Hvorfor McKitrick er relevant netop nu
Ross McKitrick er ikke en tilfældig klummeskribent i klimadebatten. Han er økonom, professor ved University of Guelph i Canada og har i mere end to årtier befundet sig i krydsfeltet mellem klimavidenskab, statistik og økonomi. For mange blev hans navn kendt i begyndelsen af 00’erne, da han – sammen med Steve McIntyre – pillede glansen af den berømte hockeystav, som ellers havde fået ikonstatus i IPCC’s tidlige rapporter.
I dag er McKitrick igen aktuel. I begyndelsen af 2025 var han en af hovedforfatterne bag en rapport bestilt af det amerikanske energiministerium (DOE), som genåbnede diskussionen om klimaets følsomhed over for CO₂. Det er netop dette emne, han uddyber i et interview på Dungeons of Science, som fortjener opmærksomhed – også i en dansk sammenhæng.
Hvad handler artiklen om?
Artiklen kredser om et begreb, der ofte nævnes, men sjældent forklares ordentligt: klimafølsomhed. Altså hvor meget den globale temperatur forventes at stige, hvis atmosfærens CO₂-indhold fordobles.
McKitricks hovedpointe er enkel – og derfor kontroversiel: De klimamodeller, der forudsiger den største opvarmning, er netop dem, der passer dårligst til de observerede temperaturdata. Omvendt viser modeller med lavere klimafølsomhed sig ofte at være mere i tråd med den faktiske udvikling siden satellitmålingerne begyndte.
Det betyder ikke, at CO₂ ikke har en effekt. Det betyder, at størrelsen af effekten er mere usikker, end den politiske debat giver indtryk af.
Modeller er værktøjer – ikke facit
Et centralt tema i interviewet er forskellen mellem modeller og virkelighed. Klimamodeller er nødvendige redskaber, men McKitrick understreger, at de ikke bør behandles som eksperimentelle beviser. Når modeller systematisk overvurderer opvarmningen i forhold til observationerne, er det ikke virkeligheden, der er problemet – det er modellerne.
Han peger især på, at mange modeller indbygger antagelser om stærke positive feedback-mekanismer i atmosfæren, som ikke entydigt kan genfindes i data. Det er her, usikkerheden vokser, og det er her, politiske beslutninger begynder at hvile på et spinkelt grundlag.
Naturlig variabilitet og oversete effekter
Artiklen berører også et emne, der ofte behandles stedmoderligt i den offentlige debat: naturlig klimavariation. McKitrick fremhæver, at klimaet altid har varieret, og at denne variation fortsat spiller en rolle – også i dag.
Samtidig nævnes CO₂’s veldokumenterede positive effekt på plantevækst. Den globale “greening”, som satellitter har observeret over flere årtier, passer dårligt ind i den ensidigt negative fortælling om CO₂, men er ikke desto mindre et målbart fænomen.
Økonomi: den manglende halvdel af klimadebatten
Som økonom falder McKitrick naturligt ned i et spor, der ofte ignoreres: Omkostninger. Hvis klimaets følsomhed er lavere end antaget, ændrer det radikalt forholdet mellem pris og effekt for mange klimapolitiske tiltag.
Han argumenterer ikke for passivitet, men for proportionalitet. Massive subsidier, hurtige udfasninger og detaljeret teknologisk styring kan vise sig at være langt dyrere end nødvendigt – uden tilsvarende klimaeffekt. Økonomi er ikke en fjende af klimaindsats, men et korrektiv til ønsketænkning.
Klimarealistisk afslutning – behovet for en dansk pendant
Det interessante ved McKitricks bidrag er ikke, at han “afviser” klimaforandringer. Det gør han ikke. Det interessante er, at han insisterer på, at usikkerheder skal tages alvorligt, og at politik skal baseres på observerbare data og realistiske omkostningsvurderinger – ikke på værst tænkelige scenarier alene.
Set fra et dansk perspektiv er det slående, hvor lidt plads denne type analyser får. En dansk rapport i samme ånd som DOE-rapporten – metodisk nøgtern, åben om usikkerheder og med økonomiske konsekvenser regnet ærligt igennem – ville være et kærkomment bidrag til en mere voksen klimadebat.
Danish