Godt Nytår fra redaktøren

Året 2025 blev på mange måder bemærkelsesværdigt, hvad hele klimasagen angår. Det var året, hvor advarslerne om den tilstundende klimakatastrofe blev meget tydeligere og mere skingre. Utallige var de videnskabelige studier, der udkom i de fineste tidsskrifter, og som spåede Jordens snarlige undergang på den ene eller den anden måde.

Det er jo efterhånden erkendt, at Jordens temperatur befinder sig temmelig tæt på de 1,5 graders stigning i forhold til ”førindustriel tid”, dvs. 1850. Det er den grænse, som klimavidenskaben har defineret som behæftet med risiko for en lang række negative effekter. Ved 1,5 grader kan vi forvente, at vejret bliver vildere og mere uforudsigeligt. Et land som Danmark vil både få mere regn og mere tørke – hvilket umiddelbart synes lidt mærkeligt, men vi må forstå, at tørken vil blive afløst af mere kortvarige men kraftigere regnskyl. Alt sammen negativt og udelukkende på grund af menneskehedens udledninger af CO₂ i atmosfæren.

Men hertil kommer naturligvis alle de andre effekter, der efter sigende allerede har vist sig nu. Stærkt stigende havvandsniveau, der vil oversvømme landene ved kysterne og få små østater til at forsvinde. Korallerne skulle allerede være godt i gang med at uddø. Orkaner og tyfoner vil blive voldsommere og forårsage større ødelæggelser. Høstudbytterne globalt har generelt været stigende ind til nu, men allerede næste år kan vi forvente, at billedet vil vende. Afsmeltningen af polernes iskapper vil accelerere og føre til væltepunkter (tipping points), hvorfra der ikke vil være nogen vej tilbage.

Vi befinder os således i en gråzone mellem nutiden og en model-udregnet fremtid, hvor alt vil gå galt. Eneste redning er mere og mere drastiske nedskæringer i forbruget af kul, olie og gas. Stemningen søges pisket op til hysteriske højder, og dramatikken får løbende en tand mere.

Som vi mange gange har konstateret her på siden, viser realiteterne jo noget andet. Vejret er ikke blevet værre, vores landbrug klarer sig godt i hele Verden, og en rekordlille andel af menneskeheden sulter, og når nogen gør det, skyldes det krig og dårlig regeringsførelse – og ikke klimaet. Polerne smelter ikke i nævneværdig grad, og der er ikke nogen acceleration i havstigningerne. 2025 blev det første år i et årti, hvor ingen orkan gik i land på USA’s østkyst. Og korallerne trives fint.

Det er bl.a. derfor, at det bliver sværere og sværere at mobilisere den brede befolkning til at interessere sig for klimaet. Andre problemer trænger sig på, ikke mindst økonomien og krigen i Ukraine. Et flertal af landenes politikerne bevæger sig i samme retning.

Det blev meget tydeligt ved det seneste klimatopmøde, COP30 i Belém, Brasilien. Det blev en dundrende fiasko; der blev ikke aftalt noget som helst, slutdokumentet er slet ikke udkommet, og udkast til det var støvsuget for alle hentydninger til, at vi bør begrænse vores brug af kul, olie og gas. USA, med Donald Trump som præsident, har trukket sig helt ud af processen og lande som Indien, Indonesien og andre store asiatiske nationer prioriterer sammen med Afrika og Sydamerika åbenlyst den økonomiske udvikling højere. Kina har på den ene side udbygget kraftigt med solceller og vindmøller, men på den anden side igangsat et rekordstort antal nye kulkraftværker.

Europa prøver fortsat at holde fanen højt i forsøget på at være foregangs-kontinent for klimasagen. EU-bureaukraterne i Bruxelles arbejder utrætteligt med forsøgene på at ”redde” klimaet, og direktiverne sprøjter ud af maskineriet. Man har vedtaget et nyt klimamål for 2040 på 90% reduktion af CO₂-udledningerne, men det er der næppe nogen, der for alvor tror på.

Og netop mht. tro har vi flere gange været inde på det forunderlige fænomen, at man dels skal tro på, at der er en klimakrise, men man skal også tro på, at den grønne omstilling med en energiforsyning stort set udelukkende baseret på solceller og vindmøller er mulig – og faktisk vil være både bedre og billigere, end hvad vi har i dag.

