For nogen tid siden udkom klimaministeriets årlige status over, hvordan det går med klimamålene. Det er en lang rapport, som vi valgte ikke at komme nærmere ind på den gang. Rapportens indhold er primært en endeløs gennemgang af politiske beslutninger og forlig, og deres – teoretiske – betydning for mulighederne for at opfylde Danmarks klimamål. Tonen er generelt sorgløs, det ser godt ud, vi når målene, endda i rigelig grad.
Man kan jo undre sig lidt over den fortsatte optimisme, hvor den grønne omstilling ellers er ved at løbe ind i problemer. Aflyste udbud af havvind, ingen nye møller på land, kuldsejlede projekter med brint og Power to X (PtX) og stigende opmærksomhed på vores biomasseforbrugs mangel på ”bæredygtighed”. Kun antallet af elbiler i Danmark giver anledning til optimisme, og hertil kommer den fortsatte udbygning med solceller, om end den lokale folkelige modstand er stærkt stigende.
Men alt det bekymrer ikke det høje Ministerium, kun hist og pist kan man finde enkelte passager, der berører realiteterne:
Udbygningen af vedvarende energiproduktion er udfordret bl.a. som følge af fordyrelser, pressede leverandørkæder og tidskrævende godkendelsesprocesser, og der er på den baggrund flere projekter, som forsinkes. Det betyder, at den skønnede elproduktion nedjusteres … som følge af lavere forventning til udbygningen af vedvarende energiproduktion. Det skønnes dermed … at Danmark i hele fremskrivningsperioden vil være nettoimportør af elektricitet.
Den samlede elproduktion skønnes at stige markant frem mod 2035, hvilket særligt er drevet af en stigning i elproduktionen fra VE, der skønnes at stige med 21,8 TWh fra 2023 til 2030. [Nedjusteringen af den skønnede elproduktion] henføres til opdaterede forudsætninger om udbygningen af landvindmøller og solceller og på længere sigt bl.a. henføres til annulleringen af havvindsudbuddene i de indre danske farvande samt manglende bud på havvindmølleparkerne i Nordsøen.
Den stigende elproduktion skønnes at ske i takt med forventning om en stigning i efterspørgsel på el frem mod 2030 og videre frem til 2050, hvor elforbruget skønnes at stige med ca. 60 pct. i 2030 og ca. tredobles mod 2050 relativt til 2023. Den skønnede stigning i forbruget kan særligt tilskrives en markant vækst i datacentre, udbygning af el-baseret varme til fjernvarmeproduktion og i husholdninger, samt elektrificering af transportsektoren, fx elbiler.
Her kan man finde en noget gådefuld figur (se fig. 1), der skulle vise fremtidens elproduktion fordelt på kilder. Af én eller anden grund forudser den et fald i havvinden allerede efter 2034. Har regeringen helt opgivet havvind? Til gengæld skal solcellerne stå for en overvældende stor andel af produktionen fra ”Vedvarende Energi”. Hvordan i alverden har man tænkt sig, at en sådan forsyning kan fungere, og f.eks. sikre datacentrene en stabil forsyning hele året, døgnet rundt? Det skal nævnes, at undertegnede ikke kunne finde noget om lagring af strøm i rapporten.
Ministeriet skriver en del om PtX og gør opmærksom på, at det, sammen med kulstofopsamlingen, CCS, stadigvæk er ny teknologi, der kan blive ramt af mange børnesygdomme. Alligevel er man optimistisk:
Eventuelle forsinkelser for bl.a. PtXanlægsprojekter, havvind, nye vedvarende energianlæg på land, samt netudbygning frem mod 2030 vurderes ikke isoleret set at få betydning for indfrielse af 70 pct. målet i 2030.
Nu har Klimarådet netop udsendt sin vurdering af ovennævnte rapport. Klimarådet formulerer sig velsignet kortfattet, vurderingen er kun på 15 sider, og den går hurtigt igennem hele sagen. Her skal vi nøjes med nogle enkelte udpluk.
Klimarådet er noget skeptisk mht. reduktionerne af udledninger i landbruget, hvor den berømte trepartsaftale er et afgørende element:
Ifølge trepartsaftalen skal der leveres reduktioner på mindst 1,8 mio. ton i 2030. I Statusrapport 2025 konkluderede Klimarådet, at størstedelen af de forventede reduktioner er forbundet med høj risiko for ikke at blive realiseret. Det gælder både udtagning af kulstofrige jorder, skovrejsning, ændret gødningshåndtering, fodertilsætningsstoffer, samt pyrolyse.
