Klima i Medier, Klimarealisme i medierne

Forsvar for klima-troen

For nyligt omtalte vi en bemærkelsesværdig artikel i Berlingske, hvor både Otto Brøns-Petersen og Jens Olaf Pepke Pedersen kom til orde i et fyldigt interview. Anledningen var alle de luftige beregninger over hvor meget, Danmark skylder i ”klimagæld” pga. fortidens forbrug af kul, olie og gas. Vi har jo dermed et stort ansvar for den nuværende ”klimakrise”, og så ser kleptokraterne i den 3. Verden gerne, at der falder nogle betalinger i ”kompensation”.

Her havde de to interviewede en række fornuftige argumenter, der klart underbyggede, at Danmark ikke skylder nogen noget.

  • Den Vestlige Verdens energiforbrug har medført hele den teknologiske udvikling, som resten af Verden nyder godt af, f.eks. inden for lægevidenskaben, industri, transport osv.
  • Ulandene har medvirket til belastningen af Jordens ressourcer ved deres voldsomme befolkningstilvækst.
  • Danmarks bidrag til de samlede globale CO₂-udledninger har været meget beskedent.
  • Vores forældre og bedsteforældre vidste ikke bedre, den gang de satsede på at forbedre deres levestandard ved hjælp af kul og olie.

Det er nu faldet fire universitetsansatte alvorligt for brystet, og Berlingske har offentliggjort et harmdirrende modindlæg fra deres side. Det er interessant at se, hvordan de argumenterer, og det niveau deres indlæg i det hele taget har.

Hele første halvdel af indlægget består udelukkende af personangreb på de to formastelige. Må de overhovedet udtale sig om sagen her?

De to er imidlertid ikke fagfolk inden for emner, som er relevante for artiklens emne. Den ene er til gengæld tænketankslobbyist, og den anden er kendt for sine klimaskeptiske perspektiver.

Vi får så at vide, at de to ikke er ”fremtrædende fagfolk” og dermed ikke har den autoritet, som de burde have, før de kan udtale sig. Vi får en mere detaljeret gennemgang af deres baggrund, som jo slet ikke er på klimaforsker-niveau.

Den ene, Otto Brøns-Petersen, promoverer som lobbyist for CEPOS forskning fra økonomen William Nordhaus, der mest af alt er kendt for sine kontroversielle resultater, der underspiller klimaforandringernes konsekvenser. 
Den anden, Jens Olaf Pepke Pedersen, har i mange år været kendt for sin hang til klimaskeptiske teorier…

Og så kommer det allerværste, det absolut mest chokerende:

Begge sidder i et rådgivende udvalg for organisationen »Klimarealisme« – en kendt organisation, som promoverer klimaskeptiske perspektiver. Det deklarerer Berlingske ikke.

Vi bukker og takker her for den gratis reklame, endda med et link til vores hjemmeside.

Så kommer vi endeligt ind på substansen i sagen, men her får vi først at vide, at de to interviewedes position i artiklen ligger langt væk fra, hvor klimaforskerne befinder sig.

Særligt provokerende var argumentet om ulandenes befolkningstilvækst. Her påpeges det, at ulandene står – og stod – for en meget lille del af de globale udledninger.

Men det her drejer sig jo ikke kun om hvem, der har udledt hvad, men om det nuværende og fremtidige generelle træk på Klodens ressourcer, og her spiller antallet af mennesker naturligvis en rolle.

Herefter kommer indlægget til argumentet om, at vores forfædre ikke vidste bedre. Her hævdes det, at de fossile brændsler indflydelse på klimaet allerede var kendt og endda ”velbeskrevet” i forskningen i 1950’erne. I den forbindelse er der en henvisning til en artikel i Nature fra 2023.

Det er en interessant artikel, der handler om, hvordan man beregner de rige landes ”klimagæld” i detaljer, og der kommer store tal på bordet. Udgangspunktet er det værst tænkelige fra aktivismens overdrev, hvor man taler om, at CO₂-indholdet i atmosfæren ikke bør overstige 350 ppm.

Umiddelbart var det svært i Nature-artiklen at finde noget om, hvad vi vidste og ikke vidste i 1950-erne, men i ”diskussionen” er der en kort sætning om, at klima-effekten var velkendt dengang, og her er der så tre referencer. Den ene er interessant, det er en artikel fra 1938, hvor forfatteren har beregnet, at de daværende udledninger af CO₂ gav anledning til en årlig temperaturstigning på 0,003 grader celsius. Artiklen udkom i et engelsk meteorologisk tidsskrift, og som med så mange andre artikler nåede budskabet vist ikke ret langt ud over en snæver fagkreds. Og selvfølgeligt kunne man ikke på det tidspunkt og det – yderst spinkle – grundlag have besluttet helt at stoppe brugen af kul og olie, som var livsnødvendige for samfundene.

Den anden reference er en artikel fra 1957, der primært drejer sig om udvekslingen af CO₂ mellem luften og havet, og her kan man i sammendraget læse at:

Stigningen i atmosfærens CO₂-indhold fra [menneskelige udledninger] er på nuværende tidspunkt små, men kan blive betydelig i de kommende årtier, hvis industriens brændstofforbrug fortsætter med at stige kraftigt.

