En omvendt synder

Ted Nordhaus er en amerikansk forfatter og samfundsanalytiker, der indtil nu har forsøgt forblive på middelvejen i forhold til klima og miljø. Han har ikke erklæret sig uenig i, at vi har en klimakrise, men på den anden side accepterer han ikke, at menneskeheden i fremtiden skal skære drastisk ned på sit ressourceforbrug for at ”redde” miljøet. Tværtimod, vi skal udvikle vores økonomi mest muligt for gennem den teknologiske udvikling dels at kunne opretholde og forbedre levestandarden for hele Jordens befolkning, og samtidigt har vi bedre muligheder for at beskytte miljøet og naturen.

Det er jo reelt, hvad man har gjort i den Vestlige Verden, hvor vi har brugt en del af vores velstand på at begrænse forureningen af luft og vand og samtidigt reserveret områder til natur. Det har jo været en meget stor succes, f.eks. i Danmark har vi ikke mere luftforurening i klassisk forstand, og ser man bort fra det tvivlsomme hysteri omkring nitrat og iltsvind, så er havene omkring Danmark rene, og badning er muligt alle steder – hvad det bestemt ikke var for 50 år siden.

Nordhaus har skrevet bøger om emnet, og de er selvfølgeligt blevet kritiseret af de ægte grønne, der bl.a. savner miljømæssig ”retfærdighed”, hvilket f.eks. er noget med, at orkanen Katrina primært gik ud over de fattige indbyggere i New Orleans. Løsningen er selvfølgeligt tvungen omfordeling, tvangsnedsættelse af forbrug og levestandard – dvs. indførelse af den socialisme, man har drømt om i så mange år.

Nordhaus har indtil nu ikke været i klima-alarmisternes søgelys, undertegnede kunne således ikke finde ham på hjemmesiden DeSmog, der ellers har en kolossal samling af ”skyldige” på sin Klima-disinformations-database. (Her finder man f.eks. Bjørn Lomborg og Henrik Svensmark – i øvrigt som de eneste to danskere).

Men måske det ændrer sig nu, da Nordhaus har revurderet sin indstilling til klimasagen, og det har medført en længere artikel, hvor han påpeger alle problemerne med troen på, at vi står overfor en ”klimakatastrofe”.

Nordhaus tager udgangspunkt i klima-alarmismens forsøg på at påvise, at klimaforandringerne allerede nu forvolder større skader og koster flere menneskeliv, end vi har set før. Det er også rigtigt, at f.eks. orkaner og oversvømmelser medfører større økonomiske tab end tidligere, men bl.a. Roger Pielke Jr. har påvist, at tallene er misvisende, fordi vi i mellemtiden er blevet meget rigere, og befolkningstallet er steget. Derfor har vi flere ting og mennesker der, hvor ekstremvejret slår til. Pielke anskuede så tabene som en procent af bruttonationalproduktet, og så var der ikke mere tale om nogen stigning fra år til år. Antallet af omkomne mennesker i naturkatastrofer er jo reelt også styrtdykket siden 1920.

Pielke fik som bekendt en hård skæbne og blev smidt ud af det gode selskab. Nordhaus skriver:

Pielkes arbejde, der startede i midten af 1990-erne, viste, igen og igen, at de korrigerede økonomiske omkostninger ved klima-fremkaldte naturkatastrofer ikke var stigende, på trods af den konstaterede globale opvarmning. Og i modsætning til en masse forskere, der nogle gange udgiver studier, der modsiger de ønskede fortællinger fra klimabevægelsen, var han ikke villig til at gå stille med det. Pielke kom i vejen for klima-samfundet på det tidspunkt, hvor man havde besluttet, at nutidens naturkatastrofer blev drevet af klimaforandringerne – og derfor blev han kørt over.

Nordhaus nævner, at selv den dag i dag er de naturlige variationer i vejret langt større, end de eventuelle klimaforandringer ville medføre, og derfor kan man simpelthen ikke se noget på nuværende tidspunkt, m.a.o. hele sammenkædningsvidenskaben er uvederhæftig.

