Gletsjere i Schweiz

BBC, det britiske DR, har en serie på hjemmesiden, som de kalder In Depth, dvs. ”i dybden”. Meningen er vist, at man her skal kunne få en dybere indsigt i tingene, end tilfældet er andre steder. Det lyder jo godt, men man skal nok ikke glæde sig for tidligt, når det drejer sig om historier om klimaet.

For nyligt var der således en artikel om en hel landsby i Schweiz, Blatten, der blev ødelagt efter et bjergskred, hvor en blanding af klipper, jord og en gletsjer væltede ned over byen. De 300 indbyggere var blevet evakueret 3 dage før, som følge af det effektive varslingssystem. Så der var ingen døde eller sårede, men landsbyen blev totalt smadret, nu skal der ryddes op, og derefter forestår en komplet genopførsel. Det vil tage adskillige år.

Så vidt så godt. Schweiz er et bjergrigt land, og der er masser af landsbyer bygget på bjergskråninger, hvor det kan gå galt før eller siden. Klippeskred er jo en normal foreteelse i den slags terræn, og schweizerne har da også oplevet det mange gange før.

Men nu skal ”klimaforandringerne” absolut blandes ind i BBC’s historie. De stigende temperaturer medfører afsmeltning af gletsjerne, og dermed kan de ikke længere afstive de vakkelvorne bunker af klipper og sten.

Det er jo en lettere absurd tankegang. Gletsjere er altid i bevægelse, og deres evne til at afstive noget som helst skal man vist ikke satse for meget på. Men selvfølgeligt finder BBC en gletsjerforsker, der udtaler:

Optøningen af permafrost i meget store højder førte til toppens kollaps. Toppen bragede ned på gletsjeren … og ligeledes havde gletsjerens tilbagetrækning ført til, at den stabiliserede bjerget mindre effektivt end før. Så klimaforandringer var blandet ind i det fra alle sider.

Klart nok, hvis vi bare havde bygget nogle flere vindmøller, var det aldrig sket.

Blatten er ikke alene, BBC nævner flere andre schweiziske landsbyer, der også er blevet ramt og mere eller mindre ødelagt. Generelt er der en vis risiko ved at bo i bjergene.

Paul Homewood har kommenteret på sagen og beskriver tilstandene under Den Lille Istid. Det er jo den, som klima-aktivisterne ønsker os alle tilbage til, den gang var temperaturerne lave, og alt var godt. Det har en flok schweiziske damer jo også fået dom for, at de har ret til at leve i.

Det ville de nu nok ikke ønske sig, hvis de havde sat sig bare en smule ind i sagen. Tilstandene i Schweiz har aldrig være stabile og uforanderligt paradisiske, selvom det er det, man gerne vil have os til at tro i vor tid. I 1500- og 1600-tallet var det bitterligt koldt i de schweiziske bjerge, og gletsjerne var på hastig fremmarch. Befolkningen var urfattig, landbrug var næsten umuligt, og år for år blev det værre og værre. Flere landsbyer blev ubeboelige, hvis ikke de ligefrem blev opslugt af gletsjerne og forsvandt under isen og sneen.

Så sent som i 1715 forsvandt en hel landsby i et bjergskred, igen udløst af en gletsjer på fremmarch. Først i 1750 vendte billedet, gletsjernes vækst blev afløst af en langsom tilbagetrækning.

Det er interessant, at netop denne tilbagetrækning begyndte længe før menneskeheden for alvor kom i gang med sine CO₂-udledninger, det, vi ser i dag, er således en fortsættelse af en naturlig udvikling, der har varet i snart 300 år.

Konklusionen og pointen i det hele er, at som vejr og klima skifter, ændrer situationen for gletsjerne og bjergene sig også. Der er en risiko forbundet ved at leve i de smukke omgivelser, som Schweiz jo byder på, og den vil altid være der, uanset om vi gennemfører ”netto-nul” eller ej.