Når undertegnede er ude at holde foredrag, vil budskabet dels være, at der ikke er nogen klimakrise og dels, at den grønne omstilling er dømt til at mislykkes. Baggrunden for de konklusioner er data i hobevis. F.eks. et simpelt billede af en vision for produktionen fra solceller og vindmøller over et år, sammenholdt med elforbruget, jfr. fig. 1. Hvordan kan nogen tro, at sol og vind reelt nogensinde kan stå for en stabil energiforsyning?
Efter foredraget er der et spørgsmål, der ofte går igen. Hvis tingene forholder sig, som de lige er blevet præsenteret, hvordan kan det så gå til, at der er så stor ”konsensus” om en klimakrise og om nødvendigheden af en omlægning af energiforsyningen til solceller og vindmøller?
Det er et rigtigt godt spørgsmål. Hvorfra kommer denne tilsyneladende enighed om, at en temperaturstigning på et par grader celsius vil være totalt ødelæggende for Verden? Hvorfra kommer overbevisningen om, at både menneskeheden og naturen vil stå over for alvorlige sammenbrud? Og hvorfor kan nogen slippe afsted med at udnævne enhver regnbyge eller solskinsdag til et tegn på ”klimaforandringer” – og altid i negativ retning?
Klimavidenskab skulle netop være videnskab. Her i Verden er langt de fleste folk imidlertid lægmænd, og de har måske svært ved at forstå alle finurlighederne ved strålingsbalance, atmosfærecirkulation, skydannelser, havstrømme og hvad der ellers er på bordet.
”Videnskaben” har nu fremført nogle påstande om en tilstundende farlig situation, og man har derved fået politikerne med på at opstille klimamål. Vi skal ”styre” fremtidens klima, og det kan vi kun gøre ved at regulere på vores forbrug af kul, olie og gas. Det fører så frem til groteske krav om ”netto-nul”, hvor vi inden for en kort årrække helt skal ophøre med brugen af de brændstoffer. Til nød kan vi i stedet – for en mindre dels vedkommende – kaste os over CO2-opsamling og deponering (CCS). Her skal der til skyhøje omkostninger – både i energi og i penge – fiskes CO2 ud af luften eller fra en skorsten, og derefter skal den pumpes dybt ned i undergrunden.
Klimamålene er blevet til noget helligt. Den globale temperatur må helst ikke overstige 1,5 grader højere end et meget usikkert tal for året 1850. Det kræver, at Danmark har sit eget nationale mål for ”netto-nul” – og i næsten omgang at hver eneste kommune i landet også skal have sådant et mål. De danske kommunale eller nationale udledninger betyder naturligvis ingenting for den globale temperatur, vores andel af CO2-udledningerne er mindre end 0,1% af de globale. Figenbladet for vores aktiviteter er i stedet, at vi skal foregå resten af Verden med vores gode eksempel.
I dansk politik har tallene vundet over enhver omtanke og fornuft. Danmark skal reducere sine udledninger med 70% i 2030, sammenlignet med 1990. Hertil er der lagt store planer baseret på en stribe tekniske ”løsninger”. Ét af elementerne er netop CO2-opsamlingen. Hvis den svigter – som det ser ud til, at den vil gøre, fordi teknologien er for dyr og risikabel, så gribes politikerne af panik og vil lede efter andre ”løsninger”. Det gælder både de nationale og de kommunale politikere. Ikke et sekund stiller man spørgsmål ved, om klimamålene overhovedet er fornuftige – set i lyset af de tekniske vanskeligheder, der tårner sig op.
Som vi har skrevet her på siden, bør et ton CO2 fjernet ikke koste mere end 750 kr. Men i deres desperation er politikerne klar til at bruge langt større beløb, fordi målet overskygger alt.
Den grønne omstilling er trods alt lidt tættere på vores hverdag og dens muligheder og begrænsninger burde være lettere at sætte sig ind i for politikere og meningsdannere. Men også her hersker der en kombination af uvidenhed, naivitet og ønsketænkning.
