DMI på slap line

Her op til COP30-mødet vælter det ud med rapporter om klimaet, og med få undtagelser er formålet altid at male situationen sortest muligt op – i forsøget på at overbevise politikerne om nødvendigheden af ”udfasningen” af kul, olie og gas, ”netto-nul” og ”grøn omstilling”. Med i flokken melder sig nu Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, hvorunder der befinder sig en alarmistisk bastion ved navn Nationalt Center for Klimaforskning. Man har nu udsendt en dugfrisk rapport:

Allerede i forordet kan man se, hvor det bærer hen:

Det globale klima befinder sig i en kritisk fase af forandring. … Den aktuelle kurs [for den globale temperatur] er mod ca. tre graders global opvarmning, og det understreger med tydelighed, at konsekvenserne for mennesker, natur og samfund bliver stadig mere alvorlige.

Rapporten er på 78 sider og omhandler de sædvanlige emner: Den globale opvarmning, havstigninger, drivhusgasser, iskapper og havis, AMOC og til sidst klimaforandringer i Danmark. Konsekvent er der taget propaganda frem af værste skuffe, og der gøres intet forsøg på at inddrage den videnskabelige diskussion, der f.eks. er vedr. havstigningerne. Mere herom senere.

Som et eksperiment fik Karl Iver Dahl-Madsen mobiliseret noget kunstig intelligens (”AI”) til at vurdere rapporten, og det kom der et bemærkelsesværdigt dokument ud af. Mange af rapportens svagheder bliver her udstillet i al deres ynk. AI-dokumentet er meget videnskabeligt af natur med masser af fagudtryk og derfor ikke umiddelbart egnet til offentliggørelse på vores side, hvor vi forsøger at holde et niveau, hvor alle (inkl. undertegnede) kan være med. I det følgende kommer således en anmeldelse af rapporten baseret på dokumentet og et par tilføjelser fra min side.

DMI’s rapport gør meget ud af, at den globale opvarmning er ”accelererende”, og det illustrerer man med kurven vist her som fig. 1. Her udnytter man temperatur-toppen fra 2024 og kan så trække rette linjer gennem kurven de sidste 40 år og de seneste 20 år. Sidstnævnte er noget stejlere, og hermed er ”accelerationen” påvist. Sådan kan man naturligvis ikke gøre i virkeligheden. Hvis nu 2024 virkelig bare var en top, og temperaturen kom ned igen (hvad den har gjort i et vist omfang), så vil den stejle linje jo være helt meningsløs. Så her er der tale om forsøg på at manipulere læserne.

AI-dokumentet påpeger, at DMI har valgt temperaturkurver fra Berkeley Earth på land og HadCRUT til havs. Man gør ikke noget forsøg på at inddrage f.eks. de satellitbaserede målinger, fra UAH eller RSS. Mht. havtemperaturen indfører man et relativt nyt begreb, hvor man i områderne nær polerne taler om kombinerede temperaturer af havoverfladen og is-overfladen. Det giver betydeligt højere tal for opvarmningen gennem tiderne, men resultaterne er misvisende, da man ikke har den slags målinger ret langt tilbage i tiden og derfor ikke kan sammenligne med tal fra for 50 eller 100 år siden.

DMI-rapporten kigger på CO₂-indholdet i atmosfæren, og må selvfølgeligt konstatere, at det ikke har ”accelereret” i takt med temperaturen her omkring den seneste top, og derfor må der andre forklaringer på bordet, f.eks. det faktum, at skibsfarten er overgået til mindre forurenende bunkerolie. Men AI-dokumentet påpeger, at hvis CO₂ ikke er enerådende, så er der heller ikke belæg for at hævde, at den har medført den accelererende opvarmning. Så her er der en selvmodsigelse hos DMI.

Næste punkt er havniveaustigningen, der ifølge DMI er kraftigt accelererende. Det illustreres med kurven gengivet her som fig. 2. Der er her kun tale om satellitmålingerne, og man ser, hvordan stigningen i perioden 2000-2009 var på +2,96 mm/år, mens den i 2015-2024 var helt oppe på 4,54 mm/år. Umiddelbart kan man jo stille spørgsmål ved den uhyrlige nøjagtighed, ned til en hundrededel af en millimeter, men det er en biting her. Grafen underbygger budskabet om den katastrofale acceleration, men den er så langt fra virkeligheden, at man kan undre sig over, at DMI bruger den helt uden f.eks. at skele til, hvad de kystbaserede målinger viser for den samme periode. Her er stigningen pr. år langt lavere, og der er absolut ikke tale om nogen acceleration. Når DMI ikke kommer ind på det emne, kan det kun skyldes det underliggende brændende ønske om at male situationen sortest muligt op. Men det er bedrageri over for læserne.

