IEA om vedvarende energi

Det Internationale Energiagentur, IEA, har for nyligt udsendt sin årlige statusrapport vedr. udbygningen af den ”vedvarende” energi, hvor fokus først og fremmest er på solceller og vindmøller.

Her noterer man sig med tilfredshed, at der har været voldsom gang i udbygningen, især med solceller i 2024 og udviklingen er fortsat ind i 2025, jfr. fig. 1. Det førte bl.a. til de sensationelle budskaber om, at ”vedvarende” energi nu lige akkurat havde overhalet kullene i elforsyningen. Her skal man dog tælle vandkraft og biomasse med – i 2024 bidrog de med lige så meget som sol og vind.

Rapporten gør status frem til 2024 og fortsætter med fremskrivninger til 2030. På COP28-mødet for knap 2 år siden blev man ”enige” om at der skulle ske en tredobling af udbygningen med sol og vind, nu ser det desværre ud til, at der kun bliver tale om 2,6 gange mere. Det går strygende med solcellerne, men især havvind er løbet ind i problemer og IEA har nedsat den forventede vækst frem mod 2030 med hele 25%.

IEA er ikke blind for, at en høj andel af sol og vind i en elforsyning frembyder problemer med stabiliteten i leverancen. Frem mod 2030 vil de to stå for hele 30% af elforsyningen, og allerede nu har man set mange eksempler på nedlukning af produktionen, eller negative strømpriser, når vind og sol gav alt for meget strøm. Igen tales der imidlertid om ”fleksibelt” forbrug som trylleordet, der skal bringe os frelst igennem.

Et andet bud på en løsning er en begyndende tendens til at udbyde sol- og vindprojekter som såkaldt ”fast kapacitet”. Her skal f.eks. en solcelle-investor garantere en fast leverance af strøm døgnet rundt. Det kan jo kun gøres ved enten at købe den manglende strøm om natten på markedet – hvilket ikke altid går godt – eller også må der lagring af strømmen til, og det betyder i praksis med batterier. Går man nærmere ned i de konkrete projekter, finder man dog, at batterierne kun skal kunne levere 20-30% af strømmen i 1-2 timer. Det rækker ingen vegne i praksis – men hvis man forlanger større batterier, bliver løsningen jo alt for dyr.

Fra flere sider er Kina nævnt som et land, der for alvor har kastet sig over solceller og vindmøller. Alene i maj i år blev der igangsat solcelleprojekter på hele 93 GW! Det viser sig dog at hænge sammen med, at regeringen pr. 1. juni har ændret reglerne for afregning af elektriciteten til noget meget mindre favorabelt for investorerne. I juni måned var udbygningen som følge heraf faldet med 85%. Tilsvarende faldt udbygningen med vind fra 26,5 GW i maj til 5 GW i juni, se fig. 2.

IEA interesserer sig meget for, hvad der sker, når man opnår en høj andel af vedvarende energi i elforsyningen. Her fremhæves lande som Costa Rica, Nepal, Etiopien, Island og Norge, der får næsten 100% af deres elektricitet fra ”vedvarende” energi. Men i alle fem tilfælde er forsyningen dog primært baseret på vandkraft, og så er det jo nemt nok.

Andre lande, der ikke har de muligheder, men primært må basere sig på sol og vind, opdeles i seks såkaldte ”faser”, afhængigt af hvor langt fremme, de er med omstillingen. Faserne omtalte vi i detaljer for et år siden, og der er ikke meget nyt i den nuværende rapport. Danmark er stadigvæk det eneste land i Verden der er nået fase 5: ”Der er store overskud af VE hen over året”.

Om fase 5 skriver rapporten bl.a.:

Kortidsproblemer er afløst af udfordringer over længere tidsrum, de kommer fra forlængede perioder med overskud eller underskud af strøm fra sol og vind. Disse ubalancer kan indtræde både fra time til time, dag til dag, over årstiderne og endda fra år til år. Hvis ikke de bliver håndteret korrekt, kan de give anledning til omfattende nedlukning af elproduktionen og en reduceret effektivitet af systemet. Håndteringen af disse udfordringer kræver fleksible ressourcer, der er i stand til at afhjælpe problemerne over uger eller måneder, hvor geografisk samarbejde og lagring er de vigtigste løsninger. I 2024 var det kun Danmark, der havde nået den fase.

Stadigvæk ikke et ord om, at Danmark kun opretholder den stabile elforsyning takket være massiv import og eksport af strøm – op til 80% af forbruget, som vi har set. Det er jo ikke noget, der kan kopieres af større lande uden flinke og tålmodige naboer, som vi har med Norge og Sverige.

Spanien roses for at være nået langt med udviklingen, landet befinder sig allerede i fase 3. IEA undgår behændigt at omtale det store strømsvigt i april i år – der jo ellers primært var forårsaget af for stor optimisme med hensyn til at lade sol og vind stå for hele elforsyningen.

Generelt jubler rapporten over den voldsomme udvikling af kapaciteten for både sol og vind, men der er selvfølgeligt bekymringer over Trumps USA, hvor man forventer en brat opbremsning, når de igangværende projekter er fuldført, som vist på fig. 3.

Det kommer frem, at elektriciteten måske ikke er så billig endda, heller ikke fra solcellerne, hvor det nævnes, at i Europa blev der udbudt 17 GW ved auktioner, og resultatet var en pris på 68 US$/MWh, svarende til ca. 45 øre/kWh.

Rapporten nævner noget om ressourcerne og materialerne til hele udbygningen, men problemerne f.eks. med kobber verfes til side. IEA kan ikke få øje på nogen forhindringer, selvom man på den anden side ser lagring af strømmen, dvs. batterier som et afgørende led i løsningen på sol og vinds upålidelighed. Og netop batterier i en skala, der for alvor kan gøre en forskel, vil indebære et kolossalt forbrug af metaller og andre materialer.

Således skøjtes der let hen over de mange problemer, som den grønne omstilling indebærer, og det bevirker, at rapporten generelt har begrænset værdi. Man er heller ikke bleg for at forsøge på at manipulere. Alle praktiske erfaringer viser f.eks. at lande med en høj andel af solceller og vindmøller i elforsyningen generelt får højere elpriser – og det på trods af, at vind og sol jo skulle være de billigste kilder. Det faktum ”modbeviser” IEA med illustrationen vist her som fig. 4. Her ser man sammenhængen mellem elprisen og procentdelen af strømmen, der kommer fra sol og vind, og her er der jo en klart nedadgående tendens.

Men kurverne siger ikke noget om elpriserne generelt, og dog gør de alligevel. Man kan nemlig sammenligne kurven fra 2019 med den fra 2024, hvor Tyskland i mellemtiden havde udbygget voldsomt med sol og vind. Det generelle prisniveau i 2024 ses at være ca. det dobbelte af det fra 2019.

IEA har her præsenteret en masse tal og en masse optimistiske fremskrivninger, men de fundamentale problemer ved den grønne omstilling skøjtes der let hen over. Om det skyldes manglende indsigt hos IEA eller et brændende politisk ønske om at ”redde” klimaet, må læseren selv afgøre.