Klima i Medier, Klimarealisme i medierne

Våde klimadrømme

Avisen The Guardian fra England er totalt fortabt i troen på klimakrisen og nødvendigheden af hurtig grøn omstilling. Det har visse konsekvenser for Danmark, fordi de danske medier sætter stor pris på ukritisk at videreformidle budskaberne fra The Guardian til deres sagesløse læsere eller seere.

The Guardian er ikke i tvivl om, at vi står i den alvorligst tænkelige situation mht. klimaet, men i praksis kan det være svært at få øje på nogen større problemer. Generelt trives Verden, høstudbytterne er gode og størstedelen af menneskeheden nyder godt at en levestandard, der er helt uden fortilfælde.

Men det går jo ikke, og derfor går bestræbelserne nu ud på at finde alt det negative, man kan, vedr. vejret rundt omkring på Jorden. Og der er jo altid områder, der bliver ramt af tørke eller af kraftigere regn, der måske ligefrem fører til oversvømmelser og tilhørende ødelæggelser. De hændelser har imidlertid altid forekommet på Jorden, det bevidner de gamle historiske beretninger om i hobetal. Så kunsten er nu at få det til at se ud som om, at situationen er blevet værre, og at forværringen skyldes de menneskelige CO2-udledninger.

Det er der en hel industri inden for klimaforskningen, der er beskæftiget med, og et af begreberne er de såkaldte ”piskesmæld” (whiplash), der indebærer hurtige skift f.eks. mellem tørke og kraftig regn. The Guardian havde en artikel herom, garneret med kurver og så selvfølgeligt billeder af folk, der er ramt af tørke eller oversvømmelser. The Guardian skrev:

Klima-piskesmæld rammer allerede storbyer over hele Jorden, og medfører dødbringende sving mellem ekstremt vådt og tørt vejr i takt med at klimakrisen bliver mere alvorlig, har en rapport afsløret. Rapporten har analyseret de 100 mest befolkningsrige byer … og fandt, at 95% af dem viste en klar udvikling i retning af vådere eller mere tørt klima.

Fig. 1 viser et eksempel på sådanne kurver, der skal vise, hvordan det er blevet meget værre i fire byer.

Fig. 1: Udviklingen i nedbør de seneste godt 40 år i fire storbyer. “0” er middeltallet.

Data går imidlertid kun godt 40 år tilbage i tiden, det er en kort periode, og det er reelt svært at kunne konstatere nogen statistisk synlig udvikling over den periode. Hertil kommer, at den type ændringer over kortere perioder let kan være et resultat af de store havsvingninger, f.eks. PDO eller AMO, der jo svinger over 60-70 år.

The Guardian fortsatte:

Analysen viser det klimakaos, der bliver påført byerne af menneskeskabt global opvarmning. For lidt eller for meget vand er skyld i 90% af alle klima-katastrofer.

Stigende temperaturer, drevet af forurening fra fossile brændstoffer, kan forværre både oversvømmelser og tørke, fordi varmere luft kan optage mere vanddamp. Det betyder, at luften kan opsuge mere vand fra jorden i varme og tørre perioder, men også udløse mere intens nedbør, når regnen kommer.

Her fik vi lige hamret troen på plads vedr. menneskets forfærdelige ugerninger, suppleret med en rigtig høkerforklaring på hvorfor tingene har udviklet sig, som det hævdes. Det er meteorologi og klimavidenskab på staveplade-niveau. Men The Guardian kan ikke dy sig for at trække en af de efterhånden gamle cirkusheste af stalden:

De brutale naturbrande i Los Angeles i januar 2025 var et eksempel på en enkelt piskesmæld-begivenhed, med en våd periode, der fremmede væksten af planter, der derefter fungerede som brændstof til branden, da varmt og tørt vejr fulgte efter. Sådanne begivenheder bliver mere hyppige pga. menneskeskabt global opvarmning.

Ikke er ord om, at Californien normalt har skiftevis våde og tørre perioder, og at brandrisikoen til stadighed er der. Katastrofens omfang i Los Angeles var primært et resultat af manglende forebyggende tiltag og pinligt ringe forberedelser til håndtering af en brand.

Her for nyligt brillerede The Guardian så med en ny artikel, denne gang om truslerne mod Verdens fødevareforsyning. Den er tilsyneladende ikke baseret på en konkret videnskabelig artikel, men er derimod resultatet af tre The Guardian-medarbejdere, der på egen hånd har flikket data sammen.

Artiklens hovedbudskab er vist på fig. 2. Her ser man, hvordan det globale udbytte af en række nøgle-afgrøder har været støt stigende frem til nu. Men derefter tager computermodellerne over, og allerede fra 2026 vil udviklingen vende – for alle fire afgrøders vedkommende!

Fig. 2: The Guardians bud på høstudbytterne for hhv. majs, ris, hvede og sojabønner, 1960-2024 og fremskrivninger (stiplede linjer) til år 2100.

The Guardian skriver:

Eksperter har advaret om, at Verdens evne til at brødføde sig selv er truet af det ”kaos” med ekstremt vejr fremkaldt af klimaforandringerne.

Høstudbytterne er vokset enormt i løbet af de seneste få årtier. Men nu dukker advarselssignaler op i takt med, at kurverne for udbytterne flader ud, og giver advarsler om, at mulighederne for effektiviseringer nu er opbrugt og virkningen af klimaforandringerne slår igennem.