Som et eksempel på usikkerheden viser figur 2 udviklingen i udtagning af kulstofrige lavbundsjorder. Der er pr. 1. oktober 2025 kun udtaget og vådlagt 242 hektar kulstofrige lavbundsjorder. Dermed er der langt til aftalens mål om at have udtaget 140.000 hektar i 2030 og også langt til fremskrivningens forventning på godt 90.000 hektar i 2030.
Det er derfor usikkert, om man i 2030 kan nå fremskrivningens forventning på godt 90.000 hektar, og højst usikkert om man kan nå målet på 140.000 hektar.
Klimarådet interesserer sig meget for de risici, som aktiviteterne indebærer. Det drejer sig naturligvis ikke om risici for samfundet, f.eks. økonomiske tab, men derimod alene om risikoen for, at vi ikke kan opfylde klimamålene, der jo for det høje Råd overskygger alle andre hensyn. Her har man et godt øje til kulstofopsamlingen, CCS:
For det første nævner klimaprogrammet eksempler, som ikke i sig selv kan anses som risikohåndtering. Det gælder fx inden for CCS. Her er der en risiko for, at de afsatte støttepuljer leverer færre reduktioner end forventet. Samtidig henvises til, at midlerne i puljerne kan bruges til at imødegå risiciene. En risiko forbundet med effekten af én mængde afsatte midler kan imidlertid ikke håndteres med de samme midler. Det kræver flere midler eller andre supplerende tiltag.
Fuldstændigt korrekt, pengene kan ikke bruges to gange.
En interessant udvikling, som både ministeriet og Klimarådet forbigår i tavshed, er det faktum at elektrificeringen af industrien slet ikke er kommet i gang endnu, som nævnt af bl.a. Energinet for nyligt. Det betyder, at CO2-afgifter og andre tiltag ikke har virket over for industrien. Men hvis man får brug for at få sat udledningerne ned, er Klimarådet altid frisk med en løsning:
Sidste års klimaprogram indeholdt analyser af alternative virkemidler, der kunne sættes i værk og få effekt i 2030. Det drejede sig fx om en højere drivhusgasafgift for industri med videre.
Klimarådet bruger megen plads på at behandle de nye klimamål, for hhv. 2035 og længere ud i fremtiden. Her vil man selvfølgeligt gerne have så ambitiøse mål som muligt.
Rådet konkluderer, at der er flere argumenter for, at [2035-]målet bør være højere end 80 pct. For det første tilsiger klimakrisens alvor, at alle lande gør en stor indsats for at reducere udledningerne. Derudover kan det være fornuftigt at øge reduktionshastigheden frem mod 2035, fordi de sidste reduktioner mod målet om klimaneutralitet kan vise sig at blive de sværeste, både teknisk og socialt, og fordi implementering tager tid. For det tredje vil et højere mål være i god tråd med klimalovens ambition om, at Danmark skal være et foregangsland.
Klimarådet beklager sig over, at regeringen ikke går mere i detaljer med målene for 2045 og 2050. Det understreges, at klimaindsatsen ikke stopper i 2030 eller 2035.
Så er der problemerne med opbakningen, eller snarere manglen på samme, f.eks. når landskabet skal overplastres med ”jernmarker” eller vindmøller. Her har Klimarådet følgende visdomsord:
[En] overordnet opbakning til en ambitiøs klimapolitik omsætter sig ikke automatisk til lokal eller individuel adfærd eller accept af konkrete tiltag. Det er nødvendigt med en politisk forståelse for, hvad der skaber henholdsvis opbakning, accept og modstand på tværs af klimapolitiske områder. Og der er behov for helhedsorienteret klimapolitik, der vedligeholder og styrker opbakningen og skaber konkrete muligheder for handling og engagement for befolkningen.
Klimarådet beklager sig meget over, at regeringen fokuserer på den folkelige opbakning til solceller og vindmøller, og hermed forsømmer alle de andre elementer: Underjordiske CO2-lagre, elnettet (nye højspændingsmaster), PtX-fabrikker og så hele omlægningen af landbrugsjord til skov. Og så mener Rådet endda, at en ”langsom eller uambitiøs” klimaindsats også kan medføre mindre folkelig opbakning.
Og så er der selvfølgeligt Klimarådets kæphest med udledningerne fra vores forbrug af varer:
Derudover anbefalede rådet, at den globale klimastrategi og -indsats udvides, så der blandt andet rettes større opmærksomhed mod Danmarks forbrugsaftryk.
Danmarks forbrug medfører et højt globalt klimaaftryk. I 2023 var Danmarks samlede forbrugsbaserede klimaaftryk 60 mio. ton CO2e. Det er 54 pct. højere end Danmarks samlede territoriale drivhusgasudledninger. Det fremgår af Energistyrelsens globale afrapportering.
