Ministerielt bedrageri

Næppe var blækket tørt på artiklen, der refererer den britiske grønne omstilling og dens katastrofale konsekvenser, før Paul Homewood vendte tilbage med et nyt kapitel til den sørgelige beretning. Denne gang er det britiske energiministerium, DESNZ, virkeligt i hopla, fordi det er lykkedes at indgå differencekontrakter på ikke mindre end 8,4 GW havvind, nok til at forsyne 12 millioner husstande!

Den britiske udbygning var ellers halvvejs gået i stå efter et par mere eller mindre mislykkede udbudsrunder, men nu kører det igen på skinner, med den 7. runde, AR7.

Vi får i ministeriets pressemeddelelse at vide, at de 8,4 GW havvind vil blive leveret til priser, der er 40% lavere, end hvad nybyggede gasfyrede kraftværker ville kunne præstere.

Ny gaskraft vil levere til 147 pund pr. MWh, hvor de aftalte beløb for vindmøllestrømmen i 2024-priser er lige knap 91 £/MWh, svarende til omkring 80 øre/kWh.

De nye parker skal ligge ud for kysterne i England, Skotland og Wales. Man noterer sig, at Ørsted ikke er blandt byderne, men det er derimod RWE, der jo også står for Thor vindmølleparken i Nordsøen.

Homewood er ikke bleg for at kalde pressemeddelelsen for rent bedrageri. Han lægger ud med at citere fra det samme ministeriums oplysninger om priser på de forskellige former for elproduktion. Her finder man (på s. 33) diagrammet vist her som fig. 1. Her vises de udjævnede omkostninger pr. MWh strøm (LCOE) for forskellige teknologier. Af interesse for vores sag er et gaskraftværk, der får lov til at køre næsten kontinuerligt, her udtrykt som 93% af tiden. Det giver en omkostning pr. MWh på 109 £. Men heri er inkluderet en CO₂-afgift på hele 41 £, en udgift, der er en ren politisk beslutning, og som man kunne skrotte i morgen. Tilbage har vi så 68 £/MWh – knap 60 øre/kWh, hvilket sjovt nok er tæt på markeds-elprisen i Storbritannien.

Og havvindens pris er i 2024-pund, der er allerede indtrådt noget inflation, så vi er oppe på ca. 95 £/MWh allerede nu. Hvor tallet på en 40% besparelse i forhold til gaskraftværkerne stammer fra, henstår i det uvisse, så skulle kraftværkernes strøm jo som nævnt koste op imod 150 £/MWh.

Og så ser man bort fra, at der slet ikke er brug for så mange nye gaskraftværker, man kunne jo bare vælge at køre videre med de eksisterende, og så er udgiften reelt kun brændstoffet + lidt drift og vedligehold.

Faktum er, at gaskraften maksimalt vil koste ca. 70% af de nye havvindpriser, og i realiteten meget mindre. Markedsprisen for elektricitet er p.t. omkring 74 £/MWh, og det betyder, at differenskontrakterne vil give vindmølleejerne ca. 20 £/MWh ekstra. Det er et gennemsnitstal så det dækker for hver eneste MWh, der produceres. Det kommer til at løbe op for den britiske statskasse. Tabel 1 viser, hvor meget de årlige omkostninger forventes at blive i tiden fremover. Fra 2032 er alle de nye vindmøller i drift, og da er den årlige udgift knap 1,8 mia. £, og de skal betales i hvert af de efterfølgende 20 år. En samlet udgift på ca. 35 mia. pund, eller 300 mia. danske kroner. Det er for 8,2 ud af de 8,4 GW. I Danmark var regeringen klar til at støtte 3 GW med i alt 55 mia. kr. hvilket ville give ca. 150 mia. kr. Så det ser ud til, at vi får havvinden til halv pris sammenlignet med briterne. Men forskellen kan meget vel delvist skyldes at fordelingerne af investeringerne mellem mølleejere og energinettet er forskellig i de to tilfælde.

Der blev også udbudt flydende havvind, kun en mindre mængde, men her endte man på en differencekontrakt-pris på hele 216 £/MWh – det svarer til 1,86 kr./kWh! Her er der kun tale om knap 200 MW, men eventyret kommer til at koste de britiske skatteydere 133 mio. £ årligt fra 2032, jfr. tabel 2.

I Storbritannien har man erkendt, at der ikke er plads nok tæt ved kysterne til de fremtidige stærkt ambitiøse udbygninger med havvind. Derfor vil en stor del af de kommende havvindparker bestå af flydende møller. Men det ser så ud til, at briterne skal forvente en fremtidig elpris i nærheden af de 2 kroner pr. kWh (før skatter, afgifter og tariffer). Det vil medføre en alvorlig forarmelse af samfundet. Men det er vist noget, den “netto-nul”-forblændede regering nægter at se i øjnene.