EU’s klimakontor, Copernicus, har udsendt en pressemeddelelse vedrørende den globale temperatur i 2025. Det blev lidt koldere end 2024, og temperaturen lå ganske lidt under 2023. Derved blev 2025 det tredjevarmeste år nogensinde målt, og i gennemsnit ligger de tre år over grænsen fra Paris-aftalen på 1,5 graders opvarmning i forhold til 1850.
Fig. 1 viser temperaturerne siden 1940. De er baseret på et datasæt, ERA5, hvor der i modsætning til UAH’s målinger dels er brugt tal fra vejrstationer, og dels modelbearbejdning af satellitternes målinger. Temperaturen i 2025 er således ifølge Copernicus 0,13 grader celsius lavere end 2024, hvor UAH har en forskel på ca. 0,3 grader.

Den globale temperatur skal fastlægges som et gennemsnit af minimum 10 år. De seneste tre år er resultatet tæt på de kritiske 1,5 grader og et tal, der kommer 10 år før forventet.
Copernicus forklarer, at der er to hovedårsager til at 2023-25 var så usædvanligt varme. Den første er ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren, fra vores fortsatte udledninger. Den anden grund er usædvanligt høje temperaturer i havoverfladen, hvilket delvist hænger sammen med den El Niño, vi havde i 2023-24, og som selvfølgeligt blev forstærket af klimaforandringerne. Andre årsager er ændringer i mængden af partikler i atmosfæren og lavere skydække.
Fig. 2 viser temperaturafvigelserne for hhv. 2023, 2024 og 2025 i forhold til perioden 1991-2020. Det ser jo voldsomt rødt ud. Men interessant nok er afvigelsen beskeden i troperne, ganske som forudsagt af køligere hjerner. Copernicus tilskriver dem dog det faktum, at vi forlod El Niño-tilstanden og endte i en ganske svag La Niña eller rettere i det neutrale område.

De lavere temperaturer i troperne opvejes ifølge Copernicus så rigeligt af rekordvarme over polerne. Antarktis nåede den højeste temperatur nogensinde, og Arktis var også godt med.
Hele historien her er naturligvis en meget unuanceret fremstilling, hvor f.eks. Hunga Tonga-vulkanudbruddet slet ikke er nævnt. Men ærindet er jo også et helt andet, hvilket fremgår af de citater fra Copernicus’ ledelse, der pludseligt dukker op:
Denne rapport bekræfter, at Europa og Verden er i det varmeste årti, der er målt, og EU-kommissionens finansielle støtte til Copernicus fortsætter med at være afgørende. Organisationen [bag Copernicus] fremskaffer førende videnskab fra Verden således at velbegrundede beslutninger kan træffes, og der kan gennemføres tiltag for at tilpasse Verden til klimaforandringerne, fordi hvert år og hver grad celsius tæller. Forberedelser og forebyggelse forbliver mulige, men kun hvis tiltagene vejledes af robuste videnskabelige resultater.
Er Copernicus blevet nervøse ved at se, hvad der sker med de tilsvarende alarmist-organisationer i USA, f.eks. NOAA? Og i hvert fald husker de at minde politikerne om, at der skal sendes flere penge.
Derefter går pressemeddelelsen over til at tale om dødsfald fra det varme vejr. Her trækker man på materiale fra WHO, Verdens-sundhedsorganisationen, der er en af parterne bag Copernicus, og som er gået 100% ind i klimasagen, hvor man citerer videnskabelige artikler, der har til formål at finde masser af dødsfald.
Det har jo ikke så meget med klimavidenskab at gøre, men passer fint ind i fortællingen om, at vi skal se at få gennemført den grønne omstilling i en fart, for at redde Kloden og menneskeheden.
Bag pressemeddelelsen ligger den officielle rapport fra Copernicus, det er en forholdsvis kort tekst, der ikke tilføjer så meget mere.
Vi får dog flere tal for temperaturen, hvor det fremgår, at den i 2025 var præcis 14,97 grader celsius, hvilket er 1,47oC over gennemsnittet for perioden 1850-1900. 2023 var 0,01 grad varmere. Man kan kun beundre så nøjagtigt – ned til en hundrededel af en grad – man kender de tal. Det gælder især for tiden 1850-1900.
Rapporten citerer flere andre af de globale temperaturkurver, der alle er, eller forventes at være, enige i tallene her. Sjovt nok nævnes UAH ikke med et ord.
Rapporten medtager billedet vist her som fig. 3. Her ser man temperaturudviklingen omkring Ækvator og længere mod nord og syd. Igen ser man, hvordan udviklingen over årene omkring Ækvator og området syd for er langt mere beskeden, end på den Nordlige Halvkugle og omkring Arktis og Antarktis. Man skal i øvrigt i denne forbindelse huske på, at området omkring Ækvator er langt det største, mens polerne er de mindste.

