Spekulative havstigninger

Klimaforskning er på mange måder en utroligt behagelig beskæftigelse. Pengene flyder i rigelige strømme, og man kan (næsten) altid være sikker på mediernes bevågenhed. Det bedste ved det hele er dog, at man i mange tilfælde slet ikke behøver at forlade sit tilpas opvarmede eller afkølede kontor. Alt, hvad man skal gøre, er at sætte sig godt til rette foran computeren og så få gang i klimamodellerne. Resultaterne af beregningerne skal man ikke frygte for. Hvis de ikke falder ud som ønsket, kan man altid justere lidt i forudsætningerne og i alle de data, man selv har valgt, og som skal lægges ind i programmet. Resultaterne er jo velkendte på forhånd. Temperaturen skal stige, isen skal smelte, og havniveauet skal forøges med et passende antal meter.

Nu vil læseren sikkert protestere og påpege, at så er forskningen ikke noget værd, og faktisk spild af (skatteydernes) penge. Det spørgsmål vender vi tilbage til, men først skal et frisk eksempel på den slags videnskab omtales kort.

Det drejer sig her om en artikel, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature Climate Change, der jo anses for at være et af de mere seriøse af slagsen. Artiklen har hele ni forfattere, så de har jo selvfølgeligt ikke kunnet nøjes med bare ét kontor. Titlen på værket er:

Globale og lokale uundgåelige havstigninger fra de sammenlagte udledninger af drivhusgasser i de kommende årtier.

Det lyder måske en smule kryptisk, men tanken er for så vidt enkel nok. De udledninger, vi har haft ind til nu, har allerede medført havstigninger, og det vil de fortsætte med at gøre helt frem mod år 2300 – også selvom vi stoppede al brug af kul, olie og gas i morgen. Nu er et sådant stop jo ikke muligt, så i praksis kigger forfatterne på de forskellige udlednings-scenarier, som man kan finde i IPCC’s seneste rapport. Her har vi f.eks. SSP1-1.9, som kræver en kraftig opbremsning her og nu, men som til gengæld siges at kunne holde den globale temperatur under de forjættede 1,5 grader celsius. Så kommer SSP2-4.5, som skulle ligge tæt på det, vi følger p.t., og så de to slemme, med SSP5-8.5 i toppen, det er dét, man skal kigge på, hvis man for alvor vil have havstigninger på bordet.

Nu har forskerne sat computerne til at regne på, hvad havstigningen i 2300 bliver, hvis vi fortsætter vores udledninger efter 2030 – i overensstemmelse med hvert af SSP-scenarierne. Fig. 1 viser resultatet for hhv. 2030, 2050, 2070 og 2090. Her kan vi f.eks. se, at hvis vi har fulgt SSP1-1.9 frem til 2030 og derefter nået ”netto-nul” dvs. ikke flere udledninger, så vil havet i 2300 være steget med 36 cm. Buldrer vi derimod løs med SSP5-8.5 frem til 2090, så bliver havstigningen i år 2300 på mellem 1,5 og 7 meter, med 3 meter som det mest sandsynlige.

Scenariet SSP2-4.5, som forfatterne anser for det mest sandsynlige, vil, hvis fulgt frem til 2070, give en stigning i 2300 på 0,84 m som det mest sandsynlige, altså under en meter på 275 år.

De tal bliver betegnet som ”uundgåelige”, dvs. fremtiden er ”fastlåst” lige så snart vi passerer de nævnte årstal, og uanset hvad vi gør derefter.

Om hele projektet her skriver forskerne:

Der er en vis modsætning mellem behovet for at udforske langtidsændringerne og så vores begrænsede forståelse af udviklingen i havet på så lange skalaer af tid. Det er især tilfældet med havstigninger efter 2100 på regionalt niveau. Der erkender vi, men vi argumenterer alligevel for, at det ikke skulle forhindre en udforskning af de fastlåste havstigninger over flere århundreder, fordi kun uundgåeligheden giver folk bevidsthed om den store indflydelse, som nutidens udledninger har på havniveauet, hvilket igen er af stor relevans for samfundet i dag.

Oversat til mere mundret dansk, så skal der her fremskaffes nogle tal, som kan overbevise politikerne og folk i almindelighed om de ”farlige” klimaforandringer og behovet for en hurtig udfasning af kul, olie og gas.

Artiklen nævner selvfølgeligt også, at der er behov for mere forskning i emnet, bl.a. ved at bruge mere avancerede computermodeller. De skulle bl.a. kunne bidrage til at gøre resultaterne mere præcise, hvilket nogen nok kunne finde nødvendigt efter at have kigget på fig. 2, der viser sammenhængen mellem temperaturstigningen og ændringen i havniveauet. Usikkerheden er kolossal, en ”uundgåelig” havstigning på 2 meter kan således indtræde ved alt mellem 2,5 og 4,5 graders global opvarmning.

Man kan spørge sig selv, om et arbejde som dette overhovedet bibringer Verden nogen ny viden. Man kan til en start bemærke, at f.eks. SSP2-4,5-scenariets havstigning på 84 cm frem til år 2300 svarer til 3 mm pr. år, hvilket er lidt mere end den nuværende, hvis man kigger på de kystbaserede målinger, mens satellitterne ligger lidt højere. Det kan reelt ikke rigtigt skræmme nogen. Man skal hele tiden huske på, at det her svarer til, at man i 1750 bekymrede sig om havniveauet i vore dage, det gjorde man nok ikke. Og på 275 år vil stort set alle vores huse og anden infrastruktur for længst været skiftet ud og dermed tilpasset en ændret kystlinje.

Men hertil kommer, at alle tallene her med 100 procents sikkerhed intet har at gøre med virkeligheden. Som nævnt i starten har forskerne trimmet deres computerprogrammer og undervejs gjort sig masser af antagelser og forenklinger af virkeligheden. Er bare én eller to af de antagelser ikke i overensstemmelse med realiteternes verden, så er resultaterne heller ikke gældende for virkeligheden og dermed intet værd – uanset om de i øvrigt ser ud, som klimaforskerne havde forventet eller ønsket.

Nu var formålet jo også primært at puste til klima-ilden, hvilket fremgår tydeligt af den medfølgende pressemeddelelse. Her lyder overskriften:

Kraftige nedskæringer i udledninger før midten af århundredet er afgørende for at begrænse fastlåste havstigninger på langt sigt.

Pressemeddelelsen slår fast, at det nye i artiklen netop er at se på situationen helt frem til år 2300 – men stadigvæk kun baseret på vores udledninger inden 2090. Og det ser naturligvis meget værre ud, end hvis man kun kigger på havstigningen ved århundredets udgang.

I starten spurgte vi, om denne type forskning overhovedet bidrager med noget nyttigt til Verden. Svaret må éntydigt være et rungende nej.