Paul Homewood fra hjemmesiden Not a Lot of People Know That har igennem længere tid fulgt udviklingen i den britiske grønne omstilling. Den nuværende Labour-regering blev indvalgt for 1½ år siden, måske ikke så meget fordi vælgerne syntes om Labours politik, men de ville for enhver pris af med den gamle premierminister Rishi Sunak. Det får de nu i større og større grad grund til at fortryde, fordi specielt på klima-området har Labours politik vist sig at være katastrofal.
Energiministeren hedder Ed Miliband og er i brede kredse kendt som Mad Miliband (”Gale Miliband”). Energiministeriet er kendt under bogstavforkortelsen DESNZ. Undertegnede får som gammel historienørd tankerne drejet over i retning af noget nazistisk, men forkortelsen står imidlertid for Department for Energy Security and Net Zero (”Ministeriet for energi-sikkerhed og netto-nul”).
Og det viser sig hurtigt, at netto-nul betyder meget mere end energisikkerheden. Ed Miliband ønsker som et delmål, at elforsyningen allerede i 2030 er 95% CO2-fri, så der er stor travlhed på alle fronter. Der er kul- og gaskraftværker, der skal lukkes, folk skal have installeret varmepumper i deres hjem i rekordtempo, og så skal alle naturligvis jages ud af deres benzin- og dieselbiler og over i batteri-køretøjer.
Samtidigt er den britiske produktion af olie og gas i Nordsøen blevet ramt af så mange restriktioner, at de leverede mængder af brændstoffer falder drastisk fra år til år, og der er i princippet stop for enhver ny efterforskning.
Storbritannien har haft en betydelig udbygning med solceller og (især) havvind. Vindmøllerne er fortrinsvis opstillet i havene omkring Skotland, på øde steder, hvor ingen inde ved kysten kan aftage de store mængder af variabel strøm. Det har knebet gevaldigt med at komme af med elektricieten, fordi der mangler forbindelseskabler sydpå mod de store industriområder i Midtengland. Resultatet er, at store mængder vindmøllestrøm ikke kan aftages, ejerne bliver bedt om at stoppe deres produktion, men de får en rundhåndet kompensation for tabene i indtægter.
Britisk havvind blev for år tilbage kraftigt støttet af staten med de såkaldte differencekontrakter (Contracts for Difference, CfD) hvor de garanterede priser pr. leveret kWh var langt højere end markedsprisen på el. Staten dækkede forskellen. I tiden 2020-2022 blev man dog svært optimistisk og tilbød meget lavere CfD-priser. Men resultatet var så, at ingen ville byde. I flere omgange har regeringen tilbudt forhøjede beløb, og det bliver spændende, om nogen investorer vil bide på, næste gang der er auktion her i 2026. Konsekvensen er imidlertid allerede nu, at den forventede udbygning med havvind er alvorligt bagude i forhold til netto-nul-planerne.
Argumenterne for den grønne omstilling er de samme, som vi hører her i Danmark, sol og vind skal gøre os ”uafhængige” af importeret energi – især fra Rusland. Det skulle også give lavere elpriser. Det har så selvfølgeligt vist sig i Storbritannien, ligesom her i DK, at sol og vind kræver en komplet backup fra andre kilder, og her bruger briterne deres resterende gaskraftværker og en håndfuld kernekraftværker. Gaskraftværkerne alene leverer ca. en tredjedel af elforbruget. Ved siden af importerer man strøm i store mængder, primært fra Frankrig, men også en sjat fra Danmark. Situationen fungerer lige akkurat p.t., men i hvert fald tolv af gaskraftværkerne er gamle, og man har forsømt det nødvendige vedligehold i mange år. Det er tvivlsomt, om de vil kunne køre videre frem til 2030. Otte ud af ti kernekraft-reaktorer er allerede planlagt nedlukket inden for få år. Sagkundskaben advarer om, at allerede før 2030 kan Storbritannien komme i den situation, at man bliver nødt til at rationere strømmen, f.eks. ved planlagte rullende strømafbrydelser. Så der skal ske noget drastisk inden for kort tid, men det, der bør ske, er det stik modsatte af, hvad Miliband drømmer om.
Miliband er fortsat fokuseret på CO2-reduktionerne, men eksperter advarer om, at opfyldelsen af alle de flotte klimamål let kan blive 10-15 år forsinket. Milibands reaktion har så været, at foreslå nye store statstilskud til udbygningen med solceller og vindmøller. Der tales om 1 milliard pund ekstra støtte pr. år, som skal betales af elkunderne.
Miliband har også gjort en stor indsats for at få flere solcelleparker opstillet, p.t. har Storbritannien 18 GW, men drømmen er at forøge kapaciteten til hele 47 GW inden 2030. De vil så fylde et areal på 100.000 hektarer eller 1000 kvadratkilometer, et område svarende til det meste af Lolland.
På transportområdet kniber det med salget af batteribiler, for 2025 var der et mål for markedsandelen på 28%, men man endte på 23%. Året før gik det også galt. Og det på trods af, at regeringen giver tilskud pr. batteribil på 11.000£ (ca. 100.000 danske kroner), hvilket har kostet statskassen 5 milliarder pund indtil videre. De britiske bilfabrikker bliver i tilgift straffet med bøder, hvis der bliver solgt for få batteribiler og bøderne er allerede løbet op i 2,1 mia. pund.
Til gengæld har regeringen spillet ud med nye regler for vare- og lastbiler. De skal også elektrificeres hurtigst muligt, og benzin- og dieselkøretøjer skal været helt væk allerede i 2040. P.t. er der ca. 535.000 last- og varebiler i Storbritannien og heraf kører 500 på batterier. Så der er lang vej. Nu foreslår regeringen imidlertid, at den vil bruge 18 millioner pund i støtte til at gøre batteri-lastbilerne billigere, hvor hjælpen pr. bil kan nå op på 120.000£. Det er jo fyrsteligt. Pengene vil række til at hjælpe med indkøbet af ca. 180 batteribiler. Der er langt til de 535.000….
Ifølge netto-nul-planerne skulle der installeres 600.000 varmepumper årligt i de elendigt isolerede britiske hjem. Det blev i første halvdel af 2025 kun til 30.000, så det går langsomt. Til gengæld har staten givet rundhåndet tilskud, og det kostede i Milibands første år i stolen 700 mio. pund, godt 6 milliarder danske kroner.
Gode mennesker har forsøgt at beregne, hvad opnåelsen af målet med netto-nul over de næste 25 år vil koste det britiske samfund, og man er nået frem til et beløb på 4,5 billioner pund, svarende til godt 40.000 milliarder danske kroner. Og det tal er formentligt i den lave ende. IEA har således lagt tallet 7,6 billioner pund frem, hvilket Miliband naturligvis har afvist.
Storbritannien lider allerede kraftigt under de stigende priser på elektricitet, og dele af den energikrævende industri er enten lukket eller overlever kun på ekstraordinære statstilskud. Der har været et stort tab af arbejdspladser – bl.a. fordi alle de lovede ”grønne” jobs aldrig dukkede op. Hvor meget personale skal der bruges til at holde en solcellepark kørende?
Det britiske samfund er ved at køre i grøften. Mon det lykkes for nogen at få smidt Gale Miliband ud og vendt skuden, inden det er for sent?
Danish
Netto Nul IQ