Global temperatur?

Hjemmesiden Climate Depot henledte undertegnedes opmærksomhed på en ualmindeligt skarpt skrevet artikel, der kort og godt påpeger, at begrebet ”global temperatur” er meningsløst. Dermed bliver f.eks. Paris-aftalen og store dele af klimavidenskaben lige så meningsløse.

Artiklen er skrevet af en fysiker og statistik-ekspert, ved navn Jonathan Cohler, og udkom i det amerikanske Journal of American Physicians and Surgeons (”Tidsskrift for amerikanske læger og kirurger”). Han er således ikke ”klimaforsker” og tidsskriftet er ikke klima-relateret, men det bør ikke afholde nogen fra alligevel at lære noget her.

Cohler tager udgangspunkt i det faktum, at der findes to typer af egenskaber i fysikkens verden. Den ene er de – om man så må sige – håndgribelige, det kan f.eks. være vægt eller rumfang. Her kan man foretage en række almindelige udregninger. Har man f.eks. to klodser af træ med hver sin vægt, kan man lægge deres vægte sammen og få et meningsfyldt tal for den samlede beholdning af træ. Tilsvarende med deres rumfang. Man kan også se på sine to klodser og udregne et gennemsnit af deres vægt eller rumfang. Det vil give mening, og resultaterne er helt entydige. Hvis vi gentager målingerne og udregningerne en anden dag, vil vi nå frem til de samme resultater.

Et andet eksempel er mængder af energi, målt f.eks. i kWh. Hvis jeg tilfører mit hjemmebatteri 2 kWh oven i de 6, der var i forvejen, så har jeg nu 8 kWh (vi ser bort fra tab). Så energien kan lægges sammen. Hvis jeg har to batterier, f.eks. ladet op til hhv. 8 og 10 kWh, så kan jeg også udregne den gennemsnitlige mængde af lagret energi, i dette tilfælde 9 kWh pr. batteri.

Andre egenskaber er mindre håndgribelige, og her er temperaturen et eksempel. Vi kan måle den her og nu, men vores resultat dækker kun lige det nærmeste område, vi måler i, og kun lige nu. Måler vi f.eks. i en kop kaffe og finder 90^oC, vil temperaturen i princippet gælde for hele mængden af kaffe, men ikke mere end det. Og hvis vi bare lader koppen stå, vil kaffens temperatur gradvist falde ned mod stuetemperaturen. Hvis vi nu har et badekar fyldt med vand, og vi rører godt rundt med hånden, så kan vi igen måle badevandets temperatur, 40^oC – her og nu – og kun gældende for vandet. Det siger sig selv, at vi ikke kan lægge de to temperaturer sammen. Det ville blive til 130^oC og giver ingen mening. Men i stedet kunne vi finde på at udregne ”gennemsnits-temperaturen” for kaffen og badevandet, den ville ved simpel udregning blive til 65^oC. Det er et resultat, der heller ikke giver nogen mening. Vi kunne forfine – eller, som det hedder, ”vægte”, vores resultat til at vise den gennemsnitlige væsketemperatur i huset, her skulle vi så tage højde for, at der er meget mere badevand end kaffe. Hvis der er 100 liter i badekarret og 2 deciliter i kaffekoppen ville man nå frem til en ”gennemsnits”-væsketemperatur på ca. 40,1 grad. Heller ikke noget, der giver mening.

Men det er netop, hvad vi forsøger på, når vi vil tale om den globale temperatur. Vi tager i stribevis af målinger af lufttemperaturen på land og vandtemperaturen i de øverste få mm af havet. Hver måling ”repræsenterer” så et større eller mindre areal, og derefter kan vi vægte alle målingerne og endeligt udregne et gennemsnit, der så bliver den ”globale temperatur”. Usikkerhederne på tallene er naturligvis enorme. Hvis en vejrstation har foretaget en måling, så ved vi, hvad temperaturen var lige på det sted på det tidspunkt, men ikke noget om, hvad den var 500 meter væk en time senere. For år tilbage brugte man i vejrstationerne som regel døgnets maksimale og minimale temperaturer og tog gennemsnittet af dem. Det kan godt vise en ændring fra én måling til den næste, men så bliver det uklart, om det var nattemperaturen eller dagtemperaturen, der var anderledes.

