CO₂-fangst – når klima bliver dyr symbolpolitik

Anledningen til dette indlæg er Lars Schernikaus glimrende opslag: “Carbon” Capture Utilization & Storage (CCUS) – The Unpopular Truth (“‘Kulstof’-opsamling, Anvendelse og Lagring (CCUS) – Den Upopulære Sandhed”).

Det er en nøgtern, veldokumenteret og befriende usentimental gennemgang af en teknologi, som i den politiske debat ofte omtales, som om den allerede er løsningen på vores klimaproblemer. Det er den ikke.

Anledningen til dette indlæg er samtidig helt konkret og dansk: I Danmark ser det nu ud til, at kun én aktør overhovedet overvejer at byde på de massive statslige CCS-midler – nemlig Aalborg Portland. Og selv her er der betydelig tøven. Når selv den mest oplagte industrielle kandidat er usikker på, om projektet giver mening, bør alle alarmklokker ringe.

Resumé af blogindlægget

Blogindlægget gennemgår CCUS-teknologiens historik og faktiske resultater. Hovedpointen er enkel og veldokumenteret:

• CCUS har været diskuteret og støttet i årtier, men den globale effekt er forsvindende lille i forhold til verdens samlede CO₂-udledninger.
• De mængder CO₂, der faktisk er blevet “fanget”, er ofte ikke permanent fjernet, men anvendt til olieudvinding, som efterfølgende giver nye udledninger.
• Teknologien er ekstremt energikrævende, hvilket betyder, at man i praksis bruger store mængder ekstra energi for at håndtere et problem, man allerede selv har skabt.
• Uden massive og vedvarende subsidier er CCUS økonomisk ikke bæredygtig. Markedet efterspørger den ganske enkelt ikke.

Indlægget konkluderer, at CCUS i dag primært eksisterer som en konstrueret politisk fortælling, ikke som en fungerende klimaløsning i skala.

3. Klimarealistiske betragtninger

Lad os tale lige ud af posen.

CCUS er ikke dyr “i forhold til noget”. Den er dyr i absolut forstand – og langt dyrere end den skade, den påstås at afhjælpe. Når man bruger flere tusinde kroner på at fjerne ét ton CO₂, mens de samfundsøkonomiske skadesomkostninger ved dette ton er langt lavere, er der tale om ren værdiforringelse.

Derfor bør der gælde én jernhård klimarealistisk regel:

Ingen CO₂-reduktion må koste mere end 750 kr. pr. ton.

Alt over dette er ikke bare ineffektivt – det er samfundsskadeligt. Pengene kunne have været brugt på sundhed, uddannelse, forskning, infrastruktur eller teknologier, der faktisk virker.

Den danske situation illustrerer problemet krystalklart. Når det statslige CCS-udbud ender med måske kun én industriel aktør tilbage – og endda én, der tøver – så er det ikke et tegn på “ambitiøs klimapolitik”. Det er et tegn på, at markedet har gennemskuet regnestykket.

CCUS er i praksis et forsøg på at:

• grave et meget dyrt hul i jorden,
• fylde det med CO₂,
• og samtidig fylde den politiske debat med moralsk selvtilfredshed.

Det er symbolpolitik forklædt som teknologi. Det får beslutningstagere til at føle sig gode – men det gør hverken klimaet, økonomien eller samfundet rigere.

Konklusion

CCS har ingen plads i en rationel energi- og klimapolitik. Klimapolitik uden økonomisk realisme er ikke grøn. Den er bare dyr – og dum.