Den sidste reference er til en artikel af Charles Keeling fra 1960, der primært handler om udsvingene i atmosfærens CO₂-indhold med årstiderne. Det nævnes, at indholdet generelt stiger en smule fra år til år, men ingen advarsler om katastrofal global opvarmning.

Så nej, vores forældre og bedsteforældre vidste ikke noget om troen på ”klimakrisen”, og det er interessant, at de troende vil argumentere ud fra så sølle et grundlag – både i Nature og i vores artikel her i Berlingske.

Otto Brøns-Petersen påpegede, at ulandene har haft stor glæde af vores teknologiske udvikling, og hertil er kommentaren:

Men dem, der i første gang har fået noget ud af drivhusgasudledningerne, er udlederne, og ikke dem, drivhusgasudledningerne går hårdest ud over.

Der refereres til IPCC’s seneste rapport, nærmere bestemt bidraget fra den alarmistiske WGIII, hvor der står en masse om ”klimagæld”. Hertil kommer alle påstandene om, at ”klimaforandringerne” allerede nu går hårdt ud over ulandene, og det bliver kun værre i fremtiden. De emner er der jo en hel industri, der beskæftiger sig med, og den har de fire skribenter åbenbart ikke indsigt nok i til at kunne bedømme mere nøgternt.

Vi står her i den sædvanlige situation. Der er en klimakrise og Jorden vil gå under snarest, hvis ikke vi betaler en masse penge til ulandene og bruger resten på en grøn omstilling. Det er slet ikke til diskussion, og alle modargumenter kan fejes af bordet uden nærmere begrundelse.

Men det er jo lidt skræmmende, at f.eks. en universitetsprofessor (en af de fire) virkeligt ikke har en lidt bredere indsigt.

Del på de sociale medier

12 Comments

  1. Paul Sehstedt

    Påstanden om, at u-landenes andel i klimabelastningen er minimal, holder ikke vand, al den stund Kina fortsat er et u-land, der modtager u-landsbistand. Enten eller.
    Personangreb er det bedste våben, hvis angriberens argumenter er tynde. Sebastian Mernild hører til den kategori. Uigendrivelige fakta afviser han og dermed udelukker han sig fra, at blive af mig anerkendt som seriøs forsker.

    • Søren Hansen

      Supergodt svar!

    • Ian Ditlevsen

      Findes der klimarealistiske forskere, der efterprøver alle de her påståede klimarelaterede katastrofer? Jeg er sikker på, at man kan nå frem til, at der snarere er tale om en gæld, de her lande har til deres eget land for især befolkningseksplosion og deraf udledt overforbrug af natur og miljø.

    • Paul Sehstedt

      Dit svar ligger bag en betalingsmur!

  2. Synes I mangler noget?

    Hvis vi skal betale for CO2 – hvor meget skal vi så have igen pga. den stigende landbrugsproduktion? Den må de “fattige” lande vel også have draget gavn af?? Modsat temperaturen så har landbrugets udbytter egentlig fulgt CO2-indholdet meget præcist.

  3. “Professor” er i vore dage ikke en kvalifikationsbetegnelse, men et karrieretrin. Der er ca 6 gange så mange “professorer” som i min ungdom.

  4. Erik G. Christensen

    Jeg læste til agronom i 68-73 på KVL. Det eneste jeg kan finde i lærebøger om CO2 mv. var forsøg med den optimale CO2-tilsætning i drivhuse, samt anvendelse af kunstig lys med forskellig bølgelængde. Det optimale CO2 i drivhuse er forstsat ca 800 til 850 ppm. Der var intet om global opvarmning, nærmere forudsigelser om en ny mindre istid i 1980´rne.

  5. Michael Rasmussen

    Det er fuldstændig lige som små uvidende og hysteriske børn, der ikke kan få sin vilje, men kun kan finde ud af at råbe, skrige og sparke til alt i arrigskab.
    Det er i hvert fald ikke studenterhuen der trykker…

  6. Rolf Pedersen

    Det er sølle. Men det måtte jo komme dertil. De ved jo inderst inde godt, at de har tabt. Jeg er fortrøstningsfuld.

  7. Nikolaj Bøggild

    Nedenstående må ikke tages seriøst, men jeg er lige fristet over evne:

    Jeg tror, at jeg vil skrive en phd-afhandling, så jeg også skal tituleres “forsker”.
    Den skal handle om venstreorienterede aktivister, der er forklædt som forskere.
    Efter at have læst indlægget i Berlingeren, så ville jeg lige have bekræftet alle mine fordomme om mennesker, der kunne finde på at skrive noget sådant. Og sør’me, fordomme kan godt være rigtige.
    Alle fire har stort set samme fysiognomi og klæder sig på samme måde. Min afhandling skal hedde “Homo alarmismus”, og den vil beskrive de fysiske felt-kendetegn på venstreorienterede klimaaktivister.
    Så bliver det nemmere at “kende sine lus på travet”.
    Undskyld!

  8. Michael Johansen

    Interessant at se, hvordan alarmisterne ofte kaster sig over personangreb og med en mere eller mindre agressiv tone.
    Også interessant at man godt vil stå ved at man er professor, blot ikke hvad man er professor i.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*