Debatindlæg, Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Fremtiden er lys med mere CO₂

Verdens udledninger af CO₂ stiger med accelererende hast. Det er fordi, Verden bliver rigere på grund af industrialisering. Det fører til øget forbrug og yderligere udledninger af CO₂. Det har medført, at milliarder af mennesker er kommet ud af fattigdom. Den udvikling kan hverken EU eller Danmark forhindre.

Atmosfærens CO₂-indhold, 1960-2024, i ppm

Konsulenthuset McKinsey har netop i en rapport fortalt, at Verdens forbrug af kul, olie og gas i 2050 vil udgøre 48% af energimikset. Det er mindre end i dag, men det vil alligevel betyde, at udviklingen med mere CO₂ vil fortsætte frem mod 2050 og vel også efter 2050. Verden vil ikke undvære kul, olie og gas.

Det globale forbrug af energi fordelt på kilder, 1800-2024, i terawatt-timer

Læg mærke til hvor lidt sol og vind i dag betyder i energimiks. Formodentlig vil atomkraft i 2050 udgøre en langt større andel end i dag.

Mere CO₂ i atmosfæren gør Jorden mere grøn og frugtbar. Det betyder også, at en grønnere Jord optager mere CO₂, hvilket danske medier ikke fortæller. Hertil kommer, at fødevarestatistik fra FAO viser, at Verdens høstudbytte stiger fra år til år. Med stigende indhold i atmosfæren er det derfor muligt også i fremtiden at skaffe føde til Verdens voksende befolkning.

Danske medier og især DR og TV2 har op til COP30 fortalt om alverdens ulykker, som vil indtræffe, hvis ikke vi får reduceret udledningerne af CO₂. Det er de samme ulykker som går igen og igen: Skovbrande, havene stiger, isen smelter og orkanernes antal øges, og orkanerne stiger i intensitet.

Skovbrande: Statistikken viser, at skovbrande globalt er et mindre og mindre problem:

Årlige CO₂-udledninger fra naturbrande for udvalgte lande, 2003-2025

Havene stiger: I Antarktis er afsmeltningen i de senere år standset og iskappen vokser. Indlandsisen i Grønland smelter i de senere år moderat og mindre end i årene forud. Udviklingen i Grønland og i Antarktis skyldes øget snefald som bliver til is. Som følge af havenes opvarmning stiger de globale regnmængder. Da der er minusgrader i Grønland og Arktis den største del af året, bliver regnen her til sne.

De øgede globale regnmængder må i øvrigt forøge verdens grundvandreserver, ligesom det er tilfældet i Danmark.

Samtidig er overfladevandtemperaturen i havene faldet. Alt i alt betyder det, at vandstanden i havene på det seneste er faldet.

Det globale havniveau målt med satellitter, afvigelse fra 1993 i mm.

Isen smelter: Havisen i Arktis smelter ikke, som forskere og medier ellers havde forudsagt. I de sidste 18 år har havisarealet været stabilt, selv om atmosfærens indhold af CO₂ i samme periode er steget kraftigt. Før 2007 skete en kraftig reducering af havisarealet. Det faldt sammen med, at en svingning i Nordatlanten, AMO, gik fra kold til varm fase. AMO forventes indenfor få år igen at gå ind i kold fase. Så er det ikke godt at vide, hvad der igen sker med havisarealet.

Den arktiske havis, årlige minimumsudbredelse i september, 1979-2924

I Antarktis er havisarealet, som nævnt og til forskernes store overraskelse, igen begyndt at vokse.

Antal orkaner øges og stiger i intensitet: Statistikken viser, at der ikke er kommet flere og kraftigere orkaner. Et klimastudie viser derimod, at der over tid er kommet færre tropiske cykloner.

Mediernes misinformation, hvor man gør enkelte ekstreme vejrhændelser til et resultat af stigende CO₂ rammer ikke kun befolkningen. Det rammer også politikerne, som har iværksat den grønne omstilling. Det har ført til højere energipriser og klimabureaukrati. Det har igen ført til en langsom kvælning af den europæiske industri. Hidtil har EU og landene i EU kunnet skjule dette gennem massiv lånoptagning, men det kan ikke fortsætte.

Derfor er det glædeligt, at en ny virkelighed er ved at indtræffe blandt EU landene. Det fremgår af et interview, som Lars Aagaard gav til Jyllands-Posten for få dage siden. Her siger han blandt andet:

Mange i EU er trætte af at gå forrest. Og der er forskel på at være gode og være tossegode. Det er i hvert fald ikke rigtigt, at jo mere EU gør for klimaet, jo mere følger andre efter. Man kunne håbe, at det var sådan, men det er det ikke. Derfor er vi nu et sted, hvor EU skal kræve, at andre gør deres del.

Hertil er kun at tilføje, at det gør resten af Verden ikke. Resten af Verden vil fortsætte industrialiseringen og bringe velstand til milliarder af mennesker. I den situation får EU mindre og mindre indflydelse på Verdens udvikling.

Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Mikael Thau

    På DR’s hjemmeside kan følgende overskrift læses:
    “Så er det afgjort: Grøn lovgivning må vige for bedre konkurrence-evne i Europa
    Et flertal i Europa-Parlamentet har stemt for at gå langt for at fjerne regler og bureaukrati, så man kan konkurrere bedre med Kina og USA.”
    og videre:
    “Det har været en lang og bumlet vej gennem 2025, men nu står det klart: Et flertal i Europa-Parlamentet har her til formiddag stemt for at fjerne regler og regulering på det grønne område for europæiske virksomheder.
    Hensigten er at gøre det nemmere for virksomhederne at udfordre særligt kinesiske og amerikanske konkurrenter.
    382 stemte for forenklingerne, mens 249 stemte imod. Resultatet splitter de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.”

  2. Hans Günter Petersen

    Hej Klimarealister,

    Alle i Danmark fortjener, løbende at få at vide, hvad der sker i naturen, her og globalt, mht temperatur, vandstand, ekstreme hændelser, CO2. Det er ikke tilstrækkeligt at se DR og TV2 mv – det ved vi jo alle nu. Den ensidige katastrofe-info, vi dagligt fodres med på især TV er jo aktivistisk i voldsom grad og sigter mod at….? Skabe uro? Gøre folket utrygt? Fortælle ensidige, ofte ukorrekte, historier om naturens gang og om årsdag og virkning? eller? TV kunne også informere folket alsidigt, baseret på præcise og grundigt researchede data, men det sker ikke.

    Dette skriv bør sendes til Dan Jørgensen, Lars Aagård, Katherine Richardson, Klimarådet, Regeringen, FT, DR, TV2, medierne iøvrigt og især Undervisningsministeren og dermed ud til landets skoler. Det er på tide at vi i DK forstår, hvad der faktisk sker i og med naturen, her og på planeten. Ikke bare hvad en såkaldt elite mener og hvad IPCC senest har fundet på, anført af Antonio Guterres.

    Keinickes udmærkede redegørelse kunne passende suppleres med en visning af temperaturens udvikling fra 1993-2025.

    Det er på tide at neddrosle de voldsomme klimaomkostninger, i DK og i Europa og globalt. Det sidste synes ret nemt, det første, Danmark og Europa, mere vanskeligt. Men muligt. Det er blot se i øjnene, at de mange velmente tiltag ikke virker særlig effektivt, at de risikerer at køre Europa og DK i sænk økonomisk, mens Kina, BRICS og andre fornøjet producerer videre med kulfyret el-energi, til meget lavere omk. end hos os – og stabilt. Danmark som ‘foregangsland’ mht vedvarende energi, mens vore produkter er og bliver ukonkurrencedygtige, indimellem direkte sundhedsskadelige (som med Bovaer kemi til kreaturer), alt pga misforstået CO2 effekt og urimeligt kostbare omk. ved eliminering af CO2. Hvilket så iøvrigt overhovedet ikke, indtil nu, har vist sig i den målte udvikling af CO2, tværtimod. Mao: Hele klima-hysteriet er uholdbart. På tide at tage virkeligheden alvorligt og ikke forfalde til drømmerier.

    På forhånd tak. ‘Grøn omstilling’ ol., er rørende, men det virker ikke og dræner vores nationale økonomi – måske uopretteligt. På tide at udvise omhu og mådehold på dette område, og respekt for virkeligheden. Ikke forfalde til nationale drømmerier. Og på tide at stoppe med forsøg på, via lovgivning, at tryne industrier, landbrug, søfart, luftfart mv til at reducere noget (CO2), som øjensynlig ikke lader sig synderligt påvirke af os mennesker og hvis udvikling iøvrigt måske er ligeså vel god som dårlig, jfr Keinickes påpegning af flere, større og mere produktive grønne områder, takket være mere CO2 og højere temperatur, og dermed større fødevarerigelighed.

    vh

    Hans Günther Petersen, Skodsborg

    • allan astrup jensen

      “Dette skriv bør sendes til Dan Jørgensen, Lars Aagård, Katherine Richardson, Klimarådet, Regeringen, FT, DR, TV2, medierne i øvrigt og især Undervisningsministeren,……”
      Dette vil være spild af tid! Informationen vil blive ignoreret, fordi den kommer fra de såkaldte klimabenægtere! jeg har selv i årevis været i kontakt med DR og TV2 for at kommentere og rette de mange fejl og overdrivelser, man kommer med. Disse medier er fuldstændigt ligeglade med om det, de fortæller, er korrekt, bare de giver opmærksomhed og “kunder”.
      Det bliver ikke anderledes, før det bliver koldt igen, og det sker nok snart. Vinteren er i år kommet tidligt og barsk i Nordamerika, og i de kommende uger bliver det koldere herhjemme. Folk tror kun på det, de selv mærker!

  3. Bent Kim Jepsen

    Sådan!
    Tusind tak for det.
    Vel underbyggede synspunkter.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*