Vi har flere gange været inde på New Yorks klimapolitik, hvor ambitionerne er tårnhøje, mens forbindelsen til virkeligheden halter mere. Staten har forsøgt at følge det sædvanlige mønster med lukning af gas- og kernekraftværker, forbud mod brug af gas til opvarmning i nye huse og så selvfølgeligt nogle vildt ambitiøse planer for reduktioner af CO2-udledningerne.
Et led i planerne var naturligvis den voldsomme udbygning med ”vedvarende energi”, her især vindmøller i havet ud for kysten. De skulle i princippet i løbet af få år dække det meste af statens behov for elektricitet. Det er jo så ikke gået så godt, først løb investorerne ind i voldsomt stigende omkostninger, hvilket førte til, at de forlangte højere garanterede afregningspriser. Det fik de så i nogle tilfælde, men alligevel var der flere projekter, der blev aflyst.
Situationen blev ikke bedre af, at Donald Trump blev valgt til præsident og straks lagde yderligere begrænsninger på udbygningen af havvind i Atlanterhavet.
New York står således med en kommende mangel på strøm, og ideen med, at den skulle leveres af de såkaldte DEFR, ”regulerbare udledningsfrie kilder” er ikke rigtigt blevet til virkelighed, bl.a. fordi ingen ved, hvordan en DEFR faktisk ser ud. På det seneste har man nævnt, at det kunne være kernekraftværker, store eller små, men de kan jo ikke lige blive bygget i løbet af de næste fire år.
Og fire år er, hvad New York har tilbage inden 2030, hvor et ambitiøst klimamål på en 40% reduktion i CO2-udledningerne – i forhold til 1990 – skal være opnået. Målene er knæsat i lovgivningen og kan ikke bare ignoreres.
Statens miljøministerium skulle ifølge loven, der er en af de mest ambitiøse i USA, allerede i januar 2024 have udsendt en plan og et program for, hvordan man har tænkt sig at opfylde lovkravet om de 40%. Det fik ministeriet ikke gjort, og derefter blev staten sagsøgt af en gruppe klima- og miljøorganisationer. I retten prøvede embedsmændene at forsvare sig med, at loven var ”umulig” af overholde, da den ville påføre statens indbyggere enorme og skadelige omkostninger.
Det ville dommeren ikke høre på, lov er lov, og staten fik to muligheder. Enten gennemføre en ændring af loven eller også opfylde kravene og fremlægge programmet senest 6. februar 2026. Den opgave er jo umulig, men det er heller ikke nemt med så kort varsel at ændre sådan en lov.
Staten vil naturligvis appellere dommen, men i praksis er det jo kun at trække pinen ud. Faktum er, at p.t. har New York kun opnået en reduktion i CO2-udledningerne på ca. 10% ud af de 40. Resultatet skyldes primært skiftet fra kul- til gasfyring i elfremstillingen og så udflytning af energikrævende industri f.eks. til Kina.
Det er således helt utænkeligt, at staten skulle kunne nå ned på de 40% i løbet af de næste fire år. Myndighederne har i flere omgange fremlagt planer, der som et hovedelement havde ovennævnte DEFR- teknologi, som ingen kender, og som i hvert fald ikke vil stå klar med de nødvendige 30 GW kapacitet inden 2030.
Statens energiforbrug består primært dels af olie til transport – form af diesel eller benzin, dels naturgas, der bruges både i kraftværkerne og til opvarmning af bygninger, herunder mange private hjem. Klimaloven er udformet således, at selv om en stor del af elektriciteten er importeret fra nabostaterne, så skal udledningerne i forbindelse med fremstillingen tælles med i New Yorks klimaregnskab. Det samme gælder alle brændstoffer brugt inden for statens grænser, her skal både udledningerne ved brugen, men også i forbindelse med fremstillingen, f.eks. i Texas, tælles med.
Det siger sig selv, at New York er helt uden muligheder for at gennemføre en hurtig elektrificering til erstatning for motorbrændstof og husopvarmning, og der er slet ikke nok ”vedvarende energi” opstillet til at dække behovet. Det ville også have været tilfældet, hvis ikke Trump var præsident, fordi havvindudbygningen i forvejen nærmest var gået i stå. Og så ville man også stadigvæk mangle de berømte DEFR’s.
New York sidder i en selvskabt klemme, og den eneste vej ud er at få ophævet den idiotiske klimalov. Det bliver spændende at følge med i, om det lykkes eller ej.
Danish