Det er også gået meget godt indtil 2025, men i løbet af året begyndte de praktiske problemer ved den løsning for alvor at tårne sig op. Tyskland har udbygget sin kapacitet af især solceller så meget, at de om sommeren midt på dagen producerer mere strøm, end nationen kan bruge. Overskuddet skal så sælges eller foræres væk til naboerne, mens Tyskland fortsat udbetaler (rigelig) statsstøtte til producenterne. Når Solen derefter er gået ned, står Tyskland ofte i en situation, hvor der mangler strøm, og den må så importeres i dyre domme fra naboerne.

De stærkt svingende priser på den ”vedvarende” strøm har gjort investorerne betænkelige. Den voldsomme udbygning med solceller i Danmark er droslet meget ned, og en af de store projektmagere balancerer på randen af fallit.

2025 førte ikke til nogen afgørelse med hensyn til havvinden. Efter fiaskoen med udbuddet i slutningen af 2024 fik regeringen konsulenter til at undersøge sagen og nåede frem til, at der skulle massive statstilskud på bordet, før nogen ville turde investere i nye havmøller. Senere på året blev udbuddet revideret, således at støtten pr. fremstillet kWh ville være endnu højere. Der skal først afgives bud en gang i 2026.

2025 blev også året, hvor brinteventyret fik nogle alvorlige tilbageslag. Stribevis af projekter i Europa inkl. Danmark blev aflyst eller droslet kraftigt ned. Den ene danske producent af elektrolyseceller (Green Hydrogen Systems) gik fallit og den anden (Topsøe) har ingen kunder. Der tales om etablering af en brintrørledning fra Esbjerg til den tyske grænse, men der er tilsyneladende ikke nogen virksomheder i Tyskland, der vil eller kan betale den voldsomme overpris for brinten, sammenlignet med brint fremstillet ud fra naturgas eller naturgassen selv. Igen er poterne rakt frem efter statsstøtte, men det kunne ende i voldsomt dyre ordninger, der i princippet skulle løbe i årtier.

Danmark har tilsyneladende opfyldt sit klimamål for 2025, det, der manglede, fik man klaret ved at ændre beregningsmetoderne for skovdrift og lavbundsjorde. Nu gælder det 2030-målet med de 70 procents reduktion i forhold til 1990. Her er et væsentligt element, at der skal etableres opsamling og deponering af godt 3 mio. ton CO₂ årligt fra 2030 og fremefter. Ørsted skal allerede i 2026 sætte to anlæg i drift, de skal opsamle godt 400.000 ton årligt.

Men så kom den næste fase på 2,3 mio. ton/år, der skal fanges og lagres fra 2030 og fremefter. Ti bydere var blevet godkendt af Energistyrelsen, og budfristen var 17. december. Det lå i kortene, at der ville kunne blive tale om statstilskud på op til 800 kr. pr. ton CO₂. Imidlertid begyndte byderne at falde fra, de annoncerede, at de alligevel ikke ville deltage. Energistyrelsen prøvede at hjælpe på situationen ved at lempe vilkårene lidt og samtidigt udskyde budfristen til 7. januar 2026. Den er nu yderligere udskudt til 27. januar. I skrivende stund er hele ni ud af de ti bydere faldet fra, og kun Aalborg Portland er tilbage. Den virksomhed kan dog kun opsamle ca. 1,4 mio. ton CO₂/år, og dermed er vi langt fra udbuddets 2,3 mio. ton. Det bliver interessant at se, hvordan den sag udvikler sig. Noget tyder på, at den lovede statsstøtte er for lille, og CO₂-opsamling er jo ikke en aktivitet, der skaber nogen indtægter på egen hånd.

Generelt har udviklingen vist, at den grønne omstilling ikke som lovet vil løbe af sig selv, pga. sol og vinds overlegne økonomi. Der er ikke noget, der rører sig, med mindre der tilføres enorme beløb i tilskud. Politikernes svar på de aktuelle problemer har generelt været, at så må der endnu mere støtte til. Men hvor længe går det godt? Danmarks økonomi er meget fin p.t., men f.eks. i Tyskland er kassen nærmest tom.

Her fra redaktionen skal der lyde en varm tak til alle læserne og alle dem, der har skrevet kommentarer til artiklerne. Vi er også dybt taknemmelige overfor det lille fåtal, der har vovet sig ud på isen og skrevet artikler selv, den slags er altid mere end velkomne. Godt Nytår til jer alle.