Ejendomsmæglere i klimakrise

Her er et horribelt eksempel på, hvad der kan ske i vore dage som følge af den totalt overspillede tro på at alting mht. vejr og klima vil gå galt. Her kombineres klima-angst, tvivlsomme computermodeller og oversmarte forretningsfolk, der er ude på at tjene en formue i en fart.

Når man i dag køber fast ejendom, f.eks. et hus til at bo i, vil mange mennesker nok begynde at overveje, om der nu f.eks. er en risiko for oversvømmelser i området og dermed følgende vand i kælderen. Hvis det ser alt for broget ud, vil man tænke sig om to gange og måske kigge efter et andet sted at bo.

De tanker florerer naturligvis også i USA – kun meget indflydelsesrige mennesker som Obama og Al Gore køber stadigvæk huse helt ned til vandkanten – men det må være fordi, de ikke tror at truslen om havstigninger gælder dem – eller også tror de slet ikke på de kommende havstigninger.

Men for almindelige mennesker kan situationen være mere vanskelig at bedømme. Hvis huset f.eks. ligger i nærheden af en flod, hvor stor er risikoen så for, at floden går over sine bredder og oversvømmer huset?

Her kommer de smarte forretningsfolk ind i billedet. De har skabt computermodeller, hvorefter man kan trække data ud om en hvilken som helst ejendom. Et eksempel er foretagendet Zillow, der vel nærmest svarer til det danske Boligsiden, hvor man hurtigt kan få et overblik over, hvad der er til salg i et givent område og finde frem til detaljer om de udbudte ejendomme. Zillow har nu allieret sig med selskabet First Street Technology, der ved hjælp af computere kan give et bud på risikoen for skader fra vejrliget på en hvilken som helst beliggenhed. Derfor kan Zillow nu medtage oplysninger om f.eks. oversvømmelser som rutine ved alle de udbudte ejendomme. Hele arrangementet bærer umiskendeligt et præg af ”smart i en fart” og kvalitetskontrol er vist et helt ukendt begreb.

Det fandt et ægtepar, Andrew og Eri Uerkwitz, ud af, da de satte deres hus beliggende lidt uden for New York til salg. Det drejede sig om et område, hvor husene normalt bliver solgt næsten omgående, men her viste interessen sig at være ganske lille, og der gik måneder, før ægteparret til sidst fik solgt huset med et betydeligt tab.

Årsagen til miseren kom nu frem i dagens lys. Det viste sig, at First Street Technology’s computer havde tildelt Uerkwitz-ejendommen en overvældende risiko for at blive oversvømmet, med sandsynligheden 9 ud af 10. Bedømmelsen skal fortolkes således, at der vil være 18% risiko for en oversvømmelse med minimum 2,5 cm (en amerikansk tomme) allerede i år og 96% chance for at det sker i løbet af de næste 15 år. Det skræmmer naturligvis de mulige købere langt væk.

Imidlertid ligger huset i et område, hvor der aldrig har været oversvømmelser; den amerikanske myndighed FEMA, der står for nødberedskabet i USA, har slet ikke registreret området som i risiko for noget som helst. Det samme gælder de forsikringsselskaber, som løbende har vurderet ejendommen og forsikret huset.

Der er således åbenlyst tale om fejlagtige oplysninger, og nu har Uerkwitz-parret besluttet at slæbe Zillow og First Street Technologies i retten, med krav om en halv million dollars i erstatning. Sagsanlægget har allerede haft konsekvenser, idet Zillow stilfærdigt har ændret sine data, så de nu indeholder oplysningerne fra FEMA, og en notits om at man fraskriver sig ansvaret for eventuelle ”uoverensstemmelser” i vurderingerne af risikoen. Så måske Zillow har erkendt, at de fremlagte data nok ikke var så pålidelige endda.

Sagen får Charles Rotter fra WUWT til at filosofere lidt over de større perspektiver:

Sagen her rejser et mere vidtgående spørgsmål som politikerne og data-selskaberne indtil nu har ignoreret: Kan private selskaber – og dermed regeringer – blive holdt juridisk ansvarlige for at udsprede løsagtige data for klima-risici, og som derved skader enkeltpersoner? I årevis har klimafrygt-industrien arbejdet med den antagelse, at forudsigelser om dommedag er beskyttet af ytringsfriheden, eller i værste fald er harmløs styrkelse af opmærksomheden. Men når de forudsigelser har konsekvenser for markeder, priser og forbrugernes adfærd, så er de ikke mere bare noget teoretisk snak. De bliver til økonomisk handling med målbare konsekvenser.

Her kan vi tale om et første eksempel på, hvad man kunne kalde ”computerstyret klima-alarmisme”. Private selskaber som First Street markedsfører sig selv som nogen, der fremskaffer ”fremsynede klima-risiko-oplysninger”, hvilket lyder videnskabeligt men i praksis bare er en meget løsagtig computer-øvelse. I tilfældet med Uerkwitz-hjemmet havde computerens dystre forudsigelser intet at gøre med de praktiske forhold. Og alligevel udsendte Zillow det på sin hjemmeside, med enorme følger for kundernes opfattelse.

Rotter påpeger, at klima-alarmister i den politiske arena gør det samme. De tager udgangspunkt i luftige computermodeller, omsætter dem til forudsigelser om fremtiden og ender med at sælge resultatet som skinbarlige fakta.

Det bliver spændende at se, hvordan retssagen ender. Som Charles Rotter skriver: Hidtil har klima-alarmisterne forsøgt at få anderledes-tænkende personer dømt for deres forsømmelser ud fra deres ”klima-benægteri”. Nu kan der blive tale om, at klima-alarmister bliver dømt for deres ”klima-overdrivelser”, hvor sagen her er et godt eksempel på de skader, de kan medføre.