Navnet Frede Vestergaard vil være i hvert fald nogle af læserne her på siden bekendt. Mangeårig journalist på Weekendavisen og efterfølgende stadigvæk en skarp pen, når det drejer sig om klima og miljø – og almindelig sund fornuft. Vestergaard har haft en stribe fornuftige indlæg både i Weekendavisen, men også i nogle af de andre store medier. Som regel bliver de mødt med isnende tavshed, men for nyligt kom der en interessant reaktion på en kronik, som Vestergaard fik offentliggjort i Jyllands-Posten.
Kronikken handler om den grønne omstilling i Danmark, og den indledes med bemærkninger om hvordan udbygningen med havvind med Thor vindmølleparken kunne gennemføres uden statstilskud, men derefter blev de økonomiske vilkår dårligere og en hjælpende hånd fra det offentlige blev igen en nødvendighed. Men alligevel fejler ambitionerne ikke noget:
Energistyrelsen [pålagde] sidste år statsselskabet Energinet at planlægge en så stor udbygning af elnettet i de kommende år, at det i 2050 har kapacitet til at tage imod dansk produceret strøm til ca. 185 mio. mennesker. Det skete i et dokument med titlen ”Analyseforudsætninger til Energinet 2024, AF24”.
Planen er, at elsystemet i 2050 skal kunne tage imod havvindstrøm til 130 mio. mennesker, landvindstrøm til 12 mio. og solstrøm til 40 mio. mennesker plus lidt strøm fra nogle biomassekraftværker.
Det er ikke Energistyrelsen, der kommer med tallet på de 185 mio. mennesker, det kommer fra en rapport fra rådgivningsfirmaet COWI. Det er jo en uhyrlig mængde strøm, og spørgsmålet er seriøst hvad den i praksis kan bruges til. Vestergaard spørger:
– Vil overivrige kommuner rundtom i landet tillade vindmøller og solcellemarker, hvor der er stor lokal modstand, hvis kommunalbestyrelsen vidste, at der er behov for langt færre solceller og vindmøller i Danmark, end der er lagt op til?
– Vidste de, at planen er, at en rigtig stor del af den planlagte store strømproduktion skal eksporteres til fortrinsvis Tyskland, enten som strøm eller i form af brint lavet af vindmølle- og solcellestrøm?
Vestergaard påpeger, at intet af alt dette her vil blive til noget, med mindre der kommer masser af statsstøtte på bordet:
Foreløbig har staten da også lovet op til 55 mia. kr. i statsstøtte til 3 GW havvind. Dertil kommer 15 mia. kr. til et brintrør fra Esbjerg til Tyskland uden sikkerhed for tysk interesse for dyr dansk elektrolyse-brint. De to løfter hører sammen: Først tilskud til produktion af vindmøllestrøm. Og dernæst tilskud til at komme af med strømmen, som kun er blevet produceret på grund af tilskuddet.
Dertil kommer, at Energiø Bornholm Danmark – et halvdødt dansk-tysk havvindprojekt på 3 GW nær Bornholm – synes genoplivet. … ifølge Energistyrelsens beregninger kræver projektet et dansk statstilskud på 31 mia. kr.
Vestergaard beskriver de kolossale mængder af strøm, man ind imellem vil få, men påpeger også, at planerne for at holde forsyningen i gang, når sol og vind svigter, synes meget mangelfulde. Der er stort set kun tale om lidt biomassefyrede kraftværker.
Det hævdes altid, at sol og vind producerer meget billig strøm, men som Vestergaard påpeger, så nytter det jo ikke noget, når strømmen fra de to kilder kommer helt ude af takt med forbruget og derfor kræver kostbar backup. Omvendt, når der er masser af sol og/eller vind, falder priserne til nul eller derunder, og underminerer investeringerne i solcellerne og vindmøllerne.
Frede Vestergaard konkluderer helt klart, at Energistyrelsens visioner om at levere strøm til 185 mio. mennesker vil føre til kolossale økonomiske udgifter, bl.a. fordi man investerer i meget mere kapacitet, end der rationelt kan blive brug for. Og hvem skal stå med den bet? Pensionskasserne?
Et par uger senere kom der så en reaktion, fra ingen anden end klima- og energiminister Lars Aagaard. Nogen i hans ministerium må have følt sig trådt lidt for nær. Aagaard indleder med at påpege, at Vestergaard dels mangler indsigt i energisystemet, ”blik” for fremtidens forbrug og evne til at skelne mellem prognoser og konkrete investeringsplaner. Uha, det lyder jo ikke godt.
Aagaard angriber påstanden om, at Energistyrelsen planlægger en forsyning svarende til 185 mio. menneskers forbrug. Efter samme tankegang skulle vi allerede nu producere til 22 mio. mennesker, men her ser man bort fra, at vi i Danmark bruger strøm til mange andre ting end til husholdninger. Og reelt har vi ikke strøm nok, men er nødt til at importere fra nabolandene.