Rapporten kommer også ind på havtemperaturen, hvor man, som vi så for nyligt, reelt er næsten tilbage til niveauet fra 2022, se fig. 4.

Om havisen forsøger rapporten at snige sig udenom det faktum, at den laveste udbredelse i Arktis, i september måned, har været uforandret de seneste 20 år. Fig. 5 er rapportens illustration, hvor det anføres, at september 2025 havde den 13.-laveste udbredelse siden 1979. At udbredelsen har varieret i årets øvrige måneder er af mindre betydning, og man ser, at kurverne generelt ligger indenfor tallene i perioden 1991-2020.

Rapporten har til sidst et afsnit om alle tilfældene af ekstremvejr, med fokus på oversvømmelser, der dels skyldtes ”usædvanlig regn” og dels de såkaldte ”atmosfæriske floder” (atmospheric rivers), der skulle være noget, som er blevet ændret af ”klimaforandringerne”, men vist reelt dækker over fænomener, der altid har været der. Hertil kommer en liste over en lang række kraftige orkaner, uden at der dog gås nærmere ind på, hvad de skyldes. Det nævnes dog, at de også fremkalder oversvømmelser.
Derefter nævnes naturbrandene, der var mere omfattende i Europa end i de foregående år, mens de f.eks. i Sydamerika var langt mindre. Og endeligt kommer man ind på hedebølgerne. Her tales der om dage med ”varmestress”, som er defineret som dage, der ”føles” mere end 32 grader og ”kuldestress” hvor grænsen går ved -13 grader. Hertil kan man måske forsigtigt indvende, at de færreste vil dø af en temperatur på 32 grader, mens -13 hurtigt får bugt med folk, der f.eks. ikke har opvarmning i hjemmet.
Rapporten slutter med alvorlige advarsler, skrevet med store bogstaver, om hvor tæt vi er på Paris-målet på de 1,5 graders opvarmning. Hele værket er gennemsyret af klima-alarm, og det politiske budskab overtrumfer alt.
Det bliver interessant at se, hvordan 2026 udvikler sig. Fortsætter temperaturfaldet, eller skifter ENSO-svingninger til en ny El Niño og giver os en ny ”katastrofal” top? Til gengæld kan vi konstatere, her midt i larmen, at de 1,5 grader ikke havde den store virkning – på nær lidt lunere vintre er vores vejr bare fortsat, som det har gjort de seneste 100 år eller mere.







“Copernicus forklarer, at der er to hovedårsager til at 2023-25 var så usædvanligt varme. Den første er ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren, fra vores fortsatte udledninger”
– her omtales en noget kuriøs ‘kendelse’ fra DRs ‘lytternes og seernes redaktør’:
https://www.dr.dk/etik-og-rettelser/brugernes-redaktoer/nyheder/ordvalg-i-overskrift-om-danmarks-co2-udledning-var-ikke-i-strid-med-dr-s-etik?cid=newsletter_nb_om-dr_20260115145933
Fint, at DR brugere er årvågne! 👍
“Er Copernicus blevet nervøse ved at se, hvad der sker med de tilsvarende alarmist-organisationer i USA, f.eks. NOAA? Og i hvert fald husker de at minde politikerne om, at der skal sendes flere penge”
– så sent som i går bragte ‘Bloomberg’ en artikel med overskriften: “Sweden Is Retreating From Its Bold Green Ambitions”:
https://www.bloomberg.com/news/articles/2026-01-14/sweden-s-climate-change-action-ambitions-are-unravelling
, dog desværre (nu) bag betalingsmur 🙃
Det er ligesom manipuleringsorganisationon DMI der for et par dage siden, kom med nyheden om at 2025 skulle være det mest solrige år siden 1920!
Som jeg har skrevet til dem, skulle de måske tage en pause fra computerskærmene og gå udenfor og se hvordan vejret er en gang imellem i stedet.
2025 huskes mest for grå himmel, regn og kolde dage.
2018 var nok det som mindede mest om en slags sommer iårtier.
I stedet for at lyve og propagandere for klimaløgnen skulle de hellere bruge deres energi på at lave vejrudsigter der er mere pålidelige end dem de serverer.