Normalt får vi at vide, at klimavidenskaben er afgjort. Temperaturen og klimaet var stabile i årtusinder, indtil menneskeheden for alvor begyndte at bruge kul, olie og gas, og derved gav anledning til en kraftig vækst i atmosfærens indhold af drivhusgassen CO2. Begivenhederne tog deres begyndelse omkring 1850 og siden da er CO2-indholdet steget med ca. 50%, fra 280 til 420 ppm. Den forøgelse har så medført en stigning i den globale temperatur på omkring 1,2 grader celsius, og det har medført ”klimaforandringer” i form af mere eller mindre sne, regn, solskin, orkaner osv., osv.
Utallige forskningsartikler udsendes hver måned, hvori dette budskab bekræftes. Som oftest består videnskaben primært i kørsler med computermodeller, der til stadighed bekræfter sammenhængen mellem temperatur og CO2. Det postuleres, at CO2 er den eneste faktor, der har betydning for den globale temperatur, og temperaturen har nøje fulgt det stigende indhold af CO2 i atmosfæren. Det har så krævet, at de globale temperaturkurver for de seneste snart 200 år bliver justeret passende, så de flugter med budskabet.
Men ved siden af den larmende propaganda udsendes der en lind strøm af videnskabelige artikler, hvor konklusionerne ikke flugter med budskabet her. I det følgende vil vi omtale et par eksempler.
En forsker ved navn B. Bhatta har offentliggjort en artikel hvor fokus er på udviklingen i temperatur over de seneste 200 år. Arbejdet er baseret på de globale data for temperaturmålinger fra vejrstationer over hele Jorden. Her har Bhatta udvalgt knap 1000 stationer, der har eksisteret og målt igennem mange år, med start før år 1900 og helst frem til 2020. Stationernes placering er vist på fig. 1, man ser, hvordan langt de fleste er placeret i USA, men der er stationer fra i alt 29 lande.
Bhatta gør meget ud af at sikre, at data er pålidelige og repræsentative, men derefter sammenstiller han de fundne temperaturændringer med den sammenlagte mængde af CO2 udledt af menneskeheden i perioder med ensartet længde siden 1857. Fig. 2 viser et eksempel, hvor længden er 42 år.
Her ser man hvordan temperaturen steg kraftigt tilbage i de to perioder 1857-1898 og 1899-1940, mens bidraget til atmosfæren af CO2 fra vores udledninger var ganske beskedent. I perioden 1941-1982, steg CO2-tilførslen betragteligt, men samtidigt var der et fald i temperaturen. I den seneste periode (1983-2024) steg temperaturen igen, samtidigt med at CO2-udledningerne for alvor tog fat. Men temperaturstigningen er her mindre, end den var i perioden 1899-1940.
Konklusionen er for Bhatta helt klart, at der ikke er nogen snæver sammenhæng mellem stigningen i atmosfærens CO2-indhold og temperaturstigningen, snarere tværtimod. Derfor kan CO2 ikke været den væsentligste faktor i udviklingen af klimaet.
En anden artikel, C. Park et al., kigger på de seneste 20 år med fokus på energibalancen i atmosfærens top. Hvis Jordens temperatur skal forblive konstant, skal der være balance her, således at der udstråles lige så meget energi, som der kommer ind fra Solen. Solens stråler er som bekendt mest i form af synligt lys. Det vil uhindret trænge igennem atmosfærens luft og ramme jord- eller havoverfladen, der derefter varmes op. Imidlertid vil partikler i luften – eller skyer – føre til, at en del af sollyset kastes tilbage i rummet, inden det når jorden, og derved bidrager det ikke til opvarmningen.
Planeten slipper derefter af med varmen igen primært i form af varmestråling, og her er det, at drivhusgasserne tilbagekaster noget af denne stråling og giver højere temperaturer på jorden end der ellers ville have været. Det er jo heldigt nok, fordi drivhuseffekten, primært fra vanddamp suppleret med et mindre bidrag fra CO2, sikrer, at temperaturen her hos os ligger på passende 15 grader i stedet for de minus 18 grader, der ville være uden drivhuseffekt.
Den globale opvarmning, som vi har haft i de seneste 20 år, kan nu være et resultat af atmosfærens støt stigende CO2-indhold, men den kan også skyldes, at der er kommet færre partikler i atmosfæren, eller at skydækket er blevet mindre.