Enhver kan sige sig selv, at solceller ikke er særligt egnede til en elforsyning. De giver strøm hver dag (næsten) men aldrig noget hver nat. Det er i skærende modsætning til elforbruget i et moderne samfund som Danmark. Alligevel trives den tankegang, at vi simpelthen aldrig kan få opstillet for mange solceller. Kommunerne er begejstrede, og regeringen ser det som en hurtig og billig vej til den grønne omstilling. Der er udbredt modstand mod solceller (”jernmarker”) lokalt, men det skyldes udelukkende, at de er grimme og ødelægger synsindtrykket af landskabet. Selv de argeste lokale modstandere tager sjældent stilling til, om solceller principielt overhovedet er nogen god ide.
Det samme gælder f.eks. havvinden. Vores statsminister stod i Esbjerg sammen med 3-4 andre europæiske toppolitikere, og de lovede hinanden, at Nordsøen skulle dækkes af 300 GW havvindmøller inden 2050. Det gjaldt om at ”høste” energien fra vinden, og Danmark kunne blive til Nordeuropas ”Saudi Arabien”. Men, som det fremgår af fig. 2, giver Nordsøen slet ikke nogen stabil forsyning af vindkraft, den ene dag ville 2050-møllerne kunne levere tæt på de 300 GW, den næste dag omkring nul.
Konfronteret med den slags fakta er svaret altid nogle luftige henvisninger til ”lagring” af energien eller ”fleksibelt forbrug”. Lagring er enten batterier eller brint og Power to X, teknologier som slet ikke er økonomisk realistiske i den skala og dårligt nok teknisk modne endnu.
Men sådanne ubelejlige kendsgerninger skal ikke stoppe noget, for enhver pris skal vi holde fast i målene om 70% eller ”netto-nul”.
Hvorfor?
Undertegnede skrev for et par år siden bogen Troen på klimaet, hvor hele ideen med en klimakrise og nødvendigheden af en grøn omstilling blev sammenlignet med en religion. Der er mange lighedspunkter mellem de to, f.eks. mht. censur af anderledestænkende (”kættere”), forsøg på undertrykkelse af sund videnskabelig debat, forskning i ”modstanderne” og deres motiver, og sågar forsøg på at slække på de videnskabelige metoder, så troen lettere kan blive bekræftet. Hertil påstandene om ”videnskabelig konsensus”. Troen er komplet med ritualer, som f.eks. de årlige COP-møder eller IPCC’s mammut-statusrapporter hvert ca. 7. år.
Hvad er det så, der sker blandt folk? Den enkeltes overbevisning starter i mange tilfælde med en overvejelse om menneskehedens udledninger af CO2. Vi har øget indholdet i atmosfæren med ca. 50% siden 1850 og det kan forekomme at være et voldsomt indgreb i naturen. I den forbindelse er det værd at omtale den grundlæggende holdning om naturen, som er vidt udbredt, især i intellektuelle kredse. Naturen er altid i ”balance”, indtil den bliver forstyrret af mennesker. Naturen står for alt, hvad der er godt, og menneskeheden tilføjer den udelukkende skade. Her ser vores indgreb i atmosfærens sammensætning jo meget alvorligt ud, og derfor må det nødvendigvis være af det onde.
Når først éns erkendelse er nået så langt, er det let at ignorere alle de fordele for menneskeheden, som brugen af de moderne energikilder har medført. Længere levetid, højere levestandard, mindre sult osv. er ligegyldige sammenholdt med, hvad vi har gjort os skyldige i over for naturen. Det problem skal løses – den synd skal sones – og kuren er ”netto-nul”.
Fra talrige diskussioner med de klima-overbeviste, står det klart, at når først en person har antaget denne opfattelse af tingene, er det så godt som umuligt at få vedkommende væk fra de tanker igen. Argumenter, kurver og grafer, der fremlægges, og som modbeviser ideen med en klimakrise eller realismen i den grønne omstilling, preller af. Hårdt presset vil de overbeviste tværtimod reagere ved at finde på nye argumenter. Da ideen om en smule opvarmning de næste 50 år ikke rigtigt var skræmmende nok, opfandt man ”sammenkædningen”, hvor alt, hvad der foregår i vejret nu, er en følge af de farlige klimaforandringer.
