Naragtighedens vagtparade

I det amerikanske tidsskrift POWER kunne man de 17. oktober læse en artikel om Tysklands banebrydende indsats for at få brintøkonomien til at fungere. Titlen på artiklen er ”Nyt tysk produktionsanlæg til grøn brint vil understøtte transportsektoren”.

Det drejer sig om åbningen af en ny elektrolysefabrik, der som hovedformål får at forsyne Heidekrautbahn mellem Barnim og Berlin med brint til driften. En lille lokalbane, der forbinder Berlins nordøstlige opland med Berlin. Så vidt vi har kunnet finde ud af, er banelængden 60-70 km.

Og nu et par tal.

• Elektrolysekapacitet 4 MW
• Brintproduktion 380 tons per år.
• Heraf 230 tons reserveret til Heidekrautbahn.

Elforbruget til brintfremstilling er ca. 53 MWh/t brint. Og 1 ton brint har et brugbart energiindhold på 33,3 MWh. Så energitabet ved elektrolyseprocessen er (53-33)/53*100 = 38%.

En elektrolysekapacitet på 4 MW udnyttet i årets 8760 timer ville kunne yde ca. 4*8760/53 = 661 tons per år. Så det ikke ganske billige elektrolyseanlæg vil altså have en kapacitetsudnyttelse på ca. 380/6,61 = 57%.

Vel ganske pænt, når strømkilden forudses at være vind + sol, der i Tyskland i 1. halvår 2024 varierede som vist i figur 1. I hvert fald må det omtalte elektrolyseanlæg have en privilegeret adgang til grøn strøm for at kunne producere i 57% af tiden.

I artiklen kan man bl.a. læse:

Embedsmændene udtalte, at projektet er en vigtig byggesten til CO₂-fri, støjsvag jernbanetransport, og vil også være en model for fremtidige anvendelser i passager- og godstransport i området.

Der er nu nok temmelig langt igen. De 230 tons brint per år til banen repræsenterer et energiforbrug på:

230*120 = 27600 GJ = 0,0000276 EJ (exajoule).
I 2023 var Tysklands samlede energiforbrug 11,4 EJ.
Så Heidekrautbanen vil forbruge 0,00024% af dette.

Og frem for alt må man jo undre sig over, at man spilder energi både ved elektrolyseprocessen, og ved i en eller anden motor at omsætte brint til bevægelsesenergi. Et direkte eldrevet tog ville have et langt lavere energiforbrug.

Så projektet forekommer absurd, men er jo motiveret af, at vind- og solenergi ikke er en pålidelig energikilde, så derfor må man ofre en masse energi og penge på at gå via et lagersystem, i dette tilfælde brint.

Et batterisystem til elektrisk drift ville være mere energieffektivt. Men vel prohibitivt dyrt.

Og nu kræver Daces – Danish Center for Energy Storage (”Dansk center for energilagring”) – statsstøtte til virkeliggørelse af en batteristrategi.

Ikke underligt, at man ved dagligt at følge de tyske nyheder får et indtryk af en økonomi i dybe vanskeligheder. Mærkværdigvis er der næsten ingen, der tør sige, at en væsentlig del af dette skyldes die Energiewende – den grønne omstilling.

I Jyllands-Posten, den 26.11.2025, refereredes vor energiministers indtryk fra COP30 mødet Brasilien. Den tænksomme læser må konkludere:

Europa er til grin for resten af Verden.