C. Park et al. har nu kigget på satellitmålinger af ind- og udgående stråling siden 2002. Det giver ganske interessante resultater. Den seneste varmetop i 2023-24, som anses for at være svær at forklare, har man foreslået, kan tilskrives de ændrede regler for skibsbrændstof, som har medført en kraftig reduktion i forureningen med svovl og partikler. Så det er også menneskenes skyld. Men C. Park et al. finder, at mængden af partikler på den Nordlige Halvkugle, hvor størstedelen af skibstrafikken findes, rigtigt nok er faldet, og dermed er mængden af sollys, der rammer overfladen blevet større. Til gengæld har udviklingen på den Sydlige Halvkugle været omvendt, her ser det ud til, at der er kommet flere partikler, og disse henfører forfatterne til naturbrande og så det store Hunga Tonga-vulkanudbrud i 2022.
Fig. 3 viser resultaterne for de forskellige bidrag til strålingsbalancen og man ser, at der rigtigt nok har været et nettobidrag af energi til Jorden, men det består af positive bidrag fra faldende skydække og stigende tilbagekastning af lys fra jordoverfladen (f.eks. fra ændringer i plantevæksten eller ændret snedække – den såkaldte albedo) + et par små bidrag. Drivhuseffekten har derimod faktisk været let faldende, således at mere varmestråling er sluppet ud til verdensrummet.
Artiklen sammenligner de her opnåede resultater med et udvalg af klima-modelkørsler, og her ser man igen et eksempel på, at modellernes resultater ikke rigtigt stemmer overens med målte resultater fra virkeligheden. Fig. 4 viser bidraget fra partikel-fremkaldte ændringer i skydækket til udviklingen i strålingsbalancen, dels de målte tal og dels modellernes resultater. Modellerne når uden undtagelse frem til meget højere bidrag og dermed mere global opvarmning.
Igen ser vi, hvordan klimaet ikke kun ”styres” af menneskelige aktiviteter, der er også naturligt fremkaldt udvikling i den ene og den anden retning.
Alt i alt må vi endnu en gang konkludere, at selvom menneskeheden gennemfører en pinefuld og kostbar grøn omstilling, er det slet ikke sikkert, at den vil ændre så meget på klimaet. Så vi bør fornuftigvis klappe hesten, inden vi går videre ad det nuværende spor.
Danish
Jeg tror ikke rigtigt på at klimaet er dødssygt, nej det minder mig meget om de temperaturer som vi havde da jeg (50,erne) da jeg var barn. Måske var vintrene nok lidt koldere end nu, men somrene lignede ret godt dem vi har i dag.
Egentlig er det misvisende at kalde CO2 for en drivhusgas. Hvorfor nu det? Jo, vanddampe som er den vigtigste drivhusgas har en afgørende forskel til CO2 at det er muligt at måle vanddampens temperatur. Denne afgørende forskel burde placerer CO2 og vanddampe i forskellige kategorier, hvor vanddampe stadig er en drivhusgas, men CO2 noget andet, som fx kunde kaldes diffuse drivhusgasser, ved netop at de ikke er ikke målbare.
Jeg har mistet troen!
Det kan simpelthen ikke passe, at en enkelt gasmolekyle pr 10.000 andre gasmolekyler kan varmepåvirke klodens atmosfære og verdenshavene mærkbart. Når luftens temperatur stiger vil verdenshavenes temperatur også stige. Naturen vil afbalancere luftens og vandenes temperatur efter hinanden. Ligesom vandets temperatur i vore huses gulve vil afbalancere sig med husets lufttemperatur i rummene. På samme måde afbalancerer CO2 sig mellem luft og hav. Havet indeholder ca. 50 gange mere CO2 end atmosfæren. Stiger atmosfærens indhold af CO2 vil havene begynde at opsuge af den, indtil der er balance – med nogen forsinkelse ligesom gulvvarmen, der afgives til rummene med nogen forsinkelse.
Nej der skal helt andre kræfter til at opvarme luft og hav – det er kun Solen, der kan gøre det. En lille ændring på nogle få promiller kan mærkes. Solen øger i forvejen vor klodes temperatur med omkring 250 grader.
Ja, jeg har for længst mistet troen på, at CO2 kan styre klodens temperatur nævneværdigt.
Det synes mig, at vi er vidne til verdenshistoriens største svindelnummer.
Undskyld hvis jeg kører videre i samme spor. Klimalobbyen fortæller os, at klimaet er sygt – dødsygt. Før man begynder en behandling af patienten, bør man først være sikker på, at patienter er syg. Derefter finde en kur som virker. Og så begynde kuren.
Læs hvad Lars Aagaard har sagt til Weekendavisen den 5-12-25 Klima uden kåbe. Og den 15-12-25 Den udslukte ledestjerne. Og den 17-12- 25 Ambitiøs symbolpolitik. Han fastholder, at patienten er dødssyg, men fortæller også, at kuren ikke virker, men gør mere skade en gavn. Hvorfor forsætter vi så med en kur, som ikke virker. Det er uden for al logik. Er det fordi, vores system er ”uden for pædagogisk rækkevidde”.
Ja.
Follow the money!