Uden jordforbindelse

Ved læsning af Jens Olaf Pepke Pedersens fremragende svar på det personangreb, han blev udsat for, blev undertegnede gjort opmærksom på endnu et besynderligt element i det klima-industrielle kompleks. Det er åbenlyst, at der bruges enorme kræfter på at tænke tanker og regne på problemstillinger, der er totalt løsrevet fra den virkelige Verden. Her er udgangspunktet det tilfældigt valgte klimamål på maks. 1,5 graders temperaturstigning (til nød 2 grader) i forhold til ”førindustriel tid”. Koblet sammen med et gæt på, hvor stor en temperaturstigning man får ved udledning af f.eks. ét gigaton CO₂, kan man nu regne ud, hvor meget, menneskeheden stadigvæk kan udlede, før de 1,5 eller 2 grader nås. Det er det såkaldte ”kulstof-budget”, og det er genstand for megen aktivitet og mange videnskabelige rapporter.

I ovennævnte indlæg stiftede vi bekendtskab med Klima- og Omstillingsrådet (KOR). Trods det officielt klingende navn er rådet en privat sammenslutning af nogle universitetsansatte forskere, der som fritidsbeskæftigelse driver en hjemmeside, og her med lange mellemrum lægger rapporter om klimasagen op. Undertegnede valgte som smagsprøve et værk med titlen Forbrugsbaserede klimamål for Danmark i 2035.

Tankegangen bag er velkendt, også fra Klimarådets rapporter. Danmark som nation giver dels anledning til CO₂-udledninger ved vores aktiviteter inden for landets grænser, produktion, opvarmning, transport, elektricitet osv. Men hertil kommer, at vi jo importerer langt størstedelen af de varer, der dels indgår i private menneskers liv og dels i forbindelse med det offentliges aktiviteter. Alle disse varer har jo krævet energi til fremstillingen eller givet anledning til udledninger på anden vis, og det giver jo en ”klimabelastning”, der faktisk er blevet udregnet til at være større end den fra de indenlandske aktiviteter. Det er jo ikke så godt, og det må vi ”gøre” noget ved.

Måske er hele ideen lidt uklar her, fordi hvis varerne f.eks. har medført et forbrug af kul, olie eller gas i producentlandet, så burde deres udledninger jo være talt med i det pgl. lands klimaregnskab, og hvis vi så også tager det med i vores, bliver der vel talt dobbelt. Det kommer vi tilbage til.

Men først skal vi kigge på KOR’s rapport. Den er flot sat op med indholdsfortegnelse, sammendrag, ekstra forsider, litteraturliste osv., men er reelt kun 20 sider lang – hvilket naturligvis er en lise i den branche – hvor man ellers holder meget af at brede sig ud over hundredvis af sider – men så er der nok også masser af penge i støtte, og de skal jo brændes af.

Rapporten definerer sit eget formål som følger:

Hvilke klimamål for den forbrugsbaserede drivhusgasudledning harmonerer med Danmarks ambition om at være et grønt foregangsland?
Det undersøger vi i dette notat.

Rapportens ”hovedpointer” er bl.a.:

• Folketinget bør vedtage et mål for reduktion af de danske forbrugsbaserede udledninger frem mod 2035 i forbindelse med revisionen af Klimaloven.
• For at harmonere med Parisaftalen og Klimalovens målsætninger kræver det en kraftig reduktion af danske forbrugsbaserede udledninger frem mod 2035

Rapporten vil nu kigge på vores ”restbudget”, men først skal man naturligvis beregne Danmarks andel af de globale tal, og her kan der være tale om tre forskellige metoder til at opgøre den:

Vi udregner denne andel for tre forskellige fordelingsprincipper, nemlig ens-per-indbygger, historisk ansvar og grandfathering. Ens-per-indbygger tildeler budgettet til lande på baggrund af størrelsen på deres befolkning, mens historisk ansvar tager højde for udledningerne siden 1990, hvor FN’s klimapanels første rapport blev udgivet og Danmark fik sine første klimamål. Grandfathering fordeler det globale budget på baggrund af nutidige udledninger, og fastholder de samme andele i fremtiden.

