De miljøøkonomiske Vismænd har for et par dage siden udsendt en ny rapport, hvor de gennemgår den danske klimapolitik. For nu at sige det mildt, så er der ikke ubetinget ros til regeringens mange krumspring. Til indledning kigger Rådet på målrettet statsstøtte til forskellige aktiviteter:
I det følgende diskuteres tre aktuelle energiprojekter, hvor der fra regeringens side lægges op til at give statsstøtte. Statsstøtte kan fagøkonomisk set begrundes, hvis den pågældende aktivitet uden støtte ikke ville ske i det omfang, som er mest gavnlig for samfundet som helhed.
Inden vi dog kommer ind på de konkrete projekter, nævner Rådet hele brintprojektet, som man finder giver mening, fordi der opbygges infrastruktur og på længere sigt kan det resultere i indtægter for samfundet. Det er vel principielt også rigtigt, og man citerer Energinet for at brintrørledningen kan forrente investeringen under passende betingelser. Men man får da også nævnt, at der kan være problemer:
For at opnå et positivt samfundsøkonomisk resultat er det en forudsætning, at danske brintproducenter kan afsætte brint i Tyskland …
I aftalen er det fastlagt, at projektet kun gennemføres, hvis danske brintproducenter i løbet af 2026 binder sig for fremtidig transport af mindst 0,5 GW ud af rørets eksportkapacitet på ca. 3 GW.
Det [kan dog også] være tilfældet, at kapacitetssalget ikke når minimumsgrænsen…. I dette tilfælde opfordrer formandskabet til, at fortsættelse af projektet genovervejes.
Og her er problemet jo, at brinten er alt for dyr, og derfor kun kunne afsættes til f.eks. tysk industri, hvis der ofres formuer i statstilskud årligt i al fremtid. Det vil Rådet næppe finde hensigtsmæssigt.
Så kommer vi til Energiø Bornholm. Her er dommen mere kontant:
Energiø Bornholm er planlagt til at bestå af flere havvindmølleparker omkring Bornholm kombineret med en transformatorstation på selve øen samt ledninger, der skal transportere strømmen til Sjælland og Tyskland. Planen er derudover, at virksomheder vil være interesserede i at bygge såkaldte Power-to-X anlæg i tilknytning hertil. Energistyrelsen har belyst samfundsøkonomien i projektet for Danmark og behovet for offentlig støtte. Ifølge beregningerne er samfundsøkonomien negativ under de fleste antagelser. Der er dermed ikke fagøkonomisk begrundelse for statsstøtte til projektet.
Rådet gennemgår den seneste udvikling i sagen, bl.a. opnåelsen af et mindre tilskud fra EU, der dog mere end modvirkes af, at Energinet har opjusteret investeringsbeløbet betydeligt.
Der [bør] foretages en samlet genberegning af samfundsøkonomien og støttebehovet i projektet i lyset af de nye oplysninger, hvor det kan sandsynliggøres, at der er en positiv samfundsøkonomi i projektet …. Er dette ikke tilfældet, er det fortsat formandskabets anbefaling, at projektet indstilles.
Så der er ikke meget håb for den gode energiø.
Næste punkt er udbuddet af havvind, hvor regeringen har stillet massiv statsstøtte i udsigt. Man argumenterer bl.a. med, at det vil reducere udledningerne af CO2 og forøge Europas energisikkerhed. Den køber Rådet ikke rigtigt:
Drivhusgasreduktioner bør ikke være et argument for statsstøtte til havvind. Hvis der ønskes yderligere nationale reduktioner, opnås disse samfundsøkonomisk billigere ved at øge CO2-afgiften end ved at give støtte til havvind.
Sammenfattende om Energiø Bornholm og havvinden i Nordsøen skriver Rådet:
På den baggrund synes statsstøtte til havvind og Energiø Bornholm ikke velbegrundet fagøkonomisk set. Politisk ønske om statsstøtte til projekter med negativ samfundsøkonomi bør ledsages af beskrivelser af, hvilke (ikke-værdisatte) faktorer der begrunder ønsket.
Mht. elbilerne ser Rådet gerne, at den nuværende meget generøse afgiftsnedsættelse bringes til ophør snarest muligt, men hele bilbeskatningen bør gentænkes forfra.
Tvungen udfasning af naturgasfyr giver heller ikke megen mening, ifølge Rådet, og slet ikke taget i betragtning, at en væsentlig del af gassen i ledningsnettet i dag faktisk er biogas. I 2032 forventes al gas at være biogas, og så har ideen med udfasning ikke længere nogen effekt på klimaregnskabet og er derfor blot tom symbolpolitik.