På trods af det store klimaaftryk fremlægger den globale strategi ingen tiltag, der eksplicit har til hensigt at reducere de forbrugsbaserede udledninger.
Det klør i fingrene efter at komme i gang med at udstede rationeringskort til befolkningen, så vi kan få skovlen under det klimaskadelige forbrug af f.eks. oksekød, mælk eller ost.
Sammenfattende må man konstatere, at udvekslingen mellem Klimarådet og ministeriet efterhånden er mere og mere teoretisk og kun i beskeden grad griber fat i alle problemerne med den grønne omstilling og ambitionerne om at nå ”netto-nul”. Man kommer til at tænke på orkestret på Titanic, der spillede videre, mens skibet var ved at synke efter sit sammenstød med et isbjerg.
Danish
Hvis Regeringen ville gøre noget, skal der (i lighed med 1983-moratoriet imod A-kraft) vedtages et moratorium for al fremtid, hvori det bestemmes, at IT- centre ikke må etableres på dansk territorium, grundet det store energiforbrug sammenholdt med nytteværdien.
Dystopisk læsning….
Du skriver, at forventningen til den store stigning i elforbruget skyldes en markant vækst til datacentre. Er det ikke noget man burde se på? For at reducere produktion af drivhusgasser stiller vi krav til boligers isolering og afskaffelse og benzinbiler (som i øvrigt ikke gavner) og meget andet. Så hvorfor ikke datacentre? Man kunne måske starte med at kræve betaling for udsendelse af reklamer. Eller er der noget, som jeg har overset?
Datacentre belastes hårdt af den stigende brug af kunstig intelligens, og det kan man ikke begynde at regulere på i detaljer, f.eks. ved at gå efter reklamerne, som i virkeligheden nok betyder meget lidt. Der er kun én ting at gøre for energileverandørerne, og det er at få produceret den nødvendige strøm. Ellers skulle vi over i en detaljeret kommando-økonomi, og det fører vist ikke til noget godt.
Efter folketingsvalget 2019 blev det politiske miljø i den grad opgraderet i forhold til dansk klimaindsats. Dette skete efter undertegnedes mening grundet socialdemokratiets ønske om at gribe magten, hvormed såvel S som R gik med på enhedslistens og SF’s krav om 70 % CO2 reduktion inden 2030. Således blev en række initiativer sat i søen, herunder inddragelse af industrien, for at opnå dette mål. I det danske perspektiv så man store muligheder og væsentlige erhvervseventyr ved at gå forrest.
Sidenhen er en række begivenheder indtruffet, som i høj grad sætter spørgsmål ved de danske forhåbninger. Krigen i Ukraine har flyttet fokus, hvor militær oprustning har taget dagsordenen.
COP møderne har ikke vist international vilje til at følge den Europæiske vej.
Trump’s anden præsidentperiode har vist at den amerikanske befolkning ikke er parat til at gå all in for klimaet.
Kina og Indien retter ikke ind efter Europa og går egne veje.
EU begynder at indse de geopolitiske realiteter og har ved Ursula von der Leyen udtrykt behov for at udsætte de Europæiske klimamål.
De klimateknologiske landvindinger, som man i Danmark har sat så store forhåbninger til, er løbet ind i økonomiske og tekniske vanskeligheder, med store tab til følge for investorerne.
Det er mit indtryk, at der en voksende forståelse og realitetssans i den danske befolkning, også fordi at folk godt forstår, at det ikke giver mening at forfølge et teoretisk netto nul i Danmark, samtidigt med et ønske om at forbruge varer og ydelser, som CO2 mæssigt afregnes i et andet land. Men efter 2019 har man bygget et kæmpe CO2 projekt op, som helt naturligt er svært at vende ryggen til – også fordi hele det officielle Danmark inkl. uddannelsesinstitutionerne og medier stadigt bakker 100 % op. Kun få tør stå op imod dette.
Her bærer Lærer- og Journalistuddannelserne et stort ansvar.
De har i et par generationer gået forrest med bestræbelser om at nedlægge geografi- og historieundervisning, Folkekirken, Landbruget, Forsvaret, NATO (alle grundelementer i vor civilisation) – og fremme hadet mod USA, konservative værdier og “hvide mænd” – og belønne pjank og pjat her og hisset.
Journalistfaget er der ikke grund til at gøre noget ved, det uddør af sig selv.
Men uddannelsesektoren skal have en gennemgribende omkalfatring med vægt på seriøse fag og indhold. Læreruddannelserne skal løftes løn- og prestigemæssigt. Det skal blive et fag, som seriøse unge vælger til – i stedet for et sted for “idealister” (konventionelt tænkende woke wannabees), der ikke kunne kvalificere sig i gymnasiet.