Så er der selvfølgeligt havisens udbredelse omkring Nordpolen, her vises kurven på fig. 3 for den årlige minimumsudbredelse i september. Pudsigt nok er der her ikke nogen tendenslinjer over kortere årrækker – de ville ellers vise, at udbredelsen har ligget omkring samme niveau i de seneste snart 20 år.

Tilbage til AI-dokumentet, der påpeger at DMI’s løbende brug af de såkaldte SSP-scenarier – der tjener til at give et mørkt billede af fremtidsudsigterne, er ukorrekt. Det fremføres, at ”business as usual” vil medføre en temperaturstigning på de forjættede 1,5 grader celsius allerede i 2029 og i 2100 vil vi have ramt ca. 3 grader. Det er jo imidlertid prognoser, hvor grundlaget er højst usikkert.

Dernæst tager AI-dokumentet fat i begrebet ”marine hedebølger”, hvor der i et kort tidsrum er tale om højere havtemperaturer i større eller mindre områder. Som eksempel bruger DMI-rapporten en hedebølge i Atlanterhavet i 2023, illustreret med kortet på fig. 4. DMI nævner korrekt, at der er mange faktorer, der spiller ind, og de fleste har ikke noget med CO₂ at gøre. Alligevel generaliserer man efterfølgende og hævder, at den slags hedebølger bare vil være hverdagskost fremover. 

Ros skal der også være plads til, og AI-dokumentet fremhæver DMI-rapportens afsnit om AMOC, hvor man mere afbalanceret giver udtryk for de forskellige opfattelser af hvornår, den går i stå.

I en konklusion med anbefalinger til DMI slår AI-dokumentet igen fast, at når man fremstiller kurver, skal tendenser være over 30-50 år, og man skal være forsigtig med at inddrage de allerseneste år:

Lad “acceleration” kræve, at accelerationsleddet er robust over flere datasæt og specifikationer – ikke bare et 20-års vindue, der slutter i 2024.

Hørt! AI-dokumentet peger også på, at man bør inddrage flere datasæt (f.eks. UAH mht. temperaturer) og vurdere forskellene imellem dem. Fidusen med havistemperaturen er heller ikke acceptabel.

AI-dokumentet slutter med igen at vende tilbage til DMI’s metoder:

… de mest opsigtsvækkende budskaber – “accelerationen”, 1,5 °C i 2029, “ny normal” for hedebølger [på havet] – hviler på korttidsudsving, [ændrede målemetoder] og lineære [fremskrivninger], der ikke er [sikret] på tværs af datasæt…. Det er ikke “fup”, men det er svag metodekommunikation: man viser nuancerne i bokse og figurbemærkninger – og konkluderer derefter mere bombastisk i hovedteksten og illustrationerne.

DMI-rapporten har som nævnt også et kapitel om Danmarks vejr og klima, og her går man i en oversigt helt grassat med omtale af begivenheder, store som små, jfr. fig 5, men hvor det underliggende budskab hele tiden er, at her har vi ”klimaforandringer”. Ret beset er der dog bare tale om vejr.

Og i Danmark har vi fået lidt højere temperaturer og lidt mere regn, men det er så også det hele, de ”accelererende” havstigninger har vi f.eks. ikke set noget til. Stormfloder er en trussel, men den har altid været der, og den er ikke blevet værre pga. havniveauet. Det er den snarere, fordi menneskene har været letsindige nok til at bygge dyre huse og andet godt helt nede ved vandkanten. Det er aldrig nogen god idé.

Som sagt har DMI formentligt udgivet rapporten her for at puste noget luft i den alarmistiske ballon, der måske var blevet lidt slatten pga. dalende interesse hos menigmand over det meste af Verden. Men det berettiger nu ikke en offentlig institution til at udgive noget, der er så uvidenskabelig og åbenlys propaganda for en tro.