Nordhaus har også et længere afsnit om tipping points – ”væltepunkter”, som jo af natur er meget teoretiske, og der er ikke megen reel begrundelse for at tro på, at de er lige om hjørnet eller skulle være fremkaldt af vore beskedne udledninger af CO₂.

Og derpå undrer han sig over, hvordan så mange mennesker faktisk kan tro på klimakatastrofen.

Alle kommer med udlægninger af klimavidenskaben og -risikoen som er tvivlsomme, hvis ikke forkerte. Og mit spørgsmål er, hvorfor? Hvorfor vil så mange mennesker, de fleste uddannede som forskere, ingeniører, jurister eller statskundskabs-eksperter, og som alle vil fortælle os, og det mener jeg ikke ironisk, at de ”tror på videnskaben”, hvorfor misforstår de videnskaben om klima-risici så totalt?

Her henviser Nordhaus til forskning, der konkluderer, at folk, der er meget bekymrede over klimaforandringerne faktisk har mindre præcis viden om emnet end klimaskeptikere, og at den konklusion også gælder folk med lange uddannelser og en god almen forståelse af videnskab. Det stemmer jo meget godt overens med, hvad vi som klimarealister oplever. Vores modstandere i debatten har ofte en forbløffende ringe viden om detaljerne i klimasagen, for dem er troen åbenbart nok.

Så er der realismen i drømmene om den grønne omstilling. Med grafen vist her som fig. 1, påpeger Nordhaus at CO₂-udledningerne i forhold til vores energiforbrug har været støt faldende siden 1980, og Kyoto-aftalen, der ellers skulle være startskuddet for den seriøse kamp for klimaet, har ingen synlig virkning på udviklingen. Det stemmer jo meget godt overens med, at de fossile brændstoffer fortsat står for en meget stor del (ca. 80%) af Verdens totale energiforbrug.

I en kortere artikel tager Nordhaus endnu et aspekt op, det dybt urealistiske RCP8.5-scenarie. Herom skriver han:

Jeg troede, ligesom de fleste klima-eksperter, at business-as-usual-udledningerne vil give ca. 5 graders opvarmning ved udløbet af århundredet. Den antagelse var aldrig realistisk. Den forudsatte stor befolkningstilvækst, stor økonomisk vækst og langsom teknologisk udvikling. Men fødselstallene har været faldende, den økonomiske vækst går langsommere, og den globale økonomi har reduceret sit CO₂-udslip pr. forbrugt energi-enhed i årtier.

Der er heller ingen grund til at tro, at kombinationen af disse tre udviklinger kunne opretholdes samtidigt. Høj økonomisk vækst hænger nøje sammen med faldende fødselstal. Det er teknologiske fremskridt, der først og fremmest driver økonomisk udvikling over længere tid. En fremtid med beskeden teknologisk fremgang hænger ikke sammen med stor økonomisk vækst. Og en fremtid med stærk økonomisk vækst hænger ikke sammen med en kraftig befolkningstilvækst.

Nordhaus får herved bortdømt RCP8.5, som jo retfærdigvis af ophavsfolkene aldrig var tænkt som business as usual. Vi må derfor imødese lavere indhold af CO₂ i atmosfæren i fremtiden, og her kommer Nordhaus så til en af sine centrale pointer:

Som et resultat viser de fleste skøn over de værste tilfælde med opvarmningen ved århundredets udgang ca. 3 grader celsius eller mindre. Men i takt med at opfattelsen har ændret sig, har reaktionen fra klimavidenskaben og -forkæmperne ikke været at dæmpe alarmismen. Tværtimod har man bare ændret forudsigelserne om klimakatastrofen fra at være baseret på 5 grader til, at 3 grader er nok.

Ja, selvom de 1,5 grader, vi har oplevet indtil nu, reelt set ikke har haft nogen nævneværdige negative effekter, skal vi tro på, at de næste 1,5 grader bliver katastrofale.

Hele klimasagen mangler i den grad troværdighed, og det har Ted Nordhaus nu også erkendt. Det bliver spændende at følge med i hans aktiviteter i den kommende tid.