Arktis, Klimarealisme i medierne

Misvisende fortællinger om Arktis

DMI reklamerer for et misvisende finsk klimastudie, som er med til at bekræfte den falske fortælling om Arktis. Det finske studie er offentliggjort i Nature. Studiet fortæller, at opvarmningen i Arktis siden 1979 har været 4 gange hurtigere end den globale gennemsnitlige stigning i samme periode.

Studiet er misvisende, fordi studiet ikke tager hensyn til, at klimaet i Arktis bølger. Studiet viser temperaturudviklingen fra en bølgedal (1979) til en bølgetop (2021).

For at vise det reelle billede burde temperaturudviklingen være vist fra varmeperioden i 30’erne og 40’erne til varmeperioden i nutiden. Så havde man vist temperaturudviklingen fra bølgetop til bølgetop.

DMI’s temperaturmålinger i Sydvestgrønland viser, at temperaturen i sidste varmeperiode bortset fra et enkelt år var på niveau med nutiden:

Årsmiddeltemperaturen i det sydvestlige Grønland, 1784-2020

Jeg påstår ikke, at DMI’s temperaturmålinger i Sydvestgrønland er repræsentativ for Arktis, men det viser, at klimaet i Arktis bølger, hvad andre målinger også viser.

Det, som DMI og mange andre forsøger, er at kombinere stigende indhold af CO₂ i atmosfæren, global opvarmning og klimaforandringer til en fortælling om, at Arktis er særlig hårdt ramt.

DMI knytter udviklingen i Arktis til sikkerhedssituationen og åbning af nye sejlruter i Arktis. DMI skriver:

Med nye transportruter og nye betingelser langs landegrænserne mellem de Arktiske stater, bliver Arktis i stigende grad et geopolitisk centrum, der også involverer lande langt fra polarcirklen. Derfor vil kendskabet til isens udstrækning og tykkelse også have betydning for ikke bare sikkerheden til søs, men også det sikkerhedspolitiske klima og forholdet mellem verdens stormagter og de Arktiske stater – herunder Grønland og det danske kongerige, siger NCKF-chef Adrian Lema.

Om sikkerhedssituationen skriver DMI:

At denne viden er efterspurgt, illustreres af at Adrian Lema og NCKF-forskere bare i den seneste måned har været i Folketinget for at rådgive Nato-parlamentarikere, rejst til Montreal for at afrunde et 10-årigt fokus på arktiske hav- og is-prognoser, bidraget med klimaperspektiver på den sikkerhedspolitiske udvikling for Danmark i den såkaldte Zilmer-rapport og har oplyst om og debatteret Arktiske klimaforandringer på Klimafolkemødet.

De nye sejlruter, som DMI taler om, er Nordvestpassagen nord om Canada og Nordøstpassagen nord om Rusland. Mange drømmer også om at kunne skyde genvej tværs over Nordpolen.

Nordvestpassagen (violet) og nordøstpassagen (rød)

Nordvestpassagen og Nordøstpassagen er ikke nye sejlruter.

Allerede i årene 1903-06 sejlede den norske polarforsker Roald Amundsen igennem Nordvestpassagen. Det gjorde han i en lille ishavsjagt, som hed Gjøa.

Gjøa

Sommerhavisen må i passagen dengang som nu have været smeltet. Ifølge DMI er sommertemperaturen i det nordligste Arktis ikke steget i de sidste 68 år. DMI’s målinger starter først i 1958. Roald Amundsens gennemsejling af Nordvestpassagen tyder på, at sommertemperaturen i Arktis kun i begrænset omfang kan være steget i de sidste 120 år.

I 1903-1906 var atmosfærens indhold af CO₂ langt lavere end i dag, og snak om global opvarmning lå langt ud i fremtiden. Alligevel smeltede havisen i sommerperioden, og det var muligt at gennemsejle Nordvestpassagen med et sejlskib med ringe motorkraft. Tankevækkende.

