Energipolitik, Klimarealisme i medierne

Farvel til LCOE

Robert Bradley Jr. havde et opslag på siden Master Resource vedrørende prissætningen af de forskellige kilder til energi. Her er den altdominerende metode jo den velkendte LCOE – ”udjævnede omkostninger til energien”, hvor man dividerer de samlede omkostninger over installationens levetid (investering, drift, vedligehold m.v.) med det totale antal producerede kWh. Derved får man en omkostning i f.eks. kr./kWh. For solceller og vindmøller kommer næsten alle udgifterne i starten – til investeringen, mens driften jo stort set er ”gratis”, på nær lidt vedligehold og eventuelle renteudgifter. Et kraftværk vil have en forholdsvis mindre investering i starten, men derefter løbende udgifter til brændstoffer + selvfølgeligt vedligehold.

Anledningen til Bradleys indspark var for det første en jubeloptimistisk rapport udsendt af IRENA, The International Renewable Energy Agency (”Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi”). Rapporten udkom i juni 2025 og er fyldt med tal og data, der alle underbygger tesen om, at den vedvarende energi nu er den billigste af alle, og at den grønne omstilling er helt uafvendelig. Hist og pist finder man enkelte bemærkninger, der antyder, at ikke alt er så rosenrødt, f.eks. nævnes problemerne med havvind-udbuddene i Europa forbigående, men vi kommer hurtigt videre. Ellers finder man masser af afsnit som følgende smagsprøve:

Vedvarende energi giver ikke bare nogle af de laveste omkostninger målt som LCOE, men har også fordele mht. strukturen. Opsætning af vedvarende energi kan drastisk reducere behovet for kostbar infrastruktur i forbindelse med udvinding af fossile brændstoffer, transport og backup-elfremstilling, samtidigt med at afhængigheden af de internationale markeder for brændstoffer mindskes, og energiforsyningen gøres mere modstandsdygtig. Således vil den fulde gevinst i forbindelse med vedvarende energi langt overstige LCOE. Den vil give energisikkerhed på langt sigt og gøre sundhed og miljø bæredygtige.

Det er jo ren propaganda, som ingen bliver klogere af.

Vi har på det seneste flere gange kigget på omkostningerne i forbindelse med havvind, og her skriver IRENA, at LCOE er faldet drastisk siden 2010, men desværre endte 2024 med en global stigning på 4% i forhold til 2023. I Europa var det meget værre, her steg omkostningerne med 16%, og LCOE ligger nu på 0,08 US$/kWh, svarende til 50 øre/kWh. Rapporten nævner, at en af grundene er de stigende renter:

Et andet aspekt, der har indflydelse på LCOE er omkostningerne til kapital [renter, red.]. Det er en kritisk faktor for investeringstunge teknologier som havvind. Selv når de totale omkostninger til udstyret forbliver stabile, og kapacitetsudnyttelsen af møllerne bliver ved med at stige, kan dyrere finansiering have stor indflydelse på projekternes økonomi. Disse ændringer sætter spotlys på den alt for store indflydelse, som finansieringen har på LCOE, og understreger betydningen af stabile og gunstige investeringsbetingelser, hvis den fortsatte nedadgående tendens i omkostningerne skal opretholdes.

Dvs. at en mere normal rente end det niveau på nul, der hærgede i nogle år, og som mildt sagt var usundt for økonomien, er ren ondskab over for havvinden, og det må politikerne gøre noget ved.

LCOE-prisen på de 50 øre er i øvrigt interessant. I sit Teknologikatalog havde Energistyrelsen i afsnittet om havvind en kurve, der viste beløb på omkring 30 øre/kWh p.t. og udsigt til at de ville falde yderligere til godt 20 øre/kWh inden 2050. Det er jo mildt sagt ikke sådan, det ser ud i virkeligheden med de nye udbudsrunder både i Storbritannien og Danmark, hvor vi snarere er oppe på 80 øre/kWh. Kurven blev da også fjernet fra Teknologikataloget her for nogle måneder siden, og nu giver Energistyrelsen ikke mere noget bud på en LCOE for havvind. Det er jo interessant.

Men inspireret af IRENA’s rapport har en nordmand: Jonas Kristiansen Nøland, skrevet et interessant, men kort og fyndigt opslag på LinkedIn. Han skriver på engelsk, så her kommer det i oversættelse:

LCOE-fortællingen er netop braget ind i virkeligheden. Hvis ”billig” sol og vind virkeligt var nok, så ville den grønne omstilling køre på autopilot. Udledningerne ville falde. Tilskud ville ikke være nødvendige. Elektriciteten ville blive billigere.

Der er bare ikke noget af det her, der sker. Brugen af fossile brændstoffer er stadigvæk stigende, ikke faldende. Hvorfor? Fordi LCOE aldrig var tiltænkt vejr-afhængige elforsyninger. Historisk set blev LCOE brugt af det Internationale Energiagentur (IEA) til planlægning af elsystemer baseret på pålidelig og regulerbar produktion drevet af ikke-vejrafhængige kilder. I dag bliver den samme målemetode brugt til at retfærdiggøre elsystemer, der er domineret af svingende energikilder, der kræver backup, reserver, støttefunktioner og hjælp til fleksibiliteten – omkostninger, som LCOE helt ser bort fra.

Resultatet? Lav LCOE giver alt andet end lave elpriser. Det er præcist hvorfor, en ny rapport fra UNECE nu slår til lyd for, at man opgiver LCOE som et værktøj i planlægningen og erstatter det med et mål for de fulde omkostninger. Systemomkostninger betyder noget. Pålidelighed betyder noget. Fysikkens love betyder stadigvæk noget.

Skulle man ikke pensionere LCOE fra energipolitikken?

UNECE-rapporten, som omtales af Nøland, er en grundig gennemgang af alle problemerne med at udregne de reelle udgifter i forbindelse med en elforsyning. Den gør forsøg på at opnå mere retvisende tal for omkostningerne, og et eksempel er vist her på fig. 1. Her ser man, hvordan den rene LCOE-omkostning for en variabel kilde reelt kun er ca. halvdelen af de samlede udgifter i forbindelse med elfremstillingen.

Fig. 1: LCOE-omkostningerne til venstre (blå), derefter alle de øvrige bidrag før man når det fulde omkostninger, th. (grøn).

Rapporten slutter med at opstille den ideelle udformning af et elsystem, den bliver kaldt ”middagstallerkenen”, se fig. 2, fordi den er en kombination af forskellige teknologier. Målet er helt klart en total udfasning af kul, olie og gas, men sol og vind skal kun dække ca. en tredjedel af forsyningen, resten skal komme fra mere pålidelige og regulerbare kilder.

Fig. 2: “Middagstallerknen til en CO₂-fri energiforsyning: 1/3 sol og vind, 1/3 kernekraft og geotermi og så 1/3 med vandkraft, brint, batterier og gasfyring med CO₂-opsamling

UNECE-rapporten er interessant, men primært fordi den understreger, hvor uhyggeligt svært det er at opstille modeller for omkostningerne ved en elforsyning. Men LCOE i dens rene form duer i hvert fald ikke.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Energinet køber jo masser af balance-el eks.vis fra Norge.
    Det er nødvendigt med svingende elproduktion fra vind og sol.
    Det går jo for så vidt meget godt.
    Forventet omkostning på ca. 3 milliarder i 2026.
    Nok en af de “skjulte” omkostninger som Søren Hansen ofte påpeger.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*