De tre fordelingsprincipper er i rapporten illustreret ved diagrammet vist her i fig. 1. Hvilket et af de tre, man vil vælge, afhænger primært af ens retfærdighedssans, bl.a. om hvorvidt vores historiske udledninger skal tælles med.

Hvis de gør det, så ser det slemt ud, som det fremgår af fig. 2. Her ser man hvor hurtigt, vi skal nedbringe vores forbrugsbaserede udledninger for at ”holde” temperaturstigningen under de 1,5 (eller 2) grader. Man ser, at ”historisk ansvar” medfører, at udledningerne skal ned under nul allerede fra nu af. Omvendt er ”grandfathering” den mest skånsomme, fordi man kun tager udgangspunkt i udledningerne fra 2020 og fremefter, og her er vores ikke meget større pr. indbygger end f.eks. Kinas.

Rapporten når frem til, at vi i 2035 for principperne ”lige-per-indbygger” og ”grandfathering” har lov til at udlede hhv. 0-13 mio. ton og 0-41 mio. ton i forbindelse med vores forbrug. Der er jo stor usikkerhed på tallene, derfor disse spænd i resultaterne. For ”historisk ansvar” er de tilladte udledninger negative, dvs. selv nul i forbrug er ikke godt nok. I 2022 regnede Energistyrelsen med, at vores forbrugsbaserede udledninger var omkring 64 mio. ton.

Rapporten bekymrer sig naturligvis om principperne nu også er retfærdige, og det gælder jo i praksis kun for ”historisk ansvar”.

Vi anvender tre fordelingsprincipper, hvoraf lige-per-indbygger og særligt grandfathering ikke tager hensyn til princippet om menneskeligt ligeværd, som tilsiger, at mennesker i lige positioner skal behandles ens. Gennem grandfathering og lige-per-indbygger behandler vi mennesker i ulige positioner ens. Andre tilgange til fordeling af det globale kulstofbudget inkluderer hensyn til kapacitet (muligheden for at reducere udledningerne) og behovsorienterede tilgange (mennesker har ret til at få dækket deres behov uanset om det kræver drivhusgasudledninger). Disse ville tildele et mindre budget til Danmark.

Den citerede passus her er i virkeligheden den eneste, som kommer en smule ind på rapportens fundamentale problem.

Hvordan har man egentligt forestillet sig, at så kraftige reduktioner i vores ”forbrug”, dvs. varekøb i udlandet skulle kunne lade sig gøre? Nul udledninger betyder i princippet nul varer, og Danmark kan som samfund slet ikke fungere uden en lang række af importerede produkter. Vores indenlandske produktion er jo efterhånden ret beskeden, bortset fra medicinal- og fødevareindustrien.

Hvordan skulle man gennemtvinge sådan en politik, der vil indbefatte voldsomme angreb på folks frihed og levestandard og bringe f.eks. de offentlige institutioner (hospitaler!) i uoverstigelige vanskeligheder?

Men det er tydeligvis slet ikke noget, der bekymrer rapportens forfattere. De har regnet på nogle tal baseret på en righoldig litteratur, og så må det være godt. Sammenhæng med virkeligheden eller bare almindelig jordforbindelse er helt unødvendige her.

Og så tilbage til spørgsmålet i indledningen. Vores importerede varer indgår jo allerede i producentlandenes klimaregnskaber. Man trækker jo ikke sin eksport fra, når det drejer sig om varer produceret på eget territorium. Men hvad så? Så bliver udledningerne fratrukket to gange i det globale klimaregnskab, og det er vel heller ikke meningen? Så handler det her i virkeligheden bare mere om, at det skal gøre ondt på folk, og deres ”overforbrug” af Jordens ressourcer skal skæres ned med hård hånd for at nå tilbage til den forjættede ”økologiske balance”?

Danmark skal jo være foregangsland, og derfor er det tanken at resten af Verdens lande skal følge i vores fodspor. Hvis forbruget af importvarer alle steder reduceres til nul, vil det selvfølgeligt medføre, at hele verdenshandelen mere eller mindre går i stå.

1. Mon det er en god ting?
2. Mon resten af Verden vil følge vores ”gode” eksempel?