Man har således brugt modeller, der ikke forudser yderligere teknologisk udvikling, og så naturligvis RCP8.5-scenariet med de urealistisk høje CO2-udledninger, det er jo det, der giver mest smæk for skillingen. The Guardian:

Eksperter har advaret om, at i scenarier med høje udledninger [RCP8.5, red.] kunne de fremtidige høstudbytter blive reduceret med en fjerdedel.

Det skyldes primært at ekstreme vejrbegivenheder vil skabe ødelæggelser i landbruget. I løbet af bare de to seneste år har stigende antal ekstreme tilfælde, som et resultat af global ”mærkeliggørelse”, haft en virkning på landbruget med vilde udsving i regnmængderne, der hænger sammen med et antal rekordlave høstudbytter.

”Mærkeliggørelsen” (eng. weirding) er netop udtrykt ved flere tilfælde af ”piskesmæld”. Der tales om lokalområder med nedsatte høstudbytter, men sådanne har vi jo hvert eneste år, og stadigvæk var høsten globalt i 2025 rekordstor.

En ekspert bliver så citeret for følgende guldkorn, hvor troen bekræftes en gang til:

”Noget af det bedste, vi kan gøre, er at nedbringe CO2-udledningerne.”

Eric Worrall fra WUWT har følgende tørre kommentar til fig. 2:

En graf med et forudset knæk som denne her ville blive grinet baglæns ud af lokalet i en naturfag-klasse i gymnasiet.

Worrall peger på en videnskabelig artikel, der for ca. 6 måneder siden behandlede fremtidens forventede fødevareproduktion. Den kiggede vi på her, og også i den omgang var det en kombination af RCP8.5 og så kolossale usikkerheder på tallene, der førte frem til noget, der kunne ramme mediernes overskrifter.

Og i sidste ende er det overskrifterne, det gælder og ikke et ønske om at gøre menneskeheden klogere.

Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Det er ikke kun DR der kører i dette spor. Stort set alle nyhedsmedier i Danmark er en del af klimakirken og de viderebringer ukritisk alarmismen til befolkningen.

  2. Jan Williams

    DR er stor ynder af citere fra Guardian, et mediehus som jo for nogle år siden så en forretningsmæssig fordel ved fremover at bruge ordet “klimakrise” uanset hvad de skrev om mht. vejret.

    Det vil være uhyre morsomt, hvis ikke det var så tragisk, for hvis det bare var Guardians læsere der blev forført af mørke tanker, så var det jo til at leve med, men når DRs journalister, som åbenbart er for dovne til at tjekke hvad de hiver hjem af nyheder, blot viderebringer hvad de fodres med, så kan man blive helt forstemt. Ja, jeg har for mit eget vedkommende, blot for få fred for de latterlige postulater, virkelig, og jeg mener virkelig, tonet ned for hvad DR for lov til at plage mig. Kort sagt er det ved at være sjældent jeg åbner for deres vrøvl.

    Men ved et uheld kom jeg i dag til at læse to af deres budskaber, og den ene var at gulerødderne grundet fremtidens store vejrskifte mellem kulde og varme, og vice versa, vil få vanskelige dyrknings forhold fremover. De to pågældende journalister, der i ufattelig visdom havde stået for historien, aner åbenbart ikke det mindste om gulerødder, herunder det, at denne glimrende rodfrugt oprindelig stammer fra Afghanistan og hvor temperaturen på et døgn kan skifte 20 grader, og i øvrigt er hamrende nøjsomme mht. dyrknings forhold.

    Det andet var et budskab fra i dag om sol og vind i EU havde overhalet fossile brændsler mht. til elproduktion, og fint nok. Men klikkede man ind på artiklens fine kort var der nogle “faktabokse”, og hvor én eksempelvis drejede sig om Finland hvor vindkraft var i fremmarch, men ikke et ord om at Finland havde taget en nyt kernekraft reaktor (OL3) i brug og som gør at man har en stabil og billig elforsyning i Finland. Faktaboksene er i øvrigt nærmest at betragte som reklameindslag for Vestas og solceller, og hvor sidstnævnte betegnes som billig energi, men ikke et ord om, at de på vores breddegrader er tæt på at være til grin mht. elproduktion på den her tid af året.

    Tyskland? Ja de har virkelig installeret solceller og vindmøller, men det har jo bragt dem i den situation, at landet er blevet EUs største importør af elektricitet, og denne import kommer fortrinsvis fra Frankrig, som jo ikke har været så ubegavet, at de har lukket deres kernekraftværker. Ikke et ord om elimport, og ikke et ord om at Tysklands industri er på fallittens rand grundet høje energipriser. Håbløst at DR er forfaldet til at være et decideret mediehus, et mediehus som er reduceret til blot at viderebringe tom propaganda.

    • Hans Henrik Hansen

      “Håbløst at DR er forfaldet til at være et decideret mediehus, et mediehus som er reduceret til blot at viderebringe tom propaganda”

      – helt enig…godt skrevet! 👍

    • claus beyer

      Helt enig. Jeg hørte også indslaget om, at sol og vind havde overhalet fossile brændsler mht elproduktion, og tænkte mit. Endnu en gang en halv sandhed, hvor man overhovedet ikke interesserer sig for konsekvenser eller blot et lidt større og mere retvisende billede af situationen. Det er mig ubegribeligt, at DR skal være en stor reklame for Vestas. At de får lov til at komme med så misvisende oplysninger, som enhver anden reklamefabrik ville få store bøder for, er ubegribeligt. Når Tyskland fremhæves uden at gøre opmærksom på, hvor vanvittig høje elpriserne i det land er grundet deres “grønne” afvikling af industrien, så er det ren propaganda for vindmøllebranchen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*