Hvem er Alimonti, vil læseren nok spørge, og det er der ikke noget mærkeligt i. Men Alimonti var hovedforfatter til den artikel om ekstremvejret, som udkom for et par år siden. Her konkluderede man, at der ikke kunne konstateres, at der var nogen udvikling i ekstremvejret, og dermed heller ikke nogen klimakrise, hvorved en hurtig grøn omstilling ikke er påkrævet. Artiklen endte i et kolossalt stormvejr, hvor alle de sædvanlige alarmistiske forskere hylede op, og endte med at presse forlaget til at trække artiklen tilbage i sin helhed. Det har vi beskrevet her. Det interessante ved sagen er, at der aldrig var nogen, der kunne påvise konkrete fejl i Alimontis artikel, det var alene dens konklusion, der stødte klimafolkene, og hele sagen var dybt skammelig.
Nu er Alimonti imidlertid tilbage på banen med en dugfrisk artikel, der kredser om det samme emne. Kan vi, eller kan vi ikke, sammenkæde ekstremvejret med den globale opvarmning og de menneskelige CO2-udledninger? I indledningen kridtes banen op:
Ideen med en ”klimakrise” har en lang historie og er i de seneste årtier i stigende omfang blevet taget i brug af medier og politikere, og derved er der skabt nogle fælles opfattelser af ændringer og variationer i klimaet. Imidlertid, hvis man ikke har en præcis definition, risikerer man at nå frem til urealistiske fortolkninger – enten alarmistiske eller overdrevent optimistiske. For at fremme en rationel forståelse af ”klimakrisen” foreslår vi et system af nøje definerede kriterier…
Allerede her er det åbenlyst at Alimonti og hans medforfatter på ingen måde har tænkt sig at stryge klima-industriens folk med hårene.
Alimonti foreslår nu, at man definerer nogle målepunkter og tal, som man så årligt kan tjekke, for at se om vi bevæger os i retning af en ”klimakrise”. Disse tal kan både være data fra klimaet og vejret, men også sociale eller økonomiske tal, dødsfald, sygdom, skader osv.
Der slås også til lyd for, at vores reaktion på en eventuel negativ udvikling bør være en kombination af forebyggende tiltag, dvs. grøn omstilling og forholdsregler til beskyttelse af mennesker og ejendom, dvs. den forkætrede tilpasning. Her har man ellers i mange år kun villet tale om grøn omstilling, nedbringelse af forbruget af kul, olie og gas og andet, der kunne reducere CO2-udledningerne, dvs. forebyggelsen. Men visse kættere, som f.eks. Bjørn Lomborg, har slået på, at pengene er bedre brugt på at beskytte os selv mod klimaforandringerne, fremfor at forsøge på at undgå dem. Alimonti er inde på de samme tanker.
Alimonti har et interessant afsnit om begrebet ”klimakrise”. I IPCC’s seneste rapport bliver der ikke talt om, at vi har sådan en, eller har udsigt til at løbe ind i én. Snarere omtales det som noget, man finder i medierne. Artiklen gengiver en interessant kurve fra Google med antallet af søgninger på ordene ”klimakrise” eller ”klimanødsituation” gennem de seneste 20 år. Her ser man en top vedr. ”klimakrise” omkring 2006, hvor Al Gores film ”En ubekvem sandhed” kom frem. Derefter falder søgningerne til et lavt niveau frem til 2019, hvor de for begge ords vedkommende stiger kraftigt. Det falder sammen med Greta Thunbergs aktiviteter, og har holdt sig oppe lige siden, se fig. 1.
Ellers er begrebet klimakrise brugt som beskrivelse af tidligere historiske perioder, men det har altid været de kolde af slagsen, f.eks. Den Lille Istid, der jo afløste de gode dage under Middelaldervarmen.
Alimonti kigger nu på naturkatastroferne og kommer bl.a. ind på EM-DAT-databasen, der jo viser en voldsom stigning i antallet i perioden 1970-2000. Efter 2000 er tallet imidlertid let faldende. Det har dog ikke forhindret klima-alarmister i at bruge kurven som belæg for påstanden om en kraftig stigning i hyppigheden af naturkatastrofer. Alimonti citerer så EM-DAT-folkenes udsagn, som vi har set før, gående ud på, at stigningen før år 2000 alene er en følge af meget bedre og detaljeret rapportering, der inkluderer mange (mindre) hændelser, som man ikke havde med tidligere.
Så reelt kan der ikke konstateres nogen stigning, hverken i antallet eller energien fra orkaner og storme.
Der er heller ikke flere eller alvorligere oversvømmelser, som vist på fig. 2. Det samme gælder tørke, hvor Jorden generelt set ikke er blevet hårdere ramt en tidligere.
Derefter kigger artiklen på de afledte effekter af den globale opvarmning. Klimarelaterede dødsfald er ikke steget siden 1990. Der er ikke tale om flere sygdomstilfælde som følge af dårligt drikkevand og ligeledes er der ikke nogen stigning i sygdom eller dødelighed fra insektbårne sygdomme. Den globale opvarmning hævdes at udvide f.eks. malariamyggenes udbredelse, men det har ikke givet sig noget udslag i statistikkerne. Det er andre ting, der afgør, om mennesker dør af malaria eller ej.
Næste punkt er dødsfald som følge af kulde eller varme. Her citeres de velkendte tal for, hvordan mange flere dør af kulde end af varme, og derfor vil en yderligere opvarmning forhindre flere kulde-døde end man kan forvente, at tallet for dødsfald pga. varme vil stige.
Alimonti kommer også ind på fødevaresikkerheden, og kan blot igen fremvise kurver, der viser den støt stigende produktion af afgrøder siden 1960, jfr. fig. 3.
Endelig er der de økonomiske tab, hvor fremskrivningerne taler om 2-3 procents nedgang i BNP i år 2100 hvis den globale opvarmning fortsætter. Men det er 2-3% i forhold til hvad det kunne være, og det skal ses på en baggrund af den generelle velstandsstigning, der forventes at mangedoble indkomsten inden da.
Alimonti har nu taget et udvalg af ovennævnte områder og opstillet tal for hvert, og ud fra de tal kan man se og vurdere den fremtidige udvikling.
I konklusionen kan man læse:
Siden de fleste typer hændelser beskrevet af IPCC i tabel 12.12 og bekræftet af de ajourførte tidsserier …. ikke viser nogen udvikling mod det værre, er det vores grundlæggende opfattelse, at ”klimakrisen”, som den beskrives i mange medier i dag, ikke er synlig endnu.
Hørt!
Danish