Stalin var ligesom Putin i vore dage interesseret i at åbne en sejlrute nord om Rusland. Derfor begyndte Sovjetunionen allerede i 30’erne sejlads af Nordøstpassagen. Ruten viste sig dog at være ustabil på grund af is. Selv i vore dage er det begrænset, hvor megen søtransport, som går den vej. Allerede i begyndelsen af december i 2025 måtte man opgive sejlads. Det til trods for, at Rusland råder over en stor flåde af atomisbrydere.

I foråret 2025 aflagde Vladimir Putin besøg i Murmansk. Her fortalte chefen for operationen for sejlads nord om Rusland, at isen gav problemer, og at isen i de næste 20 år fortsat ville give problemer.

Indlandsisen i Grønland og den arktiske havis bliver brugt som eksempler på resultatet af klimaforandringer, men det er langt fra gået som forventet.

GEUS offentliggør den årlige afsmeltning fra indlandsisen i gigaton.

Årlige tab af indlandsis fra Grønland 2008-2025, i Gt

Den accelererende afsmeltning ophørte helt tilbage i sæsonen 2011/12 trods fortsat stigende udledning af CO₂ og stigende globale temperaturer. Afsmeltningen er i dag ubetydelig i forhold til Indlandsisens samlede masse.

Opgørelsen af den årlige afsmeltning bygger på modelberegninger og satellitmålinger. Et studie fra Københavns Universitet fra 2012 giver en indikation på afsmeltninger før satellitalderen. Studiet dokumenterer med gamle luftfotos, at gletsjerne trak sig lige så langt tilbage i 30’erne som i nutiden (2012). Studiet vedrørte Østgrønland, og fortæller, hvad der hændte i varmeperioden i 30’erne.

Opgørelse af havisens udstrækning bygger ligeledes på satellitmålinger.

Udbredelsen af den arktiske havis i september, i mio. kvadratkilometer, 1979-2024, to datasæt.

Det store tab af is fra 1979-2007 falder sammen med, at en svingning i Nordatlanten skifter fra kold til varm fase. Siden 2007 har havisen været stabil.

Man må forvente, at havisarealet i varmeperioden i 30’erne og 40’erne er skrumpet for derefter at vokse i den efterfølgende kolde periode.

Det sner mere i Arktis. Det formindsker afsmeltningen fra indlandsisen, ligesom havisen ikke skrumper så meget, som den ellers ville gøre.

Nature fortæller i marts 2025, at en kæmpe storm har droppet 11 milliarder ton sne på indlandsisen. Det alene har formindsket afsmeltningen med 8%.

Et klimastudie i Nature i september 2024 fortæller at mere snefald kan have formindsket havisens smeltning og havets opvarmning.

Det er ikke kun i Arktis, at det sner mere. Det gør det også i Antarktis, hvor iskappen igen er begyndt at vokse.

Man kan ikke tale om Arktis og Antarktis uden samtidig at nævne havvandstigninger. Målinger ved kyststationer viser, at havet fortsat stiger 2 mm om året og uden acceleration.

Hos DMI ser man helt anderledes på den situation. DMI siger, at verdenshavene stiger med rekordfart og fortsætter. Den hastigt tiltagende afsmeltning fra Grønland og Antarktis betyder, at is nu er den vigtigste årsag til at verdenshavene stiger. Ny forskning fra Nationalt Center for Klimaforskning og University of Leeds sætter tal på: 1,8 cm siden 1990’erne, alene på grund af afsmeltning.

Donald Trump er blevet til grin, fordi han har udsendt et billede af sig selv vandrende med en pingvin i Grønland. Der er ingen pingviner i Grønland. Der er således mange misvisende fortællinger om Grønland og Arktis.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Har du kontakt med glaciologi-professoren Anders Carlson ved Oregon Glaciers Institute;
    Hans resultater fra sit grønlandsophold ser ud til bekræfte hvad du skriver i artiklen.
    https://www.anderseskilcarlson.com/about

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*