Temperaturen i 1850

En af grundpillerne i hele klimasagen er ideen om grænser for, hvor meget temperaturen må stige i forhold til ”førindustriel tid”. Målet blev defineret på COP21-mødet i Paris i 2015, og oprindeligt hed det 2 grader celsius, men blev så sat ned til 1,5 grader. De to tal var på det tidspunkt reelt bare trukket op af en høj hat, og siden hen blev ”videnskaben” sat til at finde beviser på, at grænserne havde noget med virkeligheden at gøre. Det blev så til en lang række spekulative rapporter og artikler, der beskriver alle ”farerne” ved at overskride de 2 grader, men efterhånden især de 1,5 grader.

Nu kan man læse, at hvis det bliver varmere end de 1,5 grader over ”førindustriel tid”, så vil korallerne dø, isen smelte, og vi vil nå diverse farlige tipping points (”væltepunkter”), hvor det hele går galt. Langt det meste af forskningen består naturligvis i computermodel-beregninger, og her kan man jo altid nå frem til det ønskede resultat, det er kun et spørgsmål om at justere lidt på de data, computeren fodres med.

Troen på, at 1,5 grader er en helt afgørende grænse, er nået helt til tops i FN. I sin indledende tale ved COP30-mødet udtalte generalsekretær António Guterres følgende:

Den hårde sandhed er, at det er slået fejl for os at sikre, at vi forbliver under 1,5 grader. Videnskaben fortæller os nu, at vi ikke kan undgå midlertidigt at overskride 1,5 graders-grænsen, og det vil senest ske i starten af 2030-erne.
Vi trænger til grundlæggende forandringer for at begrænse denne overskridelses størrelse og varighed, og hurtigt drive temperaturen ned igen.

Selv en midlertidig overskridelse vil få dramatiske konsekvenser. Den kan skubbe den naturlige balance ud over væltepunkter, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage, den kan udsætte milliarder af mennesker for situationer, hvor de ikke kan overleve, og forstærke truslerne mod fred og sikkerhed.
Hver en brøkdel af en grad betyder mere sult, fordrivelse og tab – især for de mennesker, der har den mindste del af ansvaret. Det er et moralsk sammenbrud og dødelig forsømmelse.

Så vi skal være i stand til at måle brøkdele – tiendedele eller hundrededele – af grader for den globale temperatur og sammenligne dem med tal for perioden 1850-1900.

Det spørgsmål har Ivor Williams kigget nærmere på i en artikel i WUWT. Han lægger ud med at citere årsmeddelelsen fra WMO, Verdens Meteorologiske Organisation:

Den globale gennemsnitlige temperatur var i 2024 1,55 °C ± 0,13 °C højere end gennemsnittet for 1850-1900.

Her taler vi om hundrededele af en grad. Men det skræmmer ingen. WMO har offentliggjort nogle grafer, og man kan med lidt besvær finde de underliggende tal frem. Her er der tale om afvigelserne fra gennemsnittet 1850-1900, og de ser ud som følger (udvalgte eksempler):

1850:  -0,1797 °C
1851:  -0,0592 °C

1899:   0,0128 °C
1900:   0,1218 °C

2023:   1,4539 °C
2024:   1,5361 °C

Bemærk her den uhyrlige præcision, op til en ti tusindedel grads nøjagtighed. Således ved vi, at i 1851 var temperaturen præcist 0,0592 grad lavere end gennemsnittet for 1850-1900.

Williams stiller spørgsmålet, hvorfor man udvalgte netop 1850-1900 som sammenligningsgrundlag. Svaret fra IPCC er, at det er den tidligste periode, hvor man har tilstrækkeligt mange målinger til, at man kan få et tal for den globale temperatur.

Men hvordan så det rent faktisk ud i den periode? Fig. 1 viser antallet af målestationer på hhv. den Nordlige og Sydlige Halvkugle i perioden 1850-2015, foruden det totale antal er også vist den procentdel af jord- og havoverfladen, der er dækket af stationerne. Det er hele vejen igennem lave tal, især syd for Ækvator, og det skyldes jo, at en stor del af området er hav, og her havde man ingen faste målestationer før omkring år 2000. I den forudgående periode er temperaturerne på havet målt nu og da fra skibe, og det er meget sparsomt med tal.

I 1850 var der kun få målestationer og en meget beskeden dækning. I 1900 var det noget bedre på den Nordlige Halvkugle, mens man syd for Ækvator stadigvæk kun havde en dækning på omkring 7-8%.

Fig. 2 viser fordelingen af stationerne geografisk i seks 30-års-perioder siden 1861. Her ser man igen den uhyre ringe dækning i 1861-1890 og selv i den efterfølgende periode, 1891-1920 er der meget lidt dækning uden for Nordamerika og Vesteuropa.

I virkeligheden er det kun med satellitterne – siden 1979 – og så Argo-bøjerne til havs, fra 2004, at vi for alvor har pålidelige tal for den globale temperatur. Vi har reelt ingen idé om, hvor varmt eller koldt det var i f.eks. 1850. Der er ingen tal for hele den Sydlige Halvkugle, og den kunne let have været en grad varmere, end vi tror. Vi ved det bare ikke.

Set i det lys, må man så spørge til den farlige temperaturstigning på 1,5 grader. 1,5 grader i forhold til hvad? Alle computerprogrammerne, der skal forudsige fremtidens ulykker, er jo baseret på et nøjagtigt kendskab til den reelle temperaturstigning, men hvis vi i virkeligheden ikke kender den (og slet ikke med en hundrededel grads nøjagtighed), så falder hele Guterres’ budskab til jorden.

Skal vi se helt nøgternt på det – og for et øjeblik lægge hysteriet på hylden – så har temperaturen i 2023-24 allerede været oppe at runde de 1,5 grader, og det skete der som bekendt ikke det store ved. Vi havde gode høstudbytter, rekord få, der omkom som følge af naturkatastrofer og vel ellers bare vejr, som vi plejer?