Flertallet af de overbeviste behøver imidlertid slet ikke at have tænkt særligt langt. Deres engagement er mere et resultat af medløberi. Hvis nogle toneangivende personer peger i én bestemt retning, vil mange følge efter, uden selv at have forsøgt at sætte sig ind i sagen. Det klassiske eksempel er aktivisten, der står på gaden med et papskilt med et slogan mod drivhusgasser. Spørger man vedkommende, hvor meget CO2, der bør være i atmosfæren, er svaret nul ppm.
Medløberiet er meget tydeligt i mange af de politiske partier. Da det store CCS-udbud her i Danmark kollapsede kort før jul, betød det, at en stribe kommuners klimamål reelt kom i fare, fordi bystyret havde inddraget den opsamlede CO2-mængde fra det lokale værk i klimaregnskabet. Specielt i partierne til venstre for midten blev der straks råbt op om, at så måtte kommunerne finde på nogle andre mål, fordi tallene jo er hellige – selvom politikerne ikke kender noget til den nærmere baggrund.
Vores statsministers snak om de 300 GW havvind i Nordsøen er et eksempel på samme fænomen. Ingen ønsker at sætte sig ind i de fakta, der klart vil vise hvor håbløs en idé, det er. Selvfølgeligt kan man opstille alle de møller, men bagefter ville man stå i den situation, vi allerede er på vej ind i nu med solcellerne (både her og i Tyskland), hvor vi til tider vil have kolossale overskud af elektricitet, som ingen kan bruge, og til andre tider stå med en alvorlig energimangel, som skal dækkes af andre, ikke-vejrafhængige kilder.
Foreløbigt maser den danske regering på, med gigantiske milliardtilskud til havvind, Energiø Bornholm og CCS. Men debatten i medierne bliver gradvist skærpet, og flere og flere meningsdannere kommer ud af busken og giver udtryk for deres skepsis. Hvad der er brug for nu er, at mere centralt placerede og indflydelsesrige politikere melder klart ud. P.t. er det kun Donald Trump, der har gjort det, men han tæller jo ikke rigtigt i de politisk korrekte cirkler.
Der er åbenlyst et stykke vej endnu. Her på Klimarealisme.dk fortsætter vi med at støbe kuglerne til kampen for retvisende information om klimaet og den grønne omstilling, og vi kan kun håbe, at der kommer skred i udviklingen, inden regeringen får formøblet alt for mange milliarder til ingenting.
Danish
Nævner du nogen steder “Climategate”, hvor aktører indenfor klima førte en hetz imod skeptikere, der endte med både selvmord og tidlig pension mv.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
“Climategate (eller klimaskandalen) er navnet på en hændelse i november 2009, hvor hackere offentliggjorde e-mails, de havde fået fat i ved hacking af klimaforskningsinstitutet CRU ved University of East Anglia i Storbritannien. De e-mails indeholder udsagn, der kunne opfattes som om instituttet har mørklagt, og i nogle tilfælde manipuleret data i forberedelsen af den såkaldte hockeystavkurve, der var central i især FN’s klimarapport i 2001 og ofte bruges som bevis for, at mennesker har forårsaget den global opvarmning. De førende forskere mener dog, at udtalelserne er taget ud af kontekst, og at de er offentliggjort af modstandere for at svække FN’s klimakonference i København i 2009.
2. december 2009 meddelte instituttets direktør Phil Jones, at han trådte tilbage indtil videre, da universitetet har besluttet at indlede en undersøgelse af hans adfærd.”
Jeg er virkelig imponeret over både dit engagement i hele klimadebatten, din store indsamling af viden og din konstante strøm af artikler, som jeg læser med stor fornøjelse. Tak for både din og andre klimarealisters indsats, jeg håber, vi alle bliver ved, indtil den dag, vi har flyttet konsensus over på vores side. “Kamp må der til, skal livet gro!”
Hej Søren
Dit navn dukker ikke op mere, når man googler det. Den eneste er en golfspiller (!). Du er heller ikke mere at finde på e-biblioteket, hvor jeg ellers er ret sikker på, at jeg tidligere har fundet dig. Er du blevet blacklistet som kætter? Det er ret ildevarslende.
Mig bekendt er jeg ikke blevet sortlistet på nogen måde. Har du prøvet at google “Søren Hansen klima”?
Ja, ok! Der kom så nogle resultater frem.
Mvh
Henrik
Tak for Klimarealismes kæmpeindsats.
