Var de gamle klimamodeller gode?

Vi hører ofte påstanden fremført, at klimamodellerne allerede for 50-60 år siden var i stand til at komme med pålidelige fremskrivninger af udviklingen i klimaet, især selvfølgeligt vedrørende den globale temperatur. I 1970-erne, f.eks., blev der fremført spådomme om, hvad temperaturen ville være, hvis atmosfæren rummede nutidens indhold af CO₂. Og sandelig om ikke nogle af spådommene ramte rigtigt! Det præsenteres så som bevis for, at klimamodeller generelt er pålidelige, og at det er urimeligt ikke at ville tro på deres forudsigelser om den fremtidige opvarmning.

Nu er der jo gennem tiderne fremlagt mange bud på fremtidens temperaturer, og da de svinger over et bredt interval af tal, så er det klart, at der altid vil være nogle få af dem, der rammer nogenlunde rigtigt, og hvis man så behændigt glemmer resten, så har man beviset for, at modellerne regner rigtigt og altid har gjort det.

For nyligt blev der i mediet The Conversation udsendt en artikel af en hr. Jeevanjee med netop dette ærinde. Han tager fat i forskningen fra Syukuro Manabe, der vandt Nobelprisen i fysik i 2021, netop for sin indsats med klimamodeller. Om hans forskning var særligt bemærkelsesværdig, er nok tvivlsomt, men Nobelprisen var helt klart et knæfald for klimaforskerne, der havde et behov for anerkendelse på det niveau og den opbakning til deres tro, som den ville indebære.

Manabe opstillede helt tilbage i 1960-erne en ganske primitiv computermodel, der kunne simulere klimaet på datidens meget beskedne ”datamaskiner”. Arbejdet medførte så iflg. Jeevanjee en stribe forudsigelser. Én af dem var vedr. temperaturen ved en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold, her fandt Manabe en forventet stigning på 3 grader celsius.

Jeevanjee skriver henført, at den forudsigelse har ”holdt” lige siden, idet han dog behændigt glemmer, at modellerne nu om dage har tal lige fra 1,8 til 5,6 graders stigning. Jeevanjee mener dog næppe, at man så udfra hans ord kan konkludere, at nutidens modeller ikke udgør noget fremskridt i forhold til Manabes køkkenbordsmodel…

David Legates har kommenteret artiklen og til illustration af modellernes nuværende stade, har han medtaget diagrammet vist på fig. 1 her. Man ser modellernes resultater for opvarmningen i perioden 1979-2024, udtrykt som grader celsius pr. årti. Her ligger resultaterne mellem 0,18 og 0,4 ^oC/årti, hvor det målte resultat ligger på 0,2.

Legates påpeger det tilbagevendende problem med alle klimamodellerne, at de forudser en kraftig opvarmning af den øvre del af troposfæren (ca. 10 km oppe) omkring Ækvator, men den har man aldrig kunnet konstatere ved målinger, hverken med satellitter eller balloner. Det er et problem, klimaforskningen har døjet med i 50 år – og talløse forvrøvlede forsøg er blevet gjort på at bortforklare det.

Jeevanjee nævner ikke noget om det problem i sin artikel, men tager fat i fem andre punkter, hvor Manabe bare ramte helt rigtigt – efter Jeevanjees opfattelse.

Det første punkt er den globale temperaturstigning, som vi allerede har været inde på.

Det andet punkt er afkølingen af stratosfæren, dvs. luftlaget over troposfæren, ca. 15 km og opefter. Det er temmelig indlysende, at hvis Jorden holder på varmen, ved at drivhusgasserne sender mere retur ned mod overfladen, så vil luftlaget højere oppe naturligvis gå glip af den varme og blive koldere. Men Legates påpeger, at de nuværende klimamodeller er meget uenige om temperaturen i stratosfæren og de stemmer ikke godt overens med målte data.

Det 3. punkt er den såkaldte ”arktiske forstærkning”, der handler om, at temperaturen ved den globale opvarmning stiger hurtigst i de arktiske egne. Manabe havde forudset dette fænomen, men Legates påpeger tørt, at hvis man har den mindste indsigt i klimaet, så vil en global opvarmning altid give dette resultat, fordi varmen fra Ækvator transporteres nordpå med hav- og luftstrømmene. I det omfang der smelter indlandsis eller havis, kan det ændre på tilbagekastningen af sollyset, men mere vigtigt er nok, at pga. den lave fugtighed af luften så har man ikke ligesom ved Ækvator den strøm af varm luft, der søger opad og derved transporterer varmen væk fra overfladen. En sidste pointe er, at luften, der kommer sydfra, indeholder en masse vanddamp, og det medfører snefald i de arktiske egne, men når vanddamp bliver til regn eller sne afgiver den en masse varme.

De fænomener er velkendte, og enhver klimamodel, der måtte nå frem til et andet resultat, bør man kassere på stedet.

Det 4. punkt drejer sig om, at landjorden generelt varmes hurtigere op end havet, jfr. fig. 2, men det er jo også velkendt. Legates nævner byerne Dallas, der ligger inde i landet og San Diego, der ligger ude ved kysten, begge på 33. breddegrad. Forskellen mellem sommer- og vintertemperatur i Dallas er 22 grader, mens den er 8 grader i San Diego. Havet udjævner temperaturen, mens landjorden varmes op af Solen om dagen, og kun langsomt køles ned igen om natten. En klimamodel, der påstår noget andet, skulle også straks smides ud.

Det 5. punkt er det faktum, at Antarktis ikke varmes nær så hurtigt som Arktis, men også det burde man kunne forudse uden at bruge modeller, fordi Antarktis er omgivet at en kraftig cirkulær havstrøm (drevet bl.a. af Jordens rotation), der afskærmer kontinentet fra de varme havstrømme nordfra. At Antarktis opfører sig anderledes temperaturmæssigt, er i øvrigt noget, som generer mange klima-alarmister, fordi de så gerne vil have, at hele Jorden varmer op samtidigt, det er jo hvad man kunne forvente, hvis temperaturen alene styres af tykkelsen på den ”dyne” af CO₂, der befinder sig over os. Men det er naturligvis en håbløst forsimplet måde at se tingene på.

Manabe gennemførte en simpel analyse på sin primitive computer, og det slap han i det store og hele godt fra. De moderne modeller prøver nu at simulere temperaturændringerne region for region på Jorden, dvs. de vil gerne spå om temperaturudviklingen i f.eks. Europa, Nordamerika osv. Her klarer de sig notorisk dårligt, dels rammer de ved siden af de faktiske målinger, og dels er de indbyrdes rygende uenige om forudsigelserne.

Så Manabe gjorde det ganske godt, men alle hans arvtagere inden for modelverdenen har i løbet af 50 år ikke opnået meget bedre resultater, ja måske er de slet ikke bedre.