Censur i EU

Vi har flere gange beskæftiget os med forskningen i klima-misinformation, senest fra noget, der kalder sig IPIE, der udsendte en rapport sidste sommer. Men EU kan også være med, her skal omtales et bidrag fra HEAT, Harmful Environmental Agenda and Tactics, (”Skadelig miljø-dagsorden og taktik”). HEAT er et samarbejde mellem et privat foretagende og et obskurt EU-kontor. Man har nu sat sig for at kigge efter misinformation på tre udvalgte medier, X, Telegram og Facebook, og med fokus på tre lande: Tyskland, Frankrig og Holland. Bidragene er indsamlet ved hjælp af computere i tiden oktober-2024 til april 2025 og efterfølgende analyseret.

Rapportens udgangspunkt tegnes klart op:

Klimaforandrings-misinformation forbliver en af de værste trusler mod faktabaseret politik, miljøledelse og demokratisk modstandsdygtighed i EU. I takt med at klimapolitikken vokser i skala og ambitionsniveau, så bliver den i stigende grad genstand for målrettede informationskampagner, både i udlandet og hjemme, med det formål at forsinke klima-handling, nedbryde tilliden til de demokratiske institutioner og skabe splid i offentligheden.  

I rapporten kigger man på fire fænomener, der kan føre til misinformation.

1. Konspirationsteorier
2. Kulturkrige og afvigende holdninger
3. Fjendtlige fremmede magter
4. Store olieselskaber.

Konspirationsteorier drejer sig f.eks. om geoengineering eller HAARP, hvor nogen tror, at onde mennesker forgifter hele atmosfæren med flystriber, ændrer klimaet og har til formål at udrydde menneskeheden. De trives side om side med myter om covid-vaccine m.v. De fylder godt i medielandskabet, men dem vil vi ikke komme nærmere ind på her.

HEAT-rapporten er noget skuffet over, at der ikke rigtigt kunne påvises nogen indflydelse fra olieselskaberne i nogen af de tre undersøgte lande.

Mht. ondsindede fremmede magter, mener man at kunne finde noget russisk propaganda, og skjult påvirkning, men heller ikke her er der så meget bid.

Der er absolut mest kød på selve klimabenægtelsen, den praktiseres i alle tre lande, med Clintel i Holland og EIKE + Vernunftkraft i Tyskland som nævnte misdædere. Rapporten konstaterer, at rendyrket klimabenægtelse er blevet mere sjælden, til gengæld udtrykkes en stigende skepsis overfor den grønne omstilling.

I det følgende kigger vi nærmere på afsnittet om Tyskland, det er det mest omfattende, og nok også det, vi her i Danmark har bedst kendskab til. Debatten i Frankrig er vist generelt mindre indholdsrig, og i Holland er man tilbøjelige til at blande hele kvælstof-situationen ind i sagen. 

Fig. 1 viser alle opslagene inden for kategori 2 ovenfor, opdelt i underkategorier: ”Underminering af klimavidenskaben og konsensus”, ”angreb på grøn politik og den grønne omstilling” og “populistisk anti-elite og konspirationsbudskaber”. Hertil kommer et udefineret “andre”.

Undermineringen af klimavidenskaben var det hyppigst forekomne tema, her afviser man den videnskabelige konsensus om menneskeskabte klimaforandringer og beskriver CO₂ som harmløs eller endda nyttig. Institutioner som IPCC bliver beskrevet som politisk korrupte eller beskæftiget med overlagt misinformation. Undermineringen består også i at ligestille fagfællebedømt forskning med pseudovidenskab.

Om angrebet på den grønne omstilling hedder det:

Disse fortællinger gik imod Tysklands grønne omstilling (Energiewende), CO₂-fri opvarmning af boliger og CO₂-afgifter, og fremstillede dem som trusler mod økonomisk stabilitet, industrien og arbejderklassens levevilkår. Fortællingen understregede frygten for stigende omkostninger, tab af arbejdspladser og mangel på energi – ofte pakket ind i populistiske vendinger, der beskrev klimapolitikken som noget, der kom fra eliten og var umulig i praksis eller socialt uretfærdig.

Rapporten beskriver, hvordan aktiviteterne nåede deres højdepunkt mellem januar og marts måned 2025, pga. energimangel om vinteren og derefter kom der en ny top i forbindelse med det store strømsvigt i Spanien/Portugal i april måned, det blev misbrugt til at så tvivl om energiforsyningens pålidelighed.

Vi får at vide, at ”klimabenægtelsen” ofte bestod i at stille spørgsmål ved den videnskabelige baggrund for klimaforandringerne, bl.a. ved at pege på historiske ændringer i klimaet. Det bliver nævnt, at en del af agitationen tydeligvis stammer fra den yderste højrefløj, repræsenteret ved det ikke-stuerene AfD. Til gengæld er klimabenægterne hårde ved det Grønne Parti, med superstjernen Robert Habeck. Rapporten fortsætter:

En central del af fortællingen var de økonomiske følger af klima-omstillingen. Der blev nævnt lukninger af fabrikker, stigende energipriser og et ustabilt elnet som beviser på afindustrialiseringen. Især blev lukningerne af Folkevogns-fabrikkerne et magtfuldt argument for, at den grønne omstilling satte fart på nedgangen i industrien og truede Tysklands erhvervsliv. Historier om ”Dunkelflauten” steg voldsomt i omfang, jfr. fig. 2, i slutningen af 2024, og ofte blev der agiteret for en tilbagevenden til kul og kernekraft som ”rationelle” alternativer. Disse fremstillinger gør fossile brændstoffer acceptable igen, mens de maler et billede af CO₂-reduktioner som udtryk for overdreven ideologi, ude af trit med almindelige menneskers bekymringer.

Rapporten konkluderer, at HEAT-projektet bekræfter, at misinformationen har udviklet sig fra traditionel videnskabs-benægtelse og til en grundlæggende trussel mod demokratiet, miljøstyring og tillid blandt folket. I stedet for bare at erklære sig imod klimavidenskaben, sigter den nye bølge af misinformation på grundlaget for, hvordan klimapolitik bliver fastlagt, diskuteret og sat i værk.

Det er store ord, men de afsluttende anbefalinger fra HEAT’s side er lidt spage. Primært drejer det sig om, at alle de sociale medier bør have faktatjek lige som Facebook, og så skal der naturligvis iværksættes noget mere EU-bureaukrati.

Igen må man beundre den totalt blinde tro, der ligger bag en rapport som denne. Ikke kun klimavidenskabens forudsigelser om global opvarmning og klimaforandringer skal man acceptere, men man skal også klippefast have tillid til, at alt, hvad der foregår af grøn omstilling, er hævet over enhver tvivl. Var der slet ingen af rapportens forfattere, der havde bare den mindste tvivl om alt det her?

Tysklands Energiewende er jo så åbenlyst ved at ende i noget meget tvivlsomt, men man må ikke give udtryk for den mindste skepsis mht. politikkens og løsningernes ufejlbarlighed. Det kunne være sjovt for Tysklands vedkommende at se, hvad en professor Fritz Vahrenholt eller en Dr. Lars Schernikau ville have at sige til dette her. Man skal lede længe efter mere kvalificerede kendere af det tyske energisystem. Men er deres bøger og artikler også bare udtryk for ”misinformation”?