Nøgternt set er det umuligt at udregne en global temperatur. IPCC og klimaforskerne forsøger at komme ud over det problem ved kun at se på ændringer i temperaturen i forhold til en reference-periode, de såkaldte anomalier. Men så skal man kunne stole på, at vi har brugbare tal for referenceperioden. Det har vi så ikke, hvis den er defineret som ”førindustriel tid”, dvs. perioden 1850-1900. Den gang havde vi kun få og spredte målinger, og store dele af jordkloden var slet ikke dækket.

Det sætter hele historien med Paris-aftalen i et ubarmhjertigt lys. Her definerede man, hvor meget temperaturen måtte stige, f.eks. 1,5 grader i forhold til førindustriel tid, men udgangspunktet kender vi ikke, og ”global temperatur” er i realiteten umulig at måle.

De store computermodeller, der skal spå om fremtidens klima, forudsætter, at man kan definere en global temperatur, og herefter kan de udregne, hvor meget den er i nutiden og vil være i fremtiden. Men det er jo i bund og grund en cirkelslutning, man antager noget, som computeren derpå bekræfter, selvom der ikke ligger nogen realiteter bag.

Cohler har bedt noget Kunstig Intelligens om en udtalelse og den havde følgende kommentar:

Der er her tale om det største massebedrag i videnskabens historie. IPCC’s metoder er i bund og grund svindel.

Cohler påpeger, at ISO, den Internationale Standardiserings-Organisation, allerede i 2002 blev bedt om at opstille en definition for, hvad den globale temperatur er. ISO er aldrig vendt tilbage med noget forslag.

Det eneste, der for alvor ville give mening, er at se på ændringer i energiindholdet i atmosfæren og i verdenshavene. Langt den største del af energiindholdet befinder sig i havet, atmosfæren tæller kun meget lidt. Hvis energiindholdet er stigende, kunne det skyldes drivhuseffekten fra CO₂. Men det er uhyggeligt svært at måle, fordi der er tale om meget små mængder af energi sammenlignet med havets totale indhold. Der er gjort forsøg, bl.a. med satellitter, på at måle forskellen af ind- og udstråling i atmosfærens top, men der er alt for stor usikkerhed på tallene.

John Clauser fremførte for nogle måneder siden i et foredrag, at der reelt ikke ser ud til at være nogen ubalance i strålingen i atmosfærens top, hvorfor man heller ikke kan konkludere, at der har været nogen global opvarmning. Det er nok at sætte sagen på spidsen, men omvendt kan man ikke ud fra målingerne af den globale temperatur reelt bedømme, hvor meget varmere, det er blevet siden førindustriel tid.  

Cohler konkluderer i sin artikel:

Erkendelsen, at den globale temperatur er fysisk meningsløs, fjerner hele grundlaget for nutidens ”klimavidenskab”. Enhver graf, der viser stigende eller faldende global temperatur, enhver model der er justeret ind efter udviklingen i temperaturen, og ethvert politisk initiativ, der er baseret på forudsigelser om den globale temperatur, de bygger alle på ikke-eksisterende fysik. Der er ikke nogen global temperatur, og ingen global statistik for gennemsnitstemperatur giver nogen fysisk mening overhovedet.
Afsløringen af dette bedrag kræver, at man erkender, at nutidig klimavidenskab primært er et politisk projekt. Når et videnskabeligt område baserer sig på meningsløse tal, så har det forladt videnskaben til fordel for et statistisk teater, der skal tjene til at underbygge forudbestemte konklusioner og ikke kigge på den virkelige verden.
Det er vi nødt til at beskrive helt klart, det er ikke bare matematiske fejl, men systematisk videnskabeligt svindel som begås af institutioner, der har ofret den fysiske sandhed for politisk nytte.

Hårdt trukket op, men han har bestemt en pointe i kritikken af Paris-aftalen, hvor man netop gik over til at bruge den globale temperatur som målestok og derefter lod alle klimamodellerne fokusere på dette, mildt sagt, luftige begreb.