Anmeldelse: Climate Change – The Facts 2025

For godt fire år siden anmeldte vi forgængeren ”Climate Change –The Facts 2020”. Det var en samling af klimarealistiske artikler med lidt svingende kvalitet, men som generelt efterlod et meget positivt indtryk. Nu er så 2025-versionen udkommet, stadigvæk med australske Jennifer Marohasy som redaktør og hovedkraft, denne gang dog med hjælp af John Abbot. Det var jo så spændende, om den kan leve op til forgængeren.

Bogen består af 14 artikler vedrørende et udvalg af klima-relaterede emner. Bag artiklerne står en stribe af kendte navne inden for klimarealismen. Således kigger Lord Christopher Monckton på klimamodellerne, og hvor de regner forkert. Generelt når de frem til alt for høje temperaturer, både i nutiden og i fremtiden, og Monckton påviser, hvordan det skyldes fejl i modellernes antagelser om feed-back, dvs. en påstået forstærkning af CO₂-ens relativt beskedne effekt. Med mere korrekte tal må det konstateres, at der ikke er nogen udsigt til ”farlig” opvarmning og dermed heller ikke til nogen klimakrise.

I en interessant artikel kommer David Legates ind på nedbør og klimamodellernes manglende evne til at simulere den korrekt.

Jan-Erik Solheim, kendt fra vores norske søsterforening, skriver om cyklusser i klimaet. Hans indlæg følger ét af John Abbot – redaktøren – som også handler om cyklusser. Det viser sig, at mange af kurverne fra klimaet, f.eks. temperaturen lokalt og globalt, bedre kan beskrives som resultatet af en naturlig cyklus – som igen f.eks. hænger sammen med svingningerne i Solens aktivitet, som jo vel at mærke er meget mere end den velkendte 11-årige variation i solpletterne.

Geologiprofessoren Ian Plimer skriver om udviklingen i klimaet gennem tiderne, hvor det er åbenlyst, at mange andre faktorer end CO₂ har spillet en væsentlig rolle. Plimer kommer også ind på betydningen af cyklusserne.

Aynsley Kellow skriver om udviklingen inden for klimaforskningen, hvor modellerne og deres fejlagtige resultater har fået forrang i forhold til, hvad man kan måle i den virkelige Verden. Det har fået pustet hele klimakrise-ballonen op, men samtidigt har den tabt jordforbindelsen.

Indtil dette punkt har indslagene været forholdsvis let læselige og oplysende. Men derpå følger tre bidrag, der kredser om tankerne vedrørende menneskeskabte vs. naturlige bidrag til atmosfærens stigende CO₂-indhold. Det er forskning i stil med den, som man også vil finde offentliggjort i det norske tidsskrift Science of Climate Change. Det er meget teoretisk og med en temmelig knudret tankegang understøttet af en del matematik. Her har vi lidt af et stilbrud fra resten af bogen og forgængeren fra 2020. Det underliggende budskab i de tre afsnit er hele tiden, at menneskeheden ikke er skyld i hele stigningen, og det forekommer umiddelbart at være et synspunkt, der er vanskeligt at forsvare.

Bogen slutter med tre lettere indslag, i det første har Jennifer Marohasy refereret William Happers foredrag om drivhuseffekten og CO₂’s rolle heri. Det er jo velkendte argumenter.

De to sidste kapitler handler begge om vulkaner og deres indflydelse på Jordens temperatur i månederne omkring de store udbrud. Der er en interessant gennemgang af historiske udbrud. Derpå følger en redegørelse for de nye klimamodellers evne til at simulere klimafølgerne efter et udbrud, og her viser det sig, at modellerne dels er indbyrdes meget uenige og dels generelt når frem til resultater, der ligger fjernt fra virkeligheden.

Bogen er pænt sat op og illustrationerne er, trods deres detaljerigdom, klart gengivet i trykken og efterlader et positivt indtryk.

Det er på nogen måder en god bog, men ikke på højde med forgængeren, og efterhånden findes der meget anden god litteratur af klimarealistisk tilsnit. Den bør man nok overveje at gå til i stedet.