Energi til ekstremvejret

På WUWT har Anthony Watts og Charles Rotter skrevet en artikel, hvor de gør op med nogle af de mere fundamentale misforståelser i den CO₂-fikserede klima-”videnskab”. Det hedder sig altid, at stigende temperaturer vil give mere energi til al slags ondt vejr. Vi skal paradoksalt nok tro på, at nutidens tilfælde af streng kulde rundt omkring faktisk er fremkaldt af den globale opvarmning.

Det er den luftstrøm, der cirkulerer rundt om Arktis, den såkaldte polære vortex, der får skylden. Nogle gange danner den en stram cirkel rundt, andre gange er den mere bølget og når visse steder langt længere mod syd, se fig. 1. Det medfører tilfældene af kulde så langt sydpå som Texas. Den globale opvarmning skulle således bevirke, at luftstrømmen bliver mere bølget, og derved får vi episoderne med kulde.

Watts og Rotter beskriver nu, hvordan Jordens klima styres af en lang række cyklusser. De korteste er selvfølgeligt døgnets 24 timer, hvor det skiftevis bliver koldere og varmere. Herefter kommer årets gang, med en varmere sommer og en koldere vinter. Derudover er der en stribe længere cyklusser, bl.a. de store havstrømme, El Niño, La Niña, PDO, AMO og hvad de alle sammen hedder. Endeligt, på langt sigt er der ændringerne i Jordens bane omkring Solen og i hældningen af den akse, Jorden roterer omkring. Sidstnævnte cyklusser er dem, der trækker Jorden ind og ud af istider og mellemistider.

Men klimavidenskaben i dag forfægter, at de kortere cyklusser har været helt stabile i de seneste mange tusinde år. Somre og vintre har hvert år givet de samme temperaturer, høje og lave. Det ser man på fig. 2.

Så kom menneskeheden til med sine udledninger af CO₂ og forstyrrede billedet. Det bevirkede primært, at f.eks. de årlige udsving nu blev meget større, se fig. 3. Årsagen er al den ekstra energi, som den globale opvarmning tilfører systemet. Derved får vi både ekstrem varme og ekstrem kulde.

Men her ser man behændigt bort fra, hvordan klimasystemet egentligt fungerer. Varmen fra Solen tilføres primært omkring Ækvator og en stor del i havet. Her sker der en kraftig opvarmning. Det medfører en voldsom fordampning og kraftige opadgående luftstrømme, der igen resulterer i et tæt skydække. Skydækket tilbagekaster noget af sollyset. Men hertil kommer kraftige hav- og luftstrømme væk fra Ækvator, mod nord og mod syd, de transporterer varmen mod polerne, og gradvist afgives den til verdensrummet undervejs.

Resultatet er svingninger, der ser ud som på fig. 4. Afstanden mellem top og bund bliver mindre, men det skyldes primært at bunden hæver sig, hvilket igen resulterer i højere temperaturer om natten og om vinteren, mens sommertemperaturerne ikke ændrer sig så meget. Alt i alt giver det en højere gennemsnitstemperatur, svarende til den globale opvarmning.

Når den globale temperatur stiger, sørger de opadgående luftstrømme ved Ækvator og skydækket for, at temperaturen ved overfladen ikke stiger nævneværdigt. Man ser mange gange forudsigelser fra klimamodeller om, at en fortsat global opvarmning vil gøre temperaturen omkring Ækvator ulideligt høj og derved gøre store områder ubeboelige. Men det kommer ikke til at ske. Temperaturen vil holde sig nogenlunde konstant, og den globale opvarmning viser sig ved højere temperaturer længere mod nord og mod syd. Det skyldes, at man nærmere polerne ikke har de opadgående luftstrømme som køle-mekanisme. Det er det, man kalder den ”arktiske forstærkning” og ofte tilskriver tabet af is og mindre tilbagekastning af solstrålerne, men det er ikke sagens kerne. Temperaturen ved polerne styres i det væsentligste af varmetransporten fra Ækvator.

Mere energi i atmosfæren ytrer sig således ved, at temperaturforskellen mellem Ækvator og polerne bliver mindre, og da netop den forskel driver meget ekstremvejr, f.eks. orkanerne, så falder forekomsten af disse naturkatastrofer faktisk.

Om luftstrømmen omkring Arktis bølger mere eller mindre, er en følge af svingningerne i f.eks. de store havstrømme i Atlanterhavet og Stillehavet, og der er ingen sammenhæng med den beherskede stigning i den globale gennemsnitstemperatur.

Klimavidenskaben vil så gerne tilskrive CO₂ ansvaret for alt, hvad der sker af ændringer i klimaet, men det er et vildspor. Et vildspor, der desværre fører politikerne alvorligt på afveje.