CO₂-opsamling, seneste gode nyheder

Klimarådet udgav som bekendt nogle forslag til nye klimamål for 2035. Målet for 2030 er stadigvæk en 70%-reduktion af CO₂-udledningerne i forhold til 1990. Rådet mener fortsat, at Danmark vil nå det mål – skulle det knibe, kan man jo altid justere lidt på beregningerne for landbruget, hvor udledningerne af især metan og lattergas slet ikke kendes i praksis.

Men for 2035 er der nye muligheder. Klimarådet mener, at en videreførelse af den nuværende politik vil give en reduktion i 2035 på omkring 78%. Det er jo slet ikke nok, og der kigges nu på f.eks. 85 eller 90% på det tidspunkt. Det spørgsmål forhandler politikerne om i skrivende stund.

Klimarådet har i sit 2035-tal på de 78% inkluderet årlig opsamling og deponering (”CCS”) af i alt 2,8 mio. ton CO₂. Den skal være i fuld gang allerede fra 2030. For nu at nå længere ned, viser det sig, at Rådet foreslår en meget kraftigere satsning på CCS. 85%-målet i 2035 vil således kræve opsamling af yderligere 3,2 mio. ton, mens vi ved de 90% skal helt op på 5 mio. ton oven i de 2,8, jfr. fig. 1. Dvs. om 10 år skal vi opsamle og deponere omkring 8 mio. ton CO₂ årligt. Klimarådet antager, at omkostningen pr. ton vil ligge mellem 800 og 1200 kr./ton CO₂. Det er nok forholdsvis optimistisk, men selv med så lave tal kommer vi op på en årlig udgift på 8 mia. kr./år, penge, der sagtens kunne bruges til noget bedre.

Som det er nævnt mange gange, skaber CCS ikke nogen værdi i sig selv, og derfor er der da også tale om massive statstilskud for at få tingene sat i gang. I denne omgang har regeringen afsat 29 mia. kr. til udbetaling over 15 år fra 2030 og fremefter. Det skulle i alt sikre opsamling af 2,3 mio. tons CO₂ pr. år i den periode. Man udbød ordningen, og 10 firmaer blev udvalgt til at byde. Her var der seks affaldsforbrændingsanlæg, cementfabrikken Aalborg Portland og 3 biomassefyrede kraftvarmeværker. Energistyrelsen havde regnet på de forventede omkostninger og fundet, at for cementfabrikkens vedkommende holdt Klimarådets tal på de 800-1200 kr. meget godt, mens det ville være dyrere for f.eks. affaldsforbrændingsanlæg; de lå over 1300 kr./ton CO₂. Årsagen til de højere udgifter er primært, at anlæggene er mindre, den årlige opsamling er ikke så stor, og så kommer f.eks. investeringsudgifterne til at veje tungere.

Man kan samtidigt regne ud, at statsstøtten, trods det astronomiske totalbeløb, kun vil udgøre omkring 600 kr./ton (ekskl. moms). CCS ville derfor være en tabsgivende forretning for byderne, med mindre de kunne sælge kulstofkreditter – ”aflad” – til rige virksomheder, der gerne vil se mere ”grønne” ud.

Heldigvis er der nogen i kommunerne og virksomhederne, der kan holde hovederne kolde og selv regne på tallene, og det har medført, at hele fem af byderne har trukket sig ud af processen. Først kom ARC/E på Amager og dernæst Ørsted i forbindelsen med Skærbækværket. Herefter kom Lisbjergværket, ejet af selskabet Kredsløb, i Aarhus, ARGO i Roskilde og endeligt AffaldPlus i Næstved.

I Aarhus var det i sidste ende politikerne i det nyvalgte byråd, der besluttede at opgive deres deltagelse. Trods statsstøtten vurderede man, at projektet indebar store økonomiske risici, som kommunen i sidste ende ville komme til at hænge på. Problemet er bl.a., at Energistyrelsen – der jo ikke er kendt for sin jordforbindelse – i forbindelse med udbuddet har forlangt milliard-garantier fra byderne, penge der vil falde til udbetaling, hvis opsamlingsmålene ikke nås til fulde aldeles omgående, dvs. allerede i 2030. En sådan regning kunne gå ud over Aarhus-velfærden i fremtiden. Det forlød ellers, at Kredsløb havde brugt flere hundrede mio. kr. på forberedelserne til buddet, men pyt, den udgift hænger el- og varmekunderne bare på. Problemet for kommunen er imidlertid nu, at planerne om at være ”klimaneutrale” i 2030 er i vanskeligheder – men mon ikke bare man kan sige: Fred være med dem. Et ”klimaneutralt” Aarhus redder ikke det globale klima.