Løsningen på den påståede klimakrise er at slukke for varmen på Christiansborg. Så vil al snak om global opvarmning forstumme.
En væsentlig grund til den tåbelige klimapolitik er de mange penge, som de grådige forretningsfolk kan hente op af lommerne på skatteyderne. Danskerne bliver snydt, så det driver. Hvis flere gad tænke lidt mere logisk, er der masser af eksempler på åbenbare logiske brist i al propagandaen. Blot et par eksempler: Nu har EU besluttet, at al naturgas fra Rusland skal udfases. Til stor skade for den ungarnske befolkning og den slovakiske befolkning og sikkert mange flere. Hvor skal gassen til den livsnødvendige varme så komme fra? Ja, et logisk svar ville da være: Danmark. Denmark har kæmpestore gas og oliefelter; men Mette og hendes meningsfæller vil overhovedet ikke høre tale om at stille sig solidarisk med de lande ved at starte produktionen af de danske gasfelter. Uh ha nej. Det kan der ikke være tale om. Heldigvis har Norge en anden og mere menneskelig indstilling til situationen. Men også her vinder overtroen frem. Et andet eksempel er den ejendommelige modstand imod kernekraft, som ofte udvises af de selvsamme personer, som prædiker klimakatastrofer. Og de får altid ivrig støtte fra ledende folk i vindindustrien. Selvfølgelig. Vindmøllernes levering af variabel strøm vil jo aldrig kunne drive et moderne samfund, sådan som nogle få kernekraftværker kan. Så vindmølleindustrien kunne hurtigt pakke sammen, hvis der blev bygget A-kraft i Danmark. For mig at se, er den væsentligste grund til klimaforskrækkelsen de mange penge som er i spil. Milliarddyre ukommercielle havvind parker, CCS molbohistorien med at fange luft. Alt sammen med penge trukket op af skatteydernes lommer via politikerne. Til tider får jeg den tanke, at klimaministeren (som ikke er folkevalgt) stadig arbejder for sine gamle arbejdsgivere. Angående medløberiet, er det værd at læse Dietrich Bonhoefers teori om dumhed, https://www.youtube.com/watch?v=h9h0Yy2QdmM
Ja hvorfor? Og dertil kan der knyttes mange tanker, men lad mig blot skitsere nogle få.
1) Hvorfor mange ikke orker at høre på (gode) argumenter, tal om ppm og meget andet, men blot følger (medie) strømmen om at vi befinder os midt i en “klimakrise” er den almindelige menneskelige psyke som ofte bunder i dovenskab, samt manglende tid til at sætte sig ind i sagerne. Og derfor betragtes det som forskerne siger (via medierne) vel som rigtigt, ja ikke?
Ikke et spørgsmål stilles der til om forskerne efterhånden kan betragtes som uafhængige, ikke et spørgsmål til om de resultater de fremlægger har en dybere sandhedsværdi eller om de blot er “plukket” ud af helheden for at styrke troen på “klimakrisen”. Ja, for forskernes pengestrømme skulle jo nødig ophøre.
Desangående er eksempelvis skovbrande i Californien interessant, for skulle der i dag være større menneskelige materielle ødelæggelser grundet skovbrande end for 100 år siden, jamen, så er der nok få der tænker på, at det på sin vis burde være indlysende, nemlig af den simple årsag at for 100 år siden boede der kun omkring én mio. mennesker i Californien mod cirka 30 mio. i dag. Nej, det skyldes C02, slut! Ja, ikke et ord om, er der noget de elsker i Californien, jamen så er det at grille udendørs i deres haver med mange træer og huse bygget af træ.
2) Desværre er Trump en kedelig repræsentant for nej til vindmøller og solceller, ja tværtimod er han mere til skade for en rimelig fornuftig dialog om emnet, desværre! For selve figuren Trump står jo i vejen for budskabet, så at bruge ham som løftestang vil være det rene selvmord.
3) At pege på at solceller som en energiløsning er håbløs på disse her breddegrader (i skrivende stund kl.12.30 yder de cirka 320 MW, modsat om sommeren hvor de yder omkring ti gange så meget) fordi de netop stort set er værdiløse når vi skal bruge elektriciteten, altså om vinteren. Men vi der påpeger dette står med en tabersag, hvis vi blot henviser til kul, olie og gas i stedet. Dur ikke. Hvad så? Tja, kernekraft som de jo er yderst tilfredse med eksempelvis i Finland (hvor kernekraft dækker omkring 44% af elektricitetsforbruget) og ej at forglemme Fankrig. Frankrig er i øvrigt det land i Europa der eksportere mest elektricitet, og det sker til, ja rigtigt gættet, til Tyskland som må betale dyrt for deres tåbelige tro på, at deres samfund kan eksisterer på sol og vind.
4) Jeg selv vælger “bløde landinger”, altså lytter og giver ham/hende der mener at solceller og vindkraft er løsningen en smule ret, men påpeger blot de svage punkter, såsom nul elektricitet fra solceller om vinteren og nul fra møller når det ikke blæser og underbygger altid mine meninger med faktuelle tal (har altid “Energisystemet lige nu” liggende parat på min mobil) og lader så folk selv grunde over det.
Ingen behøver at vende på en tallerken her og nu, og psykologisk set er der også kun få mennesker der gør det. Tankerne skal bundfælde sig, og på et eller andet tidspunkt vil den ny erkendelse muligvis opstå, med mindre pågældende er en total “hardcore klimakrisenørd”, ja så er alt håb ude. Kort sagt: mindre bombastisk og mere følsomhed er muligvis en argumentationsform der vil kunne give resultater.
Undskyld den lange smøre …
Absolut et af de bedste indlæg. Lad os dele det overalt!
Glimrende opslag, som, opsummerende, får det væsentligste med i et klart sprog.
Men jeg er næsten sikker på at der blandt tilhørerne til et foredrag med dette indhold, vil komme et spørgsmål om de fossile forekomster af kul og kulbrinter vil række til fremtidige generationers behov for den slags råstoffer i tilfælde af at der ikke indføres reduktioner af det forbrug. Det spørgsmål blev i 80’erne besvaret med at der selvfølgelig ville være en begrænsning for hvor meget begravet biomasse fra fortidens planter og dyr som den slags brændstof måtte være dannet af, ifølge alle lærebøger. Ikke mindst fordi alle døde planter og dyr nedbrydes og afgiver kulstoffet til CO2-dannelse, hvis der er ilt til stede. Samtidig har der aldrig været liv og død uden ilt. Altså et paradox som der ikke skulle spekuleres mere over. Men det bliver vi nok nødt til … for spørgsmålet om resurserne forlanger et svar.
Hr. Krogh: Hvis du nogensinde var kommet til sådan et foredrag ville du vide, at der selvfølgeligt altid bliver spurgt til forekomsterne af kul, olie og gas. Svaret er, at der i hvert fald er nok til de næste 100 år. På et tidspunkt bliver ressourcerne dog knappe og dermed dyrere. Men så vil markedskræfterne længe forinden have styret menneskeheden i retning af nye energikilder, kernekraft og formentligt også fusionskraft.
Pointen er nu, at denne udvikling ikke vil foregå forceret som den nuværende “grønne omstilling”, hvor man af politiske grunde i højt tempo ønsker at gennemtvinge umodne og uegnede teknologier. Man gør det fordi man tror på en “klimakrise”, men det er under ingen omstændigheder den rigtige fremgangsmåde. Ny teknologi kommer, når den er moden til at overtage fra den gamle, og det vil også ske her, bare ikke med solceller og vindmøller som udgangspunkt.
Det handler i høj også om politisk korrekte holdninger. Det har i årtier været politisk korrekt, at være bekymret for klimaet, klimaforandringer og CO2-udledningen. Derfor er der ingen (eller kun meget få) som stiller kritiske spørgsmål i den forbindelse. Specielt medierne har glimret ved deres manglende kritik og skepsis overfor de politisk holdninger på dette område.
Det er jo en ideologi der kan spores langt tilbage gennem folk som Paul Ehrlich, Marx og tilbage til Thomas Malthus, og finansieret af folk som Rockefeller bl.a. gennem FN, UNEPs Maurice Strong der var bannerfører på Agenda 21 og starten på UNFCCC. Siden er det blevet til en millardforretning.
Glimrende indlæg. Du skriver en del gange. Hvorfor? Det er netop det interessante spørgsmål! Hvorfor! Det er en studiekreds værd.