Rådet tager herefter fat i de danske ambitioner om at være ”klimaneutrale” i 2045, dvs. hvor man har nået ”netto-nul”. Det bliver sværere og sværere at nå, jo tættere på målet man kommer, og Rådet ser ingen anden udvej end omfattende CO2-opsamling, CCS. Den kan finansieres, hvis man indfører en fast CO2-afgift på alle udledninger, stigende til over 2000 kr./ton. Fig. 1 viser hvordan virkemidlerne frem mod målet i vid udstrækning netop er CCS.
Rådet forventer ikke nogen særligt alvorlige konsekvenser af så drastiske afgifter, modelberegninger viser et tab af nogle få tusinde arbejdspladser, og måske 0,5% nedgang i borgernes købekraft. Hvor meget importen af varer vil stige, kunne undertegnede ikke finde noget om.
I den ideelle verden vil ensartede afgifter altid være det mest effektive virkemiddel, men det kræver hele tiden, at der er muligheder for teknisk at gribe til alternative løsninger, for derved at kunne undgå eller i det mindste nedbringe betalingen. Men med grøn omstilling findes disse alternativer ikke. Tænk bare på skibsbrændstof, hvor rederierne reelt kunne komme til at vælge mellem enten at betale afgifterne eller at købe ”klimavenligt” brændstof, der indebærer endnu højere udgifter. Det vil ikke gøre megen forskel på atmosfærens CO2-indhold, med mindre det medfører en mærkbar nedgang i skibsfarten. Og ellers bliver alting bare dyrere for forbrugerne og samfundet. Den kraftige satsning på CCS, jfr. fig. 1, som jo vel at mærke er en aktivitet, der ingen værdi skaber, er også yderst tvivlsom, da teknologien har en række problemer, der ikke lige er til at løse, teknisk såvel som økonomisk.
Alt i alt er det Klimaøkonomiske Råds rapport en blanding af godt og mindre godt.
Reaktionerne i medierne har foreløbigt været afdæmpede, man kunne jo ellers forvente ramaskrig over bedømmelsen af tilskuddene til de store energiprojekter.
Til gengæld har en rundspørge blandt erhvervsorganisationer resulteret i mange bekymrede udtalelser om de drastisk forhøjede CO2-afgifter, der lægges op til. De vil være gift for både landbrug og industri, og kan resultere i lukkede virksomheder og øget import af varer.
Lukning af danske landbrug og virksomheder vil føre til en øget import af varer, men konsekvenserne af den er heller ikke noget Rådet tilsyneladende bekymrer sig om.
Sammenfattende må det siges, at de meget høje CO2-afgifter næppe nogensinde kan føres ud i livet, men hvis Det Miljøøkonomiske Råd har medvirket til at få skudt de vanvittige projekter med havvind ned, så har rapporten absolut gjort nytte.
Danish
Søren rammer hovedet på sømmet. Klimaafgifter virker på den måde, at varer og tjenesteydelser fordyres med det resultat, at produktion og forbrug falder. Med mindre producenterne finder på alternativer, som ikke skal beskattes og er mindst lige så gode som det de erstatter. Men det er der ingen garanti for.
Vismandsrapporten bliver selvfølgeligt tiet ihjel af de statsstøttede medier – de ved hvem der betaler deres løn.
Og kritiske syn på den grønne kirke hører ikke til “public service”. Det siger da sig selv.
Tyskland har kæmpe overskud af vind og sol. Hvorfor er det lige, at de ikke selv bygger brint-infrastrukur? Det ville da være nemmere og billigere for alle parter.
Hele denne parodi af et CO2 cirkus har intet med vejr eller klima at gøre.
Det handler kun om at opkræve endnu flere penge fra den mest skatteplagede befolkning i Verden, som så kan bruges på ligegyldige ting som gavner politikerne mest muligt.
I stedet for at bruge bruge enorme ressourcer på at indfange og nedpumpe CO2 i undergrunden kunne man bruge træstammer til pælefundering. Så vil CO2’en i træstammerne være deponeret i flere hundrede år.
Hvad der foregår i medierne, tror jeg ikke giver os en god indikation for den danske klimafremtid.
Med COP30 in mind tænker jeg at det omtalte brintrør til Tyskland vil være en god indikator for hvor Danmark bevæger sig hen på klimadagsordenen. Beslutter man at bygge det – ja så fortsætter klimadagsordenen. Besluttes derimod at stoppe eller udsætte projektet – ja så er der tegn på at realiteterne begynder at indfinde sig hos beslutningstagerne.
Vedrørende finansiering af CCS med CO2-afgifter og dermed efterfølgende udfasning af dansk CO2-udledende produktion af varer – for derefter at importere disse varer er rent idioti. Jeg nægter at tro på at flertallet af danskere er så dumme.