Hunga Tonga og de 1,5 grader

Vi har flere gange været inde på den lidt gådefulde top, der har været i den globale temperatur, primært i årene 2023 og 2024. Her nåede vi op over de ”farlige” 1,5 grader i forhold til førindustriel tid, og klima-alarmerne lød overalt. Nu var den menneskeskabte globale opvarmning gået grassat, og Ragnarok truer lige om hjørnet.

Men i klimakredse var der samtidigt nogen uro, fordi atmosfærens CO₂-indhold slet ikke – ifølge klimamodellerne – er højt nok endnu til at nå de forjættede 1,5 grader. Der måtte være noget andet på spil. Normalt vil det være ENSO-svingningerne, El Niño og La Niña, der kan give de kortvarige udsving i temperaturen. I 2023 var Jorden da også ramt af en El Niño, og den gav den forventede top i forhold til årene før.

Men derefter, i 2024 skiftede ENSO-indekset tilbage til neutral, dvs. midt imellem El Niño og La Niña, og derved skulle temperaturen falde igen. Det gjorde den imidlertid ikke, den forblev på et højt niveau og det i lang tid efter, at El Niño var overstået. 2024 blev således ifølge propagandaen ”det varmeste år” siden tidernes morgen. Først i 2025 begyndte temperaturen at falde mærkbart igen.

Hvad skete der? Det har Javier Vinós forsøgt at svare på i et opslag på Judith Currys hjemmeside. Han fremlægger diagrammet vist her som fig. 1, hvor man ser havtemperaturen i de seneste fire år. Det fremgår tydeligt, hvordan 2024 holder sig på det høje niveau, mens temperaturen først i 2025 for alvor bevæger sig ned mod niveauet fra 2022.

Ifølge Vinós er der helt klart noget andet på spil end El Niño’en, temperaturen stiger for tidligt og falder alt for lang tid efter.

Den anden kandidat, som ”heldigvis” også er menneskeskabt, er de nye internationale regler for skibsbrændstof, hvor svovlindholdet fra 2021 skulle være meget lavere end tidligere. Svovl, der lukkes ud i atmosfæren ved brugen af brændstoffet, skaber en masse partikler, der bliver hængende oppe i luften. De kan dels tilbagekaste sollyset direkte, dels medvirke til dannelsen af skyer, der jo også forhindrer sollyset i at nå ned på jord- eller havoverfladen og bidrage til opvarmningen. Stoppet for udsendelse af ny svovl betød at indholdet i atmosfæren gradvist begyndte at falde. Dette fald bevirkede så, at der blev færre skyer og mindre tilbagekastning af sollyset, hvilket giver en højere global temperatur.

Imidlertid kan svovlet heller ikke være (hele) forklaringen, fordi efter et par år skulle man være nået til en ny stabil situation mht. skydækket, og dermed ikke få det fald i temperaturen, som vi har set i 2024 og især i 2025.

Ifølge Vinós må vi derfor rette opmærksomheden på det store vulkanudbrud i januar 2022, i Stillehavet. Det var som bekendt en undersøisk vulkan, Hunga Tonga, og udbruddet var kolossalt. Da havbunden her befandt sig på ca. 150 meters dybde, gav udbruddet ikke anledning til nogen nævneværdig udsendelse af støv eller svovl til atmosfæren. Til gengæld blev der opsendt en gigantisk mængde vanddamp, og der var så meget kraft på, at det meste nåede helt op til stratosfæren, i over 15 km’s højde. Der var tale om så meget vand, at stratosfærens indhold af vanddamp blev forøget med hele 10%.

Det har foranlediget mange til at tro, at al den ekstra vanddamp må have haft en kraftig drivhuseffekt og dermed kunne forklare de høje temperaturer. Imidlertid er luften oppe i stratosfæren meget tynd, så sammenlignet med troposfærens vandindhold, hvor drivhuseffekten også kommer fra, er tilskuddet beskedent, og derved kan det ikke forklare den høje temperatur. Klimamodellerne er således nået frem til, at Hunga Tonga maksimalt kunne bidrage med 0,02 graders opvarmning, og det er mindre end en tiendedel af, hvad der faktisk har været.

Vinós gør nu opmærksom på, at klimamodellerne generelt er dårlige til at simulere virkningen af vulkanudbrud. Modellerne forudser normalt, at der kommer kraftige fald i temperaturen efter et stort udbrud, det skulle skyldes alle de partikler og støv, som vulkaner normalt vil kaste op i atmosfæren. Men går man tilbage til nogle af de største udbrud i historien, f.eks. Tambora i 1815, er billedet et andet, som man ser på fig. 2. Her er vist modellernes bud på havtemperaturen efter udbruddet, sammenholdt med hvad man faktisk fik målt den gang. Vi har i øvrigt tidligere set, at Willis Eschenbach er inde på de samme konklusioner. At vulkanudbrud har en kølende effekt på den globale temperatur, er langt fra altid tilfældet.

Situationen er tydeligvis mere kompliceret. Ændringer i den globale temperatur i den størrelsesorden, som vi så i 2023-24, kan næsten kun være fremkaldt af ændringer i skydækket. Men hvad styrer skydækket? Her hører vi altid, at ifølge Clausius-Clapeyrons lov vil højere temperatur give mere fordampning og dermed mere vanddamp i luften til dannelse af skyer. Men Vinós påpeger, at den lov gælder for en lille kop vand i ligevægt og uden andre ting, der spiller ind. Og her glemmer klimaforskningen behændigt vindens indflydelse på fordampningen. Vinós bemærker tørt, at det nok er de færreste klimaforskere, der har prøvet at hænge tøj til tørre i blæsevejr. Vi andre kender godt til, hvor meget hurtigere det går, når det blæser, uanset om det er koldt eller varmt.

Der er således meget, der tyder på, at Hunga Tonga reelt har spillet hovedrollen i forbindelse med den nuværende top i temperaturen. Men virkningen har været indirekte. Den ekstra vanddamp i stratosfæren har haft indflydelse på forholdene i troposfæren og medført ændrede vindhastigheder, der igen har haft indflydelse på skydannelsen, der er blevet reduceret. At stratosfærens forhold således har indflydelse på det globale klima, er velbeskrevet, og Vinós har også omtalt det i sine bøger.

Læren af det her er ifølge Vinós, at vi ikke kan ignorere betydningen af udefra kommende faktorer, som f.eks. de store vulkanudbrud. ”Udefra” forstået på den måde, at de ikke har noget med menneskelige aktiviteter at gøre. Vinós er stærkt kritisk overfor klimaforskningens monomane fokus på drivhusgasserne og skriver:

Klimaforskningen dumpede til prøven stillet af en udefra kommende naturlig klima-begivenhed…
I stedet for at forsøge på at finde årsagerne til [temperaturstigningen] har forskerne forsøgt at proppe den ind i de herskende teorier ved brug af modellerne. I lyset af alle observationerne ved større naturlige klimaforandringer har denne fremgangsmåde afsløret sit største problem: Teorien bygger på en overdreven fokus på drivhusgasser og partikler som årsagen, og temperaturændringer som effekten.

Virkeligheden er mere kompliceret, ingen tvivl om det.