Meget tyder på, at vinderen af udbuddet – og måske den eneste byder – bliver Aalborg Portland, der dels har fordel af sin størrelse og dels på forhånd har modtaget penge fra EU til investeringen i opsamlingsanlægget. Fabrikken er jo, som Danmarks største enkelt-udleder allerede i søgelyset i forbindelse med klimamålene. Til gengæld vil Aalborg Portland kun kunne påtage sig opsamling af ca. 1,4 mio. ton CO₂/år, så der kommer til at mangle 900.000 ton i forhold til regeringens og Klimarådets planer. Vi står helt klart over for en potentiel ”klimakatastrofe”….

Der var frist for indsendelse af bud til Energistyrelsen d. 17. december, men lige nu er det blevet oplyst, at budfristen er udskudt til 7. januar 2026. Anledningen skulle være noget lovgivning vedrørende skatter, der skal falde på plads først. Men alligevel, der er ikke lang tid igen.

Lige p.t. er de eneste CCS-projekter af betydning i Danmark Ørsteds to anlæg i hhv. Avedøre og Kalundborg. De skal tilsammen opsamle 430.000 ton CO₂ årligt, og har hertil fået tilsagn om statsstøtte på 8 mia. kr. De skal sættes i drift til næste år, 2026.  

CO₂-opsamling har vist sig i praksis at være svært. Når det handler om klimaet, skal man være meget nøjeregnende med, at alt bliver samlet op og trygt deponeret, da hvert eneste ton jo indgår i de finurlige klimaregnskaber. De store erfaringer med teknikken har man kun i forbindelse med CO₂ brugt til nedpumpning i olie- og gasfelter, hvor gevinsten er enorm, så spild er slet ikke noget problem.

Men det ser meget anderledes ud, når hele mængden skal samles op, og der er ingen tvivl om, at Aarhus-politikerne har set rigtigt. Det er alt for risikabelt. På globalt plan er der god gang i udbygningen med CCS-anlæg, men det kniber gevaldigt med opsamlingen, som vist på fig. 2. Man har til dato globalt investeret mere end 10 milliarder dollars, men pr. år opsamledes der kun omkring 370.000 ton i både 2024 og 2025, dvs. omkring 13% af de rent danske ambitioner for 2030.

Til gengæld har der været godt gang i salget af ”aflad” – kulstofkreditter. Fig. 3 viser hvor mange ton, der er købt og betalt år for år, og i 2025 drejer det sig om ikke mindre end 26 mio. ton – hvoraf som nævnt 0,37 mio. ton er ”leveret”. Det svarer til ca. 1½ procent. Man må håbe på, at kunderne er tålmodige.

Også i udlandet er der problemer med CCS, det forlyder netop, at to projekter i Skotland er blevet afblæst – og igen nævnes økonomien som den afgørende faktor. Det gigantiske biomassefyrede kraftværk i England, Drax, har også store planer om omfattende CO₂-opsamling, men ligeledes her er der bekymringer vedrørende økonomien, da Drax reelt ville kunne opsuge hele den britiske regerings budget for støtte til CCS. Her tales der om i alt 30 mia. britiske pund eller knap 260 mia. danske kroner.

CCS er bare dyrt – og gør ingen nytte for nogen.

Opdatering, 7. december

Det forlyder nu, at Fjernvarme Fyn, som den sjette byder også har trukket sig fra processen. Så er der kun fire selskaber tilbage om buddet.

Opdatering, 11. december

Og så har varmeselskabet Hofor også kastet håndklædet. Nu er der kun tre bydere tilbage, og deres kapacitet er faktisk ikke tilstrækkelig til at opfylde hele målsætningen.