, der foregår i disse år. Der findes en fløj inden for politik og videnskab, der grundlæggende betragter enhver menneskelig aktivitet som skadelig for naturen. Bevidst eller ubevidst. Inden for klimaet er det åbenlyst nok, men også hvad angår miljø, bliver sager blæst op langt ud over, hvad de reelt kan bære. F.eks. hele historien med forurening med nitrat, hvor universitetsfolk både i Danmark og i Holland forsøger at undergrave landbruget baseret på fiktive resultater af deres beregninger med computermodeller.
Det gælder hele drikkevandsspørgsmålet i Danmark, hvor vores kemiske analyseapparater efterhånden er blevet så følsomme, at de f.eks. kan måle ”pesticidrester” i uhyrligt små mængder, og tanken er så, at hvis man kan måle dem, er det ”farligt”. Det er det selvfølgeligt ikke, fordi naturen indeholder masser af mere eller mindre giftige kemiske stoffer, som vi aldrig har prøvet at måle på, men som vi helt sikkert ville finde, hvis vi kiggede efter. Men pointen er, at de som regel, ligesom pesticidresterne, er til stede i så små mængder, at de absolut ikke udgør nogen fare for noget som helst.
Men holdningen er, at ”naturlige” giftstoffer pr. definition er ufarlige, mens alt, hvad mennesker måtte have fremstillet, er farligt. I disse år er der megen fokus på den såkaldte ”mikroplast”. Det er bittesmå partikler, der stammer fra menneskeskabte materialer, f.eks. plastik eller gummi. Her trives vrangforestillingerne også i bedste velgående, man roder plastikforurening, f.eks. i form af de fiktive ”plastik-øer” i Stillehavet sammen med forekomsten af små partikler overalt i vores omgivelser. Mange af partiklerne viser sig at komme fra bildæk og bremser, og pudsigt nok giver de betydeligt tungere elbiler et godt bidrag her.
Naturen har selvfølgeligt masser af partikler selv, f.eks. fra jord eller sand, biologisk nedbrydning, naturbrande, osv. Så små partikler er ikke noget nyt for os, men hvis de er ”menneskeskabte”, anses de for at være ubetinget farlige.
For ca. et år siden udkom der en sensationel videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature, hvor man havde konstateret store og stigende mængder af mikroplast i menneskers hjerner!
Medierne greb historien med kyshånd, Det her var selvfølgeligt for galt, og nu måtte der gøres noget ved al den unaturlige plastik, der endda er fremstillet ud fra fossil (gys) olie eller gas!
Forskerne havde til deres analyser brugt en stribe prøver fra afdøde personers hjerner. De var blevet analyseret med en metode, hvor man varmer vævet op, hvorved det nedbrydes til nogle simple molekyler, og de kan derefter bestemmes ved såkaldt kromatografi. Her fandt man store mængder af plastmaterialerne polyætylen og polypropylen, som netop ofte forekommer i husholdningen og til emballage.
Metoden er imidlertid meget grov, fordi de nedbrydningsprodukter, man henfører til plastik lige så vel kan stamme fra hjernevævet selv, der jo består af store mængder af fedtstoffer. Forskerne kan således ikke afgøre, om det, de måler, er fra plastik eller bare fra hjernen selv.
Artiklen affødte således en videnskabelig protest, der også blev offentliggjort i Nature. Her blev analysemetodens problemer trukket ud i dagslyset, og forfatterne kunne også påpege manglende kvalitetskontrol i arbejdet. I hjernerne blev der fundet en meget stor overvægt af polyætylen, hvilket ikke rigtigt harmonerer med den blanding af mange typer plastik, vi omgives af i det daglige. Men netop polyætylen-spor er, hvad man finder, når man kører fedtrigt hjernevæv igennem analysen.
På det tidspunkt havde medierne imidlertid for længst udbasuneret historien, helt uden betænkeligheder, og nu havde vi igen et eksempel på kemiindustriens ondskab og skadelige virkninger på natur og mennesker.
Det er sådan, at forskningen sælger billetter og sikrer sig fortsatte bevillinger. Men det gør ikke for alvor menneskeheden klogere og medfører en risiko for, at udviklingen styres i en retning, hvor den underbygger tro, snarere end en retning, der vil fremme menneskelig (og naturens) trivsel.
Danish
Die idee, Gehirnmasse zu erhitzen um sie besser analysieren zu können, erinnert mich an missglückte Kochversuche, bei denen aus Schnitzeln Gummisohlen wurden.
Ufatteligt små mængder
af pesticidrester i vand
Mængden af spor af sprøjtemidler, du risikerer at få med dansk drikkevand, svarer til få hiv på en cigaret….. en gang i livet.
Når aviser skriver om sprøjtemidler eller ”sprøjtegifte” i grundvand og drikkevand, så bliver det stort set aldrig fortalt, hvor ufatteligt små mængder, der er tale om.
Grænseværdien / kravværdien for rester af pesticider i grundvand er 0,1 mikrogram = en tiendedel af en milliontedel gram – pr. liter vand.
Det betyder, at vi danskere gennem hele livet ikke kan få en mængde pesticidrester i vores drikkevand, der svarer til indholdet af gift i en halv cigaret.
Regnestykket ser sådan ud: Hvis du drikker to liter vand om dagen i 80 år, så får du i alt næsten 60.000 liter vand. Hvis der i hver eneste liter er rester af sprøjtemidler helt op til grænseværdien, så får du 6 milligram = tusinddele gram – ….. på de 80 år. I en cigaret er der 12 milligram af mange forskellige giftige / kræftfremkaldende tjærestoffer og nikotin.
I virkeligheden er det mulige indtag af rester af sprøjtemidler langt, langt mindre, fordi man ingen steder i Danmark får rester over grænseværdien i ret lang tid, før det bliver skredet ind.
Derfor svarer mængden af de rester af sprøjtemidler, du risikerer at få ind med dansk drikkevand til få sug på en cigaret… en gang i livet.
Det er vel en del år siden, at det kom frem, at målinger af glyphosat skyldtes rester af rengøringsmidler på laboratorieudstyret.
Og på det seneste er det i landbrugspressen beskrevet, at glyphosat i spildevand er rester af rengøringsmidler.
Zur Glyphosatsynthese im Abwasser habe ich AI befragt: “*Glyphosat in der Umwelt*
Ja, es ist möglich, dass Abwasserkläranlagen Glyphosat in die Umwelt bringen, wenn die Bedingungen für die Bildung von Glyphosat in diesen Anlagen gegeben sind. Dies könnte durch die Kombination von Glycitensiden, Phosphonaten und Eisensalzen in Abwasserkläranlagen geschehen.
*Quellen von Glyphosat in der Umwelt*
Es gibt mehrere Quellen von Glyphosat in der Umwelt:
– *Landwirtschaft*: Die Anwendung von Glyphosat in der Landwirtschaft ist eine der Hauptquellen von Glyphosat in der Umwelt.
– *Abwasserkläranlagen*: Wie wir besprochen haben, könnten Abwasserkläranlagen unter bestimmten Bedingungen Glyphosat bilden und in die Umwelt bringen.
– *Industrielle Anwendungen*: Glyphosat kann auch in industriellen Anwendungen wie der Herstellung von Textilien, Papier und anderen Produkten verwendet werden.
*Fazit*
Insgesamt ist es wichtig, dass alle Quellen von Glyphosat in der Umwelt berücksichtigt werden, um die Auswirkungen auf die Umwelt und die Gesundheit von Mensch und Tier zu minimieren. Möchtest du mehr über die Auswirkungen von Glyphosat auf die Umwelt und die Gesundheit erfahren?”
Da wäre also abzuwägen.
I 1970’erne begyndte Danmark at uddanne biologer på samlebånd, men der var ikke haletudser nok til at holde dem beskæftiget. Biologerne søgte derfor over i stat og kommune, hvor de skabte et rent helvede af miljøregler og grænseværdier. Jeg fik en gang et stort projekt stoppet fordi miljømyndighederne ikke havde defineret en grænseværdi for selen. Selen er et livsnødvendigt mineral der ved overdosering kan give dårlige ånde. Læs klimakætteren.com
Det er ligesom elselskabet OK.
De fører sig frem med alle de smarte ord som bæredygtighed, klima-ansvarlighed for vores fælles klode og den slags kvalmende ordflom.
Nu er deres sande ansigt imidlertid kommet frem.
De har nu opfundet en slags strafafgift for de kunder, som sparer på energien.
Hvis du bruger “for lidt” strøm, skal du betale den høje pris, men hvis du er ligeglad med miljøet og klimaet, og bruger meget strøm så får du den til en billigere pris.
I årevis vi har fået tudet ørerne fulde med at vi skulle spare på energien.
Nu er det åbenbart omvendt lige pludselig.
OK præmierer i hvertfald dem der bruger meget energi, og straffer dem der sparer.
Det er endnu bare et bevis på at alt det klimacirkus er en stor løgn, når selv elselskaberne med deres greenwashing kun tænker på profit.
-Jeg har allerede skiftet til et andet selskab der er billigere, og hvor man ikke bliver straffet for at spare på strømmen.
DTU har for nyligt ledt efter mikroplast i danske farvande.
Man fandt ikke noget.
Som du skriver, så har det ikke meget med klima at gøre – og dog. Jeg ryster lidt på hånden, når jeg skal skrive noget mod presse- og talefrihed. Det er måske den vigtigste forudsætning for at vores demokratiske system kan fungere. Men måske bør der sættes grænser. Når en politiker, embedsmand eller forsker, som de fleste har tillid til, skriver noges som vedkommende beviseligt ved er forkert eller fordrejet, skal det så være straffrit?
Jeg så en anden interessant artikel i går om hvordan glyphosat i vandløb o.s.v. faktisk kunne opstå i spildevandsanlæg og så blive udledt den vej, og altså ikke altid fra landbruget. Om der er kød på den sag er jo så et godt spørgsmål.