Derfor er Vestergaards opgørelse misvisende. Den tager ikke højde for, hvor strømmen egentlig skal bruges henne, eller hvordan forbruget i Danmark kommer til at udvikle sig i de kommende år.
Herefter fremfører Aagaard, at Energistyrelsens Analyseforudsætninger sandelig ikke er noget, som Energinet skal handle efter her og nu, men kun som et grundlag for den langsigtede planlægning. Så Analyseforudsætningerne skal ikke tages så alvorligt. Nu kommer Aagaard så til sin hovedpointe:
Den største svaghed i Vestergaards argumentation er dog det, han ikke forholder sig til. Han ønsker, at vi skal bremse investeringerne i sol- og vindenergi. Men sidst jeg tjekkede, ville de fleste danskere gerne have, at der er strøm i kontakten, når de tænder for den – og gerne grøn strøm.
Derfor mangler der et troværdigt alternativ i Vestergaards argumentation.
Aagaard spørger retorisk, om vi skal til at genopføre kulkraftværker? Eller skal der bygges kernekraftværker, som på ”magisk vis” pludseligt har overvundet alle de sikkerhedsproblemer, som man har snakket om lige siden 1970’erne? Eller igen købe gas i Rusland?
Aagaard erklærer sig villig til at diskutere fremtidens energisystem. Og tilføjer så:
Men debatten skal altså op på et andet niveau, end Vestergaards kronik udviser. Danmarks styrkeposition er sol og vind, og ja, selvfølgelig skal der være robusthed i systemet, så vi også kan få energi, når Solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.
Aagaard slutter med at advare mod ”skræmmebilleder” og efterlyser en saglig diskussion.
Og dermed færdig med Vestergaard og hans formastelige udtalelser om den helt uundgåelige grønne omstilling og alle dens velsignelser. Men sådan kom det ikke til at gå. Vestergaard skrev et svar, og – hatten af for Jyllands-Posten – det blev bragt i stort opsat format. Og her fik Vestergaard for alvor det skarpe skyts på banen. Titlen lyder: ”Det er støttekarrusellen, den er gal med”.
Vestergaard udtrykker indledningsvist, at han er i tvivl om, hvorvidt ministeren overhovedet har læst kronikken. De 185 millioner mennesker er ikke noget, Vestergaard har fundet på, tallet kommer derimod fra en rapport fra rådgivningsfirmaet COWI.
I forbindelse med Aagaards indvending om at strøm bruges til mange andre ting end husholdninger, kan Vestergaard påpege, at det er helt normal praksis at beskrive f.eks. et vindmølleprojekt som værende i stand til at levere strøm til så og så mange husstande.
Jeg kan også minde klima- og energiministeren om, at hans egen Energistyrelse i en pressemeddelelse 25/1 2022 om den kommende havvindmøllepark Thor skrev, at vindmøllerne »kan levere strøm svarende til forbruget i cirka en million danske husstande«.
Vestergaard kommer herefter til sit hovedbudskab. En elforsyning baseret udelukkende på sol og vind plus noget import fra Norge og Sverige, vil have brug for en voldsom overkapacitet for nogenlunde at kunne dække perioder med ingen sol og lidt vind. Det kræver en ”støttekarrusel”, bl.a. fordi systemet vil lide under de perioder, der uvægerligt også vil komme med en alt for stor produktion af strøm, der bliver helt værdiløs. Det gør det umuligt at opstille vindmøller og solceller på markedsvilkår, investeringerne kan kun forrentes, hvis der er statsstøtte oveni. Tidligere, da renten var lav og udstyret kostede mindre, kunne man være optimist mht. økonomien, men de tider er forbi. Og så kommer Vestergaards hovedbudskab:
Derfor har ministeren sammen med et politisk flertal besluttet at støtte havvindmøller – med op til 55,2 mia. kr. til to parker i Nordsøen og en ved Hesselø samt foreløbig 17,6 (men behov for 31 mia. kr.) til energiø Bornholm – for at de alligevel kan blive opstillet og lave strøm. Men når der produceres mest strøm, er der ikke brug for al strømmen.
Derfor vil politikerne også give støtte til elektrolyseanlæg, der kan lave såkaldt grøn brint af overskudsstrømmen.
Foreløbig er der afsat 1,25 mia. kr. til seks projekter.
Men videre har politikerne aftalt at give et brintrør til Tyskland op til 15,7 mia. kr. i støtte, så det kan transportere den grønne brint til Tyskland. Det første tilskud kræver altså det andet tilskud, som igen kræver det tredje tilskud, for at det første tilskud giver mening.
Vestergaard påpeger, at dette er dansk energipolitik i en nøddeskal, med alt for stor risiko for fejlinvesteringer. I bund og grund er der tale om en vældig konstruktion, der skal ende med en eksport af energi til Tyskland, primært i form af brint. Men det er højst usikkert, om der overhovedet vil være noget marked for brint til de priser, som den kommer til at koste. Det har selv den tyske rigsrevision påpeget. Og hvorfor skal Danmark udbetale milliarder i støtte til den tyske energiforsyning?
Vestergaard efterlyser et svar fra ministeren på netop disse spørgsmål, støttecirkusset og usikkerhederne ved hele projektet. I stedet spørger Aagaard om Vestergaard hellere vil have kul- eller kernekraft? Det er slet ikke det, kronikken handlede om, Vestergaard efterlyser en klar stillingtagen fra ministeriet og Energistyrelsen til det billede af energiforsyningen anno 2050, som man kan se for sig baseret på Energistyrelsens visioner, samt nogle tanker om, hvordan man kan undgå de astronomiske beløb i støtte.
Her står diskussionen så nu. Aviserne er normalt ikke glade for illustrationer med kurver, men det er vi vant til her på siden, og derfor kan vi bringe fig. 1, der viser den danske elforsyning fra sol og vind i året 2050, hvor man har fulgt Energistyrelsens visioner for udbygningen.

Man ser, hvordan forbruget til den tid svinger mellem ca. 6.000 og 10.000 megawatt, mens produktionen er alt mellem nul og op til næsten 70.000 MW. Vi har stadigvæk betydelige underskud, der skal dækkes af andre kilder – og Sverige og Norge kan nok ikke levere hele mængden her fra deres vand- og kernekraft. Og ingen kan selvfølgeligt tage imod en danske eksport af de kolossale mængder strøm – op til 60.000 MW, som er af samme størrelsesorden som Tysklands nuværende forbrug. Her må man huske, at når danske solceller og vindmøller leverer godt, så gør nabolandenes det også, så ingen har brug for import at strøm. Det er så her, at Energistyrelsen drømmer om ”fleksibelt” forbrug, primært fra elektrolyse af brint – som måske kan sælges, måske ikke.
Man må spørge sig selv, hvorvidt Energistyrelsens folk nogen sinde selv har kigget på denne kurve?
Men godt gået af Frede Vestergaard. Lad os få alle fakta ud i dagslyset, så både regeringen og befolkningen kan forstå, hvor vi står – inden milliarderne ruller!









Aagaard er aldrig blevet valgt. Han blev hentet ind udefra (måske mere rigtigt at sige “indefra”) som afløser for den inkompetente Dan Jørgensen, der avancerede til en EU post. Da jeg dengang undersøgte på nettet, hvem der nu skulle være klimaminister, stod der minsandten, at Aagaard havde arbejdet mange år som lobbyist for vindmøllebranchen. Det forklarede valget; men det bevirkede også en vedvarende mistanke om, at han i realiteten aldrig har forladt sit gamle job. Har han nogensinde det? Det får vi nok klarhed over, når hans ministertid slutter og vi ser, hvilken velbetalt bestyrelsespost han lander i.
Når vi nu er i gang med statsfinansierede tabsgivende initiativer kan vi også lige nævne CCS.
Den 7. januar er der deadline for udbud af CCS projekter. Der er tale om det stort anlagte udbud for CO2-fangst og -lagring, CCS, som regeringen har afsat 28,7 mia. kr. til.
Interessen for udbuddet har været stor, og i alt er 10 projekter blev prækvalificeret til at byde. 7 af de 10 potentielle bydere har dog allerede trukket sig. Tilbage er Aalborg Portland, Vestforbrænding og Energnist i Esbjerg.
Finans har stillet klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard en række spørgsmål omkring CCS-udbuddet. Aagaard: »Jeg forstår godt, at det kan være svært, når projekterne er så komplekse, som de er,«
Nu må vi se om de tre sidste bydere afleverer tilbud, eller om vi også her må notere en fiasko.
Alt i alt og med Sørens artikel ovenfor kan vi som skatteydere konstatere, at Aagaard og hans regeringskolleger tilsyneladende fortsat har en ambition om at køre voldsomt store milliardbeløb baglæns ud af statskassen.
Med andre ord. Man giver statsstøtte til havvindmølleparker, som skal lave strøm, som herefter skal omdannes til brint med statsstøtte. Brinten skal så sendes til Tyskland via et brintrør, som bygges med statsstøtte.
Og så har du glemt, at brinten er for dyr, så den skal også sælges i Tyskland med statsstøtte….
I midten af 90’erne købte jeg mit første abonnement på Weekendavisen og jeg blev opmærksom på klimaproblematikken af Frede Vestergaards fremragende artikler. Det har jeg været siden og har haft abonnementet lige siden.
Ja, der var engang, da Weekendavisen prioriterede saglighed fremfor Krasniks wokeisme.
Jeg har altid haft megen sympati for Frede Vestergaard. Lige fra klima-skrækken blev introduceret omkring 1990, har han erklæret sig som ikke-troende.