Det er et stykke tid siden, at vi har bragt en oversættelse af en af Willis Eschenbachs altid underholdende artikler, i en periode var han ikke så produktiv, men nu er han tilbage i fuld vigør på WUWT, hvorfra vi har lånt følgende. Denne gang handler det om AMOC, den store havstrøm, der forventes snart at standse og kaste Nordeuropa ud i en ny istid. Eschenbach får nu ordet:

Lad os få noget på det rene. Denne nye artikel med titlen ”Ækvatorial Atlantisk opvarmning i middel-dybden er tegn på en opbremsning af AMOC”, netop udkommet fra Nature’s trykkerier og som allerede får hele katastrofen-er-nær behandlingen [i medierne], påstår, at en mystisk ”middel-dybde-opvarmning” i Atlanterhavet omkring Ækvator – mellem 1000 og 2000 meter nede – er det længe eftersøgte ”fingeraftryk”, der påviser, at AMOC har været under opbremsning siden 1990-erne.

Ifølge forfatterne er denne opvarmning dybt nede i havet mere ”pålidelig” end målinger på havoverfladen, – de vildt svingende havoverfladetemperaturer, som alle folk har skændtes om i årevis, og – meget belejligt – passer det lige ind i klima-alarm-fortællingen om, at AMOC er på vej mod et katastrofalt kollaps. Hvis I køber den historie, så er det meningen, at I skal gå i panik nu, fordi kollapset er måske allerede i gang, væltepunktet lurer, og vi er alle på vej mod situationen i gyserfilmen ”The Day After Tomorrow” hvor der dukker en istid op i løbet af en uges tid.

Der er bare ét problem. Hele konstruktionen er opbygget ved hjælp af modelresultater, udvælgelse af data og fortolkning af dem, cirkelslutninger og en hårdnakket benægtelse af at AMOC måske faktisk klarer sig fint. Lad os begynde med fundamentet. Forfatterne kører en [computermodel], hvor de bruger data for påvirkningen [fra CO₂] fra de nye klimamodeller CMIP6, og forudsætter en firedobling af atmosfærens CO₂-indhold – åbenbart fordi vi har brug for gætværk stablet oven på mere gætværk. Selvfølgeligt er der slet ikke nok kul, olie og gas i Verden til at nå op på en firedobling af CO₂-indholdet i atmosfæren, men I skal ikke kigge efter manden bag forhænget til trylleshowet.

Så indfører forfatterne pludselige skift i vindmønsteret, havoverflade-temperaturerne og havoverfladens saltindhold, alt sammen taget direkte fra modeller, der allerede antager en opbremsning af AMOC, og – stor overraskelse – modellen spytter pligtskyldigt resultater ud med opbremsning og højere temperaturer omkring Ækvator. Det er det videnskabelige modstykke til, hvis man beder en papegøje om at gentage, hvad man lige har lært den og derefter at påstå, at papegøjen har opfundet sproget.

De forskellige ”eksperimenter” [computerkørsler] er variationer over et tema: Fusk med påvirkninger på overfladen, kigge på hvordan modellen reagerer efter forudbestemte veje, og så udvælg de resultater, der underbygger teorien. Vil I have opvarmning i middeldybden? Det er let nok – tilføj noget ferskvand til det Nordlige Atlanterhav (hvilket CMIP6-modellerne allerede har med i opskriften som en del af deres scenarier, hvor AMOC svækkes), læn jer tilbage og lad ”barokliniske Kelvin-bølger” udføre propaganda-magien. Det er ikke nogen uafhængig test af en teori, det er en simulation, der bekræfter sig selv.

Logikken i artiklen løber i en perfekt cirkel:
Trin 1: Gå ud fra, at CMIP6-modellerne (hvilke alle forudser at AMOC vil svækkes som følge af påvirkningen fra CO₂) er korrekte.
Trin 2: Brug de samme modellers resultater som påvirkning i din hav-model.
Trin 3: Når din hav-model viser opvarmning omkring Ækvator, fremfør at denne opvarmning er AMOC-svækkelsens ”fingeraftryk”.
Trin 4: Find opvarmning i de målte data.
Trin 5: Konkludér at AMOC er ved at blive svækket, fordi du fandt ”fingeraftrykket”.

På intet tidspunkt kigger de på, om opvarmningen i Atlanterhavet kunne have været fremkaldt af noget som helst andet end ændringer i AMOC – som f.eks. åh, det ved jeg ikke, lokale mønstre i vinden, fjernvirkninger fra El Niño, undervandsstrømme fra andre sider eller bare de naturlige variationer som Atlanterhavet omkring Ækvator er kendt for. Forfatterne peger med triumf i stemmen på opvarmning i diverse datasæt, der viser 0,14 graders temperaturstigning i middeldybden fra 1960 til 2020. Det lyder imponerende, indtil det går op for én at:

(1) Data for temperaturmålinger i middeldybden før 1980 i det ækvatoriale Atlanterhav er sparsomme, fyldt med huller og fyldt med konstruerede tal.
(2) Argo-bøjerne begyndte først at give dækkende målinger fra 2004, så de ”tydelige” resultater gælder primært perioden efter årtusindeskiftet.
(3) At målingerne har så få udsving fra år til år, hvilket forfatterne er meget tilfredse med, skyldes at vandmasserne i middeldybden er enormt store og kun kan forventes at ændre temperatur ganske langsomt, og den konstaterede ændring kan skyldes hvad som helst.

Eschenbach gennemgår herefter nogle andre artikler, hvoraf flere har konkluderet – baseret på faktiske målinger – at der ikke er nogen sporbar ændring i AMOC. Dem har vi også kigget på her. Derefter kigger Eschenbach nærmere på de anvendte statistiske metoder, som han finder temmelig tvivlsomme. Og det fører ham så frem til konklusionen om artiklen:

Dette er ikke neutral videnskab. Det er model-drevet alarmisme klædt ud i sprogbrug som ”fingeraftryk” og ”dynamiske mekanismer”. Forfatterne vil have os til at tro, at nogle få tiendedele af en grads opvarmning dybt nede – der kun kan konstateres ved heroisk manipulation og udglatning af en beskeden flok målinger – er beviset for, at AMOC befinder sig på afgrundens rand. De taler om ”væltepunkter”, citerer skræmmende forudsigelser om en nedgang på to Sverdrup siden 1950-erne og antyder i dystre toner, at vi allerede er ude, hvor der ingen vej er tilbage.

Men målingerne og data bekræfter det ikke, modellerne er upålidelige og alternative forklaringer findes overalt, hvis man bare er villig til at kigge efter. Atlanterhavet ved Ækvator bliver varmere af mange årsager – de fleste af dem har intet med AMOC at gøre. Denne artikel udvælger én sammenhæng, opbygger en vældig konstruktion af modelresultater, der på forhånd bygger på, hvad man ønsker at bevise, og derefter erklærer man sejr, fordi nogle målte resultater viser en udvikling.

Hvis man vil lære noget om AMOC, så skal man måle direkte på den. Lad være med at bruge proxy-teblade fra et forvirrende og komplekst farvand, filtreret gennem forudindtagede modeller og kalde det et ”overlegent fingeraftryk”. Det er klimavidenskab, når den er værst: Modeller hele vejen ned, forudindtagethed hele vejen op og en konklusion, der er skræddersyet til den næste omgang overskrifter om klimakrisen. AMOC har det formentligt fint. Det virkelige sammenbrud er i den videnskabelige skepsis.

Det ser ud til at i takt med, at klima-alarm-fupnummeret bryder sammen, bliver påstandene mere og mere vanvittige. Og imens er her et billede af